Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Foruroligende stilhed i verdens største flygtningelejr

På kun to måneder har flere end 600.000 muslimer fra det buddhistisk dominerede Myanmar søgt tilflugt i et bakket skovområde i det sydlige Bangladesh. Flygtningenes ansigter er mærket af de grusomheder, som de har overlevet, og både værtslandet og nødhjælpsorganisationerne frygter, at Islamisk Stat nu vil rekruttere i rørt vande.

Liget af Abdul Amin bæres fra hans families midlertidige hjem til den nærmeste moske i flygtningelejren efter at være død af betændelse efter et hundebid. Tilbage står hans enke og to børn.
Liget af Abdul Amin bæres fra hans families midlertidige hjem til den nærmeste moske i flygtningelejren efter at være død af betændelse efter et hundebid. Tilbage står hans enke og to børn.

Det er stilheden, der overrasker allermest. Over 600.000 forkomne mennesker stuvet nødtørftigt sammen på et areal svarende til godt og vel en fodboldbane per 100 mennesker uden tilstrækkeligt med vand, medicin og med åbne latriner. Og alligevel er her så stille. Foruroligende stille.

»De her mennesker er som forstenede. Deres ansigter er udtryksløse. Mange er stærkt traumatiserede,« fortæller Red Barnets udsendte psykolog Anne Sophie Dybdal, der arbejder i de særlige områder af lejren, hvor flygtningebørnene kan få trøst og støtte til at bearbejde de voldsomme oplevelser.

Over halvdelen af de godt 600.000 flygtninge er under 18 år, og en del af børnene har taget den flere dage lange tur til fods alene over bjergene i grænseområdet mellem Myanmar og Bangladesh, fordi deres forældre er blevet dræbt, forklarer Red Barnets udsendte psykolog.

Flygtningene er muslimer og etniske rohingyaer fra nabolandet Myanmar. Her bliver de fordrevet af militæret og selvbestaltede buddhistiske militser i en kampagne, der ifølge FN ligner regulær etnisk udrensning med nedbrændinger af rohingyaernes landsbyer. Anne Sophie Dybdal lægger da også øre til mange grufulde beretninger.

»En mor fortalte, at sikkerhedsstyrkerne tog hendes tre måneder gamle barn fra hende og kastede babyen på bålet,« siger Anne Sophie Dybdal.

Regeringen i Myanmar – det tidligere Burma – afviser beskyldningerne og siger, at det er propaganda, som spredes af en væbnet guerillagruppe blandt rohingyaerne, Arakan Rohingya Salvation Army (ARSA). Den væbnede gruppe er i Myanmar stemplet som en terrororganisation, og det er den militante gruppe, der brænder rohingyaernes landsbyer ned, lyder det fra officielle cirkler og som en udbredt forklaring i Myanmar.

Dén køber Shahab Mia ikke. Han er flygtet fra landsbyen Boli Bazar i Myanmar.

»Sikkerhedsstyrkerne brændte vor landsby ned til grunden og gennembankede os. Mine to brødre blev dræbt,« siger den 40-årige mand, mens han støtter sig til sine to trækrykker.

Hans ene ben er blevet amputeret fra knæet. Benet stod ikke til at redde, da soldaterne var færdige med ham, fortæller han, mens forsamlingen af mænd, der er stimlet sammen, nikker bekræftende.

»Vi måtte bære ham på en båre lavet af bambus, da vi flygtede hertil,« fortæller en af Shahab Mias bekendte fra deres landsby, som flygtningene her måske aldrig får at se igen.

Myanmars myndigheder anerkender ikke Rohingya-muslimerne som statsborgere, men opfatter dem som illegale indvandrere fra Bangladesh. Rohingyaerne har som konsekvens i årtier været marginaliserede med begrænsede rettigheder. Det er ikke første gang, at rohingyaer flygter til nabolandet Bangladesh. Men det er første gang, at rohingyaerne flygter i så stort tal og så mange på så kort tid.

Hurtigst voksende krise i verden

»Det her er den hurtigst voksende flygtningekrise, som vi har været vidne til,« fastslår Abdusattor Esoev, der er vicechef i FNs Organisation for Migration (IOM).

Den tadsjikiske FN-mand, der sammen med sine kolleger i IOM administrerer den gigantiske flygtningelejr på vegne af regeringen i Bangladesh, har også arbejdet med flygtningekriser i andre brændpunkter, herunder i Darfur i Sudan og i Afghanistan. Men udfordringerne her i Cox’s Bazar i det sydligste Bangladesh betegner han som værende i særklasse.

Th.: »Jeg så min onkel blive skudt og dræbt af militæret i Myanmar. Lige foran mig.« 40-årige Rahima Katun flygtede sammen med sin mand og tre børn til Myanmar for en måned siden.

Foto: Asger Ladefoged
Th.: »Jeg så min onkel blive skudt og dræbt af militæret i Myanmar. Lige foran mig.« 40-årige Rahima Katun flygtede sammen med sin mand og tre børn til Myanmar for en måned siden. Foto: Asger Ladefoged

»Med 160 millioner indbyggere har Bangladesh jo verdens største befolkningstæthed, så der er i forvejen mangel på jord. Og derfor ser du nu alle disse flygtninge samlet på et meget lille sted,« siger Abdusattor Esoev, der understreger, at der hver dag kommer nye flygtninge over grænsen fra Myanmar.

Mange har gået otte-ti dage og er alvorligt underernærede, når de når frem. Dertil kommer, at det reelle antal flygtninge faktisk ikke »kun« er 600.000, men tæt på 900.000, påpeger IOM-chefen. Det skyldes de knap 300.000 rohingyaer, der har søgt beskyttelse her i Cox’s Bazar under tidligere kriser, og som ikke er vendt hjem.

Mangel på alt

Forholdene i lejren afspejler den uoverskuelige opgave: Der mangler drikkevand, og det, der er tilgængeligt, er svært at få distribueret, fordi der ikke har været tid til og mulighed for at anlægge veje i den tidligere skov, der nu er fældet. Eneste beskyttelse mod den bagende sol og den monsunregn, der venter forude, er presenninger på et skrøbeligt skelet af bambus.

Der er heller ikke latriner nok. Flygtningene forretter deres nødtørft på den bare jord, og den ender i vandløbene, som folk også må ty til i mangel på rent drikkevand. Derfor er diarré en af mest udbredte sygdomme, som Læger uden Grænser og andre humanitære organisationer behandler. Risikoen for et udbrud af kolera er på alles læber.

Men der er også en anden risiko, der lurer. Det er udsigten til radikalisering og Islamisk Stat og andre militante islamister, der rekrutterer blandt desperate og frustrerede flygtninge.

»Det er vi meget opmærksomme på. Der er jo en betydelig vrede blandt alle de flygtninge, der har søgt tilflugt her hos os,« siger Mohammed Abdul Kalam, der er den lokalt myndighedsansvarlige for flygtningekrisen med titel af kommissær for flygtningehjælp og repatriering.

Han har allerede taget de første forholdsregler: En række humanitære organisationer med islamisk baggrund har fået forbud mod at arbejde i flygtningelejren, fordi myndighederne i Bangladesh mener, at de vil benytte nødhjælpsarbejdet til islamistisk radikalisering.

Rejsen til Bangladesh blev støttet økonomisk af Udenrigsministeriet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.