Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Forræder«, »Judas« og »Socialistpartiets død« - tidligere premierminister vil nu også være på Macrons hold

Manuel Valls, der var fransk premierminister indtil december, vil nu også ride med på Emmanuel Macrons succesbølge. Men de to har en broget fortid sammen, og Macron har kaldt Valls for en »forræder«. Valls erklærede tirsdag sit eget socialistparti for »dødt«. Retur kom en »Judas«-beskyldning.

Da Macron (th) forlod ministerposten i august sidste år for at stille op som uafhængig præsidentkandidat, rasede Valls over Macrons forræderi mod den daværende regeringen. (arkivfoto) / AFP PHOTO / MARTIN BUREAU
Da Macron (th) forlod ministerposten i august sidste år for at stille op som uafhængig præsidentkandidat, rasede Valls over Macrons forræderi mod den daværende regeringen. (arkivfoto) / AFP PHOTO / MARTIN BUREAU

Det går hurtigt i fransk politik i disse dage.

Tirsdag meldte Manuel Valls, der var landets premierminister indtil december, sig under fanerne hos den kommende præsident Emmanuel Macrons nystiftede parti La République en marche. Men selv om det på sin vis er et boost for Macron frem mod det afgørende parlamentsvalg i juni, hvor han har brug for så mange pladser som muligt, blev Valls ikke umiddelbart budt velkommen med åbne arme.

Alt var ellers fryd og gammen, da en fremadstormende Emmanuel Macron som 36-årig blev udnævnt som økonomiminister i den franske regering under ledelse af Manuel Valls i 2014. De havde de samme idéer, og Macron var den helt rette til at føre vanskelige reformer ud i livet, mente såvel Valls som præsident François Hollande, der havde haft Macron som økonomisk rådgiver indtil da.

Men da Macron forlod ministerposten i august sidste år for at stille op som uafhængig præsidentkandidat, rasede Valls - og Hollande - over Macrons forræderi mod dem, fordi de havde båret ham frem som Frankrigs nye politiske stjerne.

Efter selv at være blevet vraget som socialistpartiets præsidentkandidat i januar, begyndte Valls imidlertid at gøre sine hoser grønne hos Macron. Før præsidentvalget meddelte Valls, at han ville stemme på Macron, og tirsdag kom Valls så krybende tilbage med et ønske om at stille op for Macrons parti til parlamentsvalget.

»Jeg ønsker, at Emmanuel Macron lykkes. Jeg vil gerne være kandidat for et flertal bag præsidenten, og jeg vil derfor lade mig indskrive i hans bevægelse La République en marche,« sagde Valls til RTL-radio.

Ikke stor Valls-begejstring i Macrons lejr

Det stiller Macron i et dilemma. Mandag aften viste den franske TV-kanal TF1 således en dokumentar om de 200 dage op til Macrons sejr ved præsidentvalget, og undervejs får Macron ifølge avisen Le Figaro beskyldt Valls for »forræderi« over for Hollande. Det hårde ordvalg skyldes, at Valls valgte at stille op for at blive socialisternes præsidentkandidat og dermed endeligt forseglede Hollandes skæbne som den præsident, der var så upopulær, at han ikke engang kunne stille op til genvalg.

Med de gensidige beskyldninger om forræderi er Macron og Valls dermed ikke et oplagt makkerpar. Men Macron har brug for tunge navne, der vil stille op for sit parti, og samtidig kan Macron hurtigt få brug for en erfaren politiker som Valls.

Det er i sig selv et boost for Macron, at Valls offentligt siger, at det vigtigste nu er at sikre Macrons parti flertal ved parlamentsvalget, så Macrons reformidéer kan føres ud i livet. Uden et sådant flertal vil det blive uhyre vanskeligt for Macron at gennemføre sin politik, herunder at skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked.

Også Valls’ indgående kendskab til fransk politik kan blive nyttigt for Macron, når vanskelighederne utvivlsomt melder sig for den unge præsident før eller siden.

Men samtidig repræsenterer den 39-årige Macron netop noget nyt og frisk, og i det lys passer en tidligere socialistisk premierminister som Valls ikke umiddelbart på holdet.

Macrons talsmand, Benjamin Griveaux, reagerede afmålt tirsdag og sagde til radiostationen Europe 1, at partiet endnu ikke havde modtaget en officiel henvendelse fra Valls om at blive stillet op, og at der kun var 24 timer til fristens udløb. Allerede torsdag vil Macrons parti ifølge planen sætte navn på sine 577 kandidater til parlamentsvalget.

»Han må indgive sit kandidatur som enhver anden, da reglerne er de samme for alle,« lød det uden begejstring fra Griveaux.

Og Jean-Paul Delevoye, der er formand for partiets opstillingsudvalg, sagde til BFM-TV, at man ville se på et eventuelt kandidatur til Valls, men at partiet allerede har fundet i sin kandidat der, hvor Valls ønsker at opstille.

»Socialistpartiets død« og »Judas«

Mens modtagelsen i La Républlique en marche således var afdæmpet, kogte det over med raseri i Parti Socialiste, efter at Valls til RTL erklærede partiet for »dødt«, selv om han stadig »deler dets værdier.«

Det blev straks gjort klart fra partiets leder, Jean-Christophe Cambadélis, at man ikke både kan melde sig under Macrons faner og samtidig være en del af socialistpartiet.

»Intet er man med, ellers er man ikke med,« lød det fra Cambadélis på Twitter.

Efter sølle 6,4 procent af stemmerne til den socialistiske præsidentkandidat, Benoît Hamon, ved præsidentvalgets første runde - og dermed blot en femteplads - er partiet i opløsning og ifølge meningsmålingerne risikerer det at miste stort set alle sine nuværende 280 pladser i Nationalforsamlingen.

Ikke mindst Alexis Bachelay, der er en af Hamons nære støtter, var rasende over Valls’ dødsdom over partiet.

»Jeg håber for Frankrig, at Brutus og Judas ikke også vil stille op for En marche! #Valls,« skrev Bachelay på Twitter.

Mens dramaet raser, var Macron selv fåmælt tirsdag. Først efter på søndag, når han bliver indsat som præsident, vil han afsløre, hvem han har i tankerne som Frankrigs næste premierminister.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.