Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Folk er dybt berørt og i chok. De prøver at gøre noget, så det vælter ind med tøj, vand, bleer og sandwich«

Der er roligt og ingen panik, men folk er i chok efter den enorme brand i højhuset Grenfell Tower i London, der endnu ikke er blevet slukket, rapporterer Berlingskes korrespondent i Storbritannien.

Flere mennesker samles nær Grenfell Tower, en boligblok i det vestlige London, efter en voldsom brand natten til onsdag 14. juni 2017. / AFP PHOTO / Adrian DENNIS
Flere mennesker samles nær Grenfell Tower, en boligblok i det vestlige London, efter en voldsom brand natten til onsdag 14. juni 2017. / AFP PHOTO / Adrian DENNIS

Mange savnes, flere er omkommet og mindst 50 personer er blevet kørt på hospitalet, efter højhuset Grenfell Tower i det vestlige London lidt efter midnat brød i brand. Et stort område omkring bygningen er afspærret, og brandmænd kæmper stadig med flammerne onsdag middag, fortæller Berlingskes korrespondent Uffe Taudal, der er på stedet.

»Der står kæmpe røgskyer op derfra, og der er en helikopter, der svæver hen over. Lige nu ser det ud som om, røgskyen tager til, og jeg kan se, der stadig er flammer i toppen af højhuset. Der er ikke tegn på, at der foregår slukningsarbejde der, det ser ud som om, de helt har opgivet at slukke i toppen. Murene begynder at være væk, så man bare kan se fundamentet og søjlerne,« fortæller han.

Røgen fra den 24 etagers boligblok med 120 lejligheder kan ses i det meste af den britiske hovedstad. Årsagen til branden er endnu uvis, og ingen taler om terror. Ikke desto mindre giver synet korrespondenten associationer til 9/11 terrorangrebet i New York. Og ligesom dengang, er myndighederne i London bange for, at højhuset kan styrte sammen, så et større område med flere andre bygninger er blevet evakueret.

Røgen fra Grenfell Tower stiger til vejrs og kan ses fra det meste af London 14. juni 2017. / AFP PHOTO / DANIEL LEAL-OLIVAS
Røgen fra Grenfell Tower stiger til vejrs og kan ses fra det meste af London 14. juni 2017. / AFP PHOTO / DANIEL LEAL-OLIVAS

Grenfell Tower ligger i nærheden af den kendte turistattraktion Portobello Road Market i Notting Hill, og området er kendetegnet ved at huse både nogle af Storbritanniens mest velstående og nogle af de mindre. Flere bygninger er ligesom Grenfell Tower social boligbyggeri kaldet »community housing.«

I området er der flere, som bare står og ser på røgen på denne almindelige arbejdsdag, der tegner til at blive årets hidtil varmeste i London.

»Der er roligt. Der er ingen panik. Men det er helt tydeligt, at folk er dybt berørt og i chok. De prøver at gøre noget, så det vælter ind med tøj, vand, bleer, sandwich og you name it. Jeg talte med nogle, der har åbent en kirke og tager imod donationer og prøver at hjælpe. De siger, de er blevet helt oversvømmet af donationer,« fortæller Uffe Taudal.

Branden startede omkring klokken 01.00, og i britiske medier har flere beboere fortalt, hvordan de var heldige at slippe ud af bygningen, selvom de ikke hørte nogen brandalarm. Flere undrer sig over, hvordan branden kunne sprede sig så hurtigt. Herhjemme gælder det blandt andre brandingeniør Ib Bertelsen, direktør i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut. Efter at have set billeder af branden, siger han til Ritzau:

»Der må være noget i bygningens konstruktion, der gør, at ilden har kunnet sprede sig hen over facaden (...) Det har vi set før i brande for eksempel i Dubai og Kina.«

Firefighters direct jets of water onto a tower block severely damaged by a serious fire, in north Kensington, West London, Britain June 14, 2017. REUTERS/Toby Melville
Firefighters direct jets of water onto a tower block severely damaged by a serious fire, in north Kensington, West London, Britain June 14, 2017. REUTERS/Toby Melville

Netop spørgsmålet om, hvordan det kunne gå så galt, hænger på manges læber.

»Det er et område i chok. Alle står ude og ser på røgen, og der er spærret af, og folk spørger: Hvordan kunne det her ske?« siger Uffe Taudal.

Grenfell Tower blev bygget i 1970'erne, og bygningen er for nylig blevet renoveret for omkring 85 millioner kroner. Ved renoveringen har bygningen fået en ny ydre beklædning, termoruder og et fælles varmesystem, skriver The Guardian.

En seddel med en efterlyst person er blevet lagt på en bil nær et midlertidigt center for pårørende, efter en brand har hærget den Grenfelle Tower på 24 etager natten til 14. juni 2017. / AFP PHOTO / DANIEL LEAL-OLIVAS
En seddel med en efterlyst person er blevet lagt på en bil nær et midlertidigt center for pårørende, efter en brand har hærget den Grenfelle Tower på 24 etager natten til 14. juni 2017. / AFP PHOTO / DANIEL LEAL-OLIVAS

Renoveringen har dog ikke beroliget en gruppe beboere, der i flere år har advaret om brandrisikoen i bygningen. Så sent som i november skrev gruppen i et indlæg, at der var problemer med sikkerheden. Og onsdag efter branden, lyder beskeden på gruppens hjemmeside: »Alle vores advarsler blev overhørt. Vi forudsagde, at en katastrofe som denne var uundgåelig og bare et spørgsmål om tid«. Læs mere her.

Britiske myndigheder har oplyst, at mindst seks personer har mistet livet. Derudover er 64 såret heraf 20 kritisk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.