Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

FN vil afskære forsyninger af våben til Islamisk Stat

FN vil gøre det sværere for IS at få fat i våben efter FN’s sikkerhedsråd har vedtaget en resolution. I Sydamerika indleder Venezuelas Justitsminister en granskning af massivt valgfusk, og Chile ophæver abortforbud for voldtægtsofre.

FN vil gøre det sværere for ISIS at få fat i våben efter FN’s sikkerhedsråd har vedtaget en resolution. Arkivfoto.
FN vil gøre det sværere for ISIS at få fat i våben efter FN’s sikkerhedsråd har vedtaget en resolution. Arkivfoto.

FN vil afskære forsyning af våben til Islamisk Stat

FN's Sikkerhedsråd vedtager resolution, der sigter mod at forhindre ekstremister i at skaffe våben.

New York City. FN vil gøre det sværere for Islamisk Stat (IS) og andre ekstremistiske grupper at anskaffe sig våben.

Det fremgår af en resolution, som FN's Sikkerhedsråd onsdag enstemmigt har vedtaget.

Alle lande opfordres til at bremse forsyninger af våben til for eksempel IS og andre "terrorister".

Blandt andet ved at anlægge sag mod leverandører og mærke våben for at gøre det nemmere at spore, hvorfra de stammer.

Det er Egypten, der i øjeblikket er medlem af Sikkerhedsrådet, som står bag forslaget.

- Dette er en af de første resolutioner, som sigter mod at forhindre terrorister i at erhverve våben, siger landets FN-ambassadør og nuværende formand for rådet, Amr Abdellatif Aboulatta.

At forsyne terrorister og terrorgrupper med våben er ifølge ambassadøren ligeså afskyelig en forbrydelse som et terrorangreb.

FN-landene opfordres til at samarbejde om at eliminere ekstremisters mulighed for at bevæbne sig via sociale medier og internettet.

Dårligt sikrede våbenlagre, svage grænsekontroller og hemmelige handelsplatforme på nettet er med til at åbne mulighederne for at skaffe våben.

Det fortalte lederen af FN's organisation for narkotika og kriminalitet (UNODC), Juri Fedotov, inden afstemningen.

Juri Fedotov erkendte, at det er en kompleks opgave at forhindre våben i at falde i forkerte personers hænder.

- Der mangler koordination i og mellem lande og regioner, nævnte han som én af flere udfordringer.

Emmanuel Roux, en repræsentant for Interpol, fortalte Sikkerhedsrådet, at våben anvendt i krigszoner ofte dukker op på gaderne i storbyer.

Han tilføjede, at lovlige produkter forvandles til sprængladninger, og at våben produceret for årtier siden er til salg på netsider, der henvender sig til kriminelle.

/ritzau/AP

Justitsminister indleder granskning af valgfusk i Venezuela

Ministeren vil have undersøgt fire direktører for valgkomité for "skandaløs handling".

Caracas. Venezuelas justitsminister, Luisa Ortega, har indledt en efterforskning af svindel i forbindelse med søndagens valg af et forfatningsråd.

- Jeg har udpeget to anklagere, der skal granske de fire direktører for den nationale valgkomité, for dette er en skandaløs handling, siger Luisa Ortega til CNN.

Meldingen kommer, efter at en britisk it-virksomhed har konkluderet, at myndighederne havde manipuleret med antallet af vælgere ved søndagens valg.

Smartmatic, der siden 2004 har samarbejdet med Venezuelas om landets valgsystem, vurderer, at forskellen på det faktiske stemmetal og det officielle stemmetal er på mindst en million stemmer.

- Vi ved uden skyggen af tvivl, at fremmødet ved det seneste valg var manipuleret, sagde Smartmatic-direktør Antonio Mugica i den forbindelse.

/ritzau/AFP

Chiles kongres ophæver abortforbud i tilfælde af voldtægt

Chile vil efter 30 år tillade abort ved voldtægt, et ikke-levedygtigt foster eller hvis morens liv er i fare.

Santiago. Kongressen i Chile, hvor et flertal af befolkningen tilhører den romersk-katolske kirke, har onsdag aften lokal tid ophævet dele af et abortforbud.

Det skete med 22 stemmer for og 13 imod.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi er tilfredse. Vi har leveret alternativer og sikre sundhedsmuligheder til alle kvinder, uanset hvilke beslutninger de træffer, udtaler Claudia Pascual, Chiles minister for kvinder og ligestilling.

Abort har været ulovligt i Chile siden 1989, hvor præsident Augusto Pinochet ledede militærstyret i landet.

Hidtil har kvinder således risikeret at blive retsforfulgt, hvis de forsøger at få en abort. Strafferammen for abort er op til fem års fængsel.

Men efter to et halvt års drøftelser - siden januar 2015 - tog chilenske senatorer for godt to uger siden det første skridt mod at ophæve dele af forbuddet, da de 19. juli stemte for en lempelse, som gør abort lovligt i tre tilfælde.

Det rapporterer BBC.

Undtagelserne gælder, hvis morens liv er i fare, hvis fostret ikke er levedygtigt og i tilfælde af voldtægt.

Det er det lovforslag, der som ventet er blevet godkendt i underhuset i parlamentet onsdag aften.

Man afventer nu en afgørelse fra landets forfatningsdomstol, der skal tage stilling til en indsigelse mod lempelsen af abortloven fra oppositionen.

I det dybt konservative Chile har det været en prioritet for den venstreorienterede præsident Michelle Bachelet - landets første kvindelige præsident og uddannet børnelæge - at lovliggøre abort.

Hidtil har Chile været en del af en mindre gruppe socialkonservative lande, der ikke tillader abort under nogen omstændigheder.

Det er ifølge AFP Den Dominikanske Republik, El Salvador, Gabon, Haiti, Malta, Nicaragua, Filippinerne og Senegal.

Historisk set har konservative grupper haft stor indflydelse i Chile, selv om de har mistet terræn i de senere år.

Således måtte chilenere vente til 2004, før de kunne blive skilt fra deres ægtefælle. Og først for to år siden blev det tilladt for kvinder og mænd at være medlemmer af samme fagforening.

/ritzau/

Tyrkiet udskifter sine tre øverste militære ledere

Tyrkiets tre værnschefer er udskiftet. Angiveligt er der ikke tale om en udrensning i kølvandet af kupforsøg.

Ankara. Tyrkiet har udskiftet landets tre militære topledere.

Det drejer sig om de øverstkommanderende for hæren, flåden og luftvåbnet.

Det oplyser præsident Recep Tayyip Erdogans talsmand ifølge nyhedsbureauet dpa.

Tilsyneladende er beslutningen ikke led i den store udrensning, som Erdogan har gennemført i militæret siden et mislykket kupforsøg mod ham og hans regering i juli 2016.

Talsmand Ibrahim Kalin oplyser således, at de tre værnschefers embedsperioder er udløbet og ikke vil blive forlænget.

Bortset fra offentliggørelsen af navnene på de tre, der er forfremmet til at lede de tre værn fremover, er der ikke yderligere oplysninger om udskiftningerne, skriver nyhedsbureauet AP.

Beslutningen blev taget efter et flere timer langt møde i Ankara under ledelse af premierminister Binali Yildirim.

Militærets stabschef, general Hulusi Akar, beholder sin stilling.

Siden det mislykkede kupforsøg for godt et år siden er 151 generaler blevet anholdt sammen med 1600 andre officerer, oplyste indenrigsminister Efkan Ala i sidste måned.

Desuden er næsten 20 admiraler blevet fjernet fra deres poster.

I alt er omkring 5200 militærfolk, deriblandt også flere menige soldater, blevet anholdt. De mistænkes for at have støttet eller deltaget i forsøget på at afsætte præsidenten og regeringen.

Tirsdag blev der i hovedstaden Ankara indledt en retssag mod næsten 500 tyrkere, der er anklaget for at have taget del i det fejlslagne militærkup.

Flere af de tiltalte risikerer fængsel på livstid. Præsident Erdogan har imidlertid også truet med at genindføre dødsstraf i forbindelse med retsopgøret.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.