Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

FN hjælper Nordkorea med at udvikle nervegas

Amerikanerne tror, at det er løgn. Men en af FNs organisationer har i godt et år hjulpet Nordkorea med en patentansøgning om at udviklet en særlig farlig nervegas. Inkompetence? Uklare retningslinjer? Arrogance fra en selvstændig gruppe i FN over for beslutningerne i den internationale organisation?

FNs patentkontor i stormvejr efter en sag om nervegas og Nordkorea.
FNs patentkontor i stormvejr efter en sag om nervegas og Nordkorea.

Sig navnet nervegas. Sig navnet Nordkorea, og alle alarmklokker burde bimle løs. Men ikke i FNs underafdeling for udvikling af patenter. Afdelingen i Geneve med forkortelsen WIPO har i mere end to år givet gode råd til Nordkorea om den bedste vej til at udvikle og patentere en særlig form for kemiske sammensætninger uden at informere FNs sikkerhedsråd.

Nordkorea har foretaget fem atomprøvesprængninger, siden ansøgningen løb ind i Geneve. Regimet har testet afskillige missiler og er igang med at udvikle et langtrækkende et af slagsen, der kan ramme USAs vestkyst. Nordkoreas leder, Kim Jong-un har flere gange truet med at rette et altudslettende atomangreb mod USA og dets allierede. Alt dette er forbigået WIPOs opmærksomhed. Eller er det?

For folk der kender FN-systemet er det ikke nogen overrraskelse. For folk med en minimal viden om de bureaukratiske processer i FNs underafdelinger er det til gengæld chokerende nyt, at en FN-afdeling har hjulpet nordkoreanerne med at udvikle en af de farlige forbindelser, der kan bruges i masseødelæggelsesvåben.

Uskadelig nervegas

I WIPOs afdeling i Geneve, hvor man yder finansiel og videnskabelig støtte til patentudvikling til medlemsnationerne, har man tilsyneladende ment, at det var helt normalt, at Nordkorea ønskede den pågældende forbindelse, der går under navnet »sodium cyanid«. Det kan nemlig også bruges til at udvinde metaller mere effektivt fra f.eks. guldårer.

Men det kan også bruges til udviklingen af nervegassen Tabun. Hvis det er det første, det drejer sig om, så er man ovre i en anden mere fredelig brug end nervegassen, og det er ifølge WIPO ikke underlagt sanktioner. Så uanset om man opfatter det som en uskyldig kemisk forbindelse, eller om hensigten er mere dødbringende, så undrer det, at ingen har orienteret FNs sanktionslande om sagen.

Men hvem køber den forklaring, når det drejer sig om Nordkorea? Få uden for FN-systemet. Men i WIPO siger en talsmand, at der ikke var grund til at alarmere nogen - hverken FNs Sikkerhedsråd eller den gruppe, der overvåger de internationale sanktioner mod Nordkorea. For proceduren er helt normal: Hvis et medlemsland ønsker hjælp til udvikling af et produkt til en senere patentansøgning, så får man det.

Den amerikanske tv-kanal Fox News har gravet i historien, og den er god nok. Den viser med al tydelighed flere problemer. Dels er sanktionerne ofte forfattet på en sådan måde, at hvis man vil omgå dem, så kan det lade sig gøre. Det viser Kinas støtte til Nordkorea, hvor størstedelen af det, kineserne sender til Nordkorea, går under navnet humanitær bistand. Også kaviar og champagne.

Inkompetence

Dels er der også i nogle af FNs underafdelinger rent ud sagt en arbejdskultur, der hylder en blanding af inkompentence, magtfuldkommenhed og korruption. Det sidste har flere af FNs generalsekretærer forsøgt at slippe af med.

Generaldirektøren for WIPO, Francis Gurry, er også en person, som mildest talt er omstridt. I 2008 - da han var vicegeneralsekretær i WIPO - iværksatte han en undersøgelse af medarbejdernes DNA for at finde ud af, hvem der stod bag »smædeskriverierne« mod ham. En intern undersøgelse kunne dog ikke direkte forbinde Gurry til de pågældende undersøgelser på medarbejdernes kontorer.

Den  store skandale kom i 2012. WIPO sendte avancerede computere til både Iran og Nordkorea uden om sanktions-myndighederne - computere de to lande ikke kunne skaffe på det frie marked. Gurry forsvarede sig med, at WIPO som en international gruppe ikke var forpligtet til at følge alt, hvad der blev vedtaget, og at computeren blot var en videreudvikling af dem, de to lande havde i forvejen.

Men svaret tilbage fra FN var glasklart. Det var svært at forsvare, at man som en FN-organisation kan ignorere FNs sanktioner og tro, at alle medlemslande vil støtte op bag en sådan eksport. WIPO skulle stramme op på procedurerne. Men den person, der røbede computer-eksporten - whistleblowren Miranda Brown - måtte forlade WIPO, hvilket fik det amerikanske udenrigsministerium til at lægge FN-organisationen på is, fordi man ikke beskyttede de folk, der gjorde opmærksom på uregelmæssigheder eller det, der er værre.

Kan Gurry overleve den nye skandale? Sandsynligvis. For ganske vist er der et helt anderledes fokus på Nordkorea end tidligere, men der er også så mange huller i sanktionssystemet, at han kan påstå, at den pågældende anmodning fra Nordkorea ikke falder ind under sanktionerne. Men ikke mindst i USA er der fokus på Nordkorea. Og sagen har ikke fået den amerikansk præsident Donald Trump mere venligt stemt over for FN, som USA yder otte mia. dollar plus det løse til om året.

--------------------------------------

Præcisering er foretaget i teksten af de kemiske forbindelser, der kan udvikles til nervegassen Tabun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.