Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fjendtlige briter blev pudset på David Cameron og Nigel Farage i »ingen-debat debatten«

Bizar TV-debat om EU-afstemningen endte i småskænderier mellem publikum og politikere med tvivlsom værdi for seerne. Den britiske premierminister havde selv sagt god for konceptet og gjorde sig selv mindre og UKIP-lederen større, men til gengæld kunne han så reducere risikoen ved at stille op på TV.

ITVs lidt bizarre debatformat gav både politikere og spørgere lang snor, mens den kvindelige vært tilsyneladende ikke var tiltænkt nogen styrende rolle overhovedet ud over at holde tiden og at fordele spørgerollerne blandt publikum.
ITVs lidt bizarre debatformat gav både politikere og spørgere lang snor, mens den kvindelige vært tilsyneladende ikke var tiltænkt nogen styrende rolle overhovedet ud over at holde tiden og at fordele spørgerollerne blandt publikum.

LONDON: Først og fremmest var »ingen-debat debatten« på ITV tirsdag aften en ret underlig dyst. Den britiske premierminister havde valgt banen, reglerne og modstanderen.

Til gengæld ville David Cameron måske helst have undgået den måde, som publikum var inviteret til at spille med på. De fleste tog tilsyneladende muligheden som en opfordring til at spørge aggressivt og forsøge at stjæle scenen fra UKIP-lederen Nigel Farage og premierminister Cameron, der hver for sig mødte de samme vælgere men med forskellige spørgere iblandt dem.

For briter, der følger bare en smule med i EU-debatten, var der ikke meget nyt at komme efter i den halve time til hver i udsendelsen. Farage blev spurgt om økonomi, og Cameron blev spurgt om immigration. Begge har i en lang EU-valgkampagne haft rig lejlighed til at stå alene foran et publikum eller journalister og fremlægge deres synspunkter, og det var tydeligt, at begge de to politikere havde forberedt sig grundigt på netop de emner, som de blev spurgt om.

Efterfølgende faldt flere mediers kommentatorer og politiske modstandere på Twitter over Farage for at have talt ned til en kvinde, der spurgte om det ikke var at puste til racisme, at UKIP-lederen i et nyligt interview refererede til overgrebene mod kvinder i Køln, som en risiko for briterne ved EUs immigrationspolitik. "Fald lidt ned," indledte Farage og erklærede derefter, at kvinden havde ladet sig vildlede af en avis-overskrift, og at han i øvrigt var "vant til at blive dæmoniseret".

Men det er svært at forestille sig, at Farage skulle være overrasket over et skarpt spørgsmål om netop det. Tidligere tirsdag havde ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, i en høring i Underhuset "uden tøven" fordømt udtalelsen fra Farage  og sagt, at den slags formuleringer giver "legitimitet til racisme".

Fra Camerons TV-optræden blev der lagt mærke til, at han på et spørgsmål om Storbritanniens suverænitet i en henkastet bemærkning sagde, at det snarere er britisk enhed, der er truet, fordi han "er bekymret" over en ny skotsk uafhængighedsafstemning, hvis den britiske folkeafstemning resulterer i et nej. Det virkede ikke som nogen fortalelse. Tværtimod lød det som en planlagt pointe, som Cameron ville have sagt, hvorefter han lod formuleringen hænge i luften og hastigt gik videre til at tale om noget andet. Det kan blive et politisk problem senere, hvis det bliver et nej til EU 23. juni, men tirsdag aften var Camerons kalkule tilsyneladende, at det var risikoen værd at puste til bekymringen over skotterne og måske sikre nogle ekstra ja-stemmer på den konto.

ITVs lidt bizarre debatformat gav både politikere og spørgere lang snor, mens den kvindelige vært tilsyneladende ikke var tiltænkt nogen styrende rolle overhovedet ud over at holde tiden og at fordele spørgerollerne blandt publikum.

Samtidig dækkede værtens overdrevne høflighed over en slet skjult opfordring til spørgerne om at skærpe tonen i deres spørgsmål. "Vil du gerne til igen?" Spurgte hun på et tidspunkt en spørger, da Cameron havde givet en længere udredning på et spørgsmål om lødigheden af forudsigelserne om en høj økonomisk pris for briterne at betale ved at melde sig ud af EU. Andre spørgere gik mere direkte til biddet og forsøgte at kaste sig ud i små diskussioner - flere gange nærmere småskænderier - med Cameron og Farage støttet af sigende fakter og grimasser. Tilsyneladende var spørgerne blevet forberedt på at have mulighed for opfølgende spørgsmål, og måske havde en del af dem studeret, hvordan en kvindelige studerende ved Camerons tidligere TV-optræden på "Sky" havde opnået en pludselig berømmelse ved bidsk at afbryde premierministeren. Det var ikke nødvendigvis til TV- seernes fordel, der måske hellere ville have hørt politikernes klare svar på præcise spørgsmål end mundhuggeri.

Flere britiske medier var lige efter ITVs program enige om, at det var nærmest "uafgjort". Det kan man så kun tolke som en sejr for Farage. Han mødte op på premierministerens betingelser, og Cameron har ved parlamentsvalg afvist at deltage i nogen debat, hvor UKIP-lederen var til stede. På den måde kan man sige, at den britiske premierminister tirsdag aften gjorde sig selv mindre og Farage større.

Men måske var Cameron alligevel tilfreds, mente flere britiske analytikere efter debatprogrammet. Nu kan han sige, at han har stillet op til "debat" på TV. Han har undgået at stille op mod EU-modstanderne fra sit eget parti, og han ville for alt i verden undgå at skulle møde den tidligere London-borgmester Boris Johnson eller justitsminister Michael Gove. Dertil har premierministeren sået splid blandt EU-modstanderne ved at give fokus til Farages kontroversielle udtalelser. UKIP-formanden har sine trofaste tilhængere, men folk på både ja- og nej-siden mener, at han kan støde tvivlerne fra sig.

Måske allervigtigst for Cameron var en sidegevinst sent tirsdag aften i form af tusinder af nye registreringer til valget. Deadline udløb ved midnat, og så mange var der efter TV-debatten, at den officielle hjemmeside for registreringer gik ned, hvorefter fristen blev forlænget. Især unge vælgere er uregistrerede, og hvis travlheden tirsdag aften er udtryk for, at fascinationen ved "Farage versus Cameron" selv i den indirekte TV-version har vakt unge vælgeres opmærksomhed om valget og registreringen, er det godt nyt for ja-siden. Meningsmålingsinstitutter vurderer, at de unge overvejende er EU-positive, og at en høj valgdeltagelse vil give større mulighed for, at briterne vælger at forblive i EU. 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.