Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Fire personer skadet efter skyderi i sydsvensk by

Churchills halve Havana-cigar er solgt for 12.000 dollar. Fire personer fundet skadet efter skyderi i sydsvensk by. Politiet genoptager sexsager mod Weinstein. Få overblikket over nattens nyheder her.

RB plus. Arkivofot: Svensk politi i Rinkeby i Sverige.
RB plus. Arkivofot: Svensk politi i Rinkeby i Sverige.

Politi genoptager sexsager mod kendt Hollywood-producer

Efterforskere i New York City og London kigger nærmere på gamle sager om sexanklager mod filmskaber Harvey Weinstein.

Det sker, efter at mere end 30 kvinder har anklaget den kendte filmproducer for upassende, seksuel adfærd.

Peter Donald, der er talsmand for politiet i New York City, siger torsdag, at efterforskerne er gået i arkiverne, for at finde ud af om andre har anklaget Weinstein.

Indtil videre har politiet ikke fundet nye anklager.

De kigger dog nærmere på en sag fra 2015, der tidligere har været omtalt i offentligheden. Den handler om en italiensk model, som Harvey Weinstein angiveligt forgreb sig på.

Politiet i New York City er blevet beordret til at identificere og afhøre alle potentielle ofre. Blandt andet vil man afhøre kvinder, der talte ud om Weinsteins adfærd i en artikel i magasinet The New Yorker.

Politiet opfordrer personer med oplysninger om andre sager til at stå frem.

Også politiet i London kigger nærmere på anklager, som det har modtaget fra politiet i Merseyside i det nordvestlige England. Anklagerne handler om "et angiveligt seksuelt overgreb i London-området i 1980'erne".

Omkring 30 kvinder har talt ud om, hvordan Weinstein har begået sexchikane eller overgreb mod dem. Blandt dem er megastjerner som Angelina Jolie, Ashley Judd og Gwyneth Paltrow.

Harvey Weinstein blev søndag fyret af The Weinstein Company, som han selv har grundlagt med sin bror.

Torsdag stod den seneste kendte skuespiller frem med en anklage mod Weinstein.

Rose McGowan, der er kendt fra tv-serien Heksene fra Warren Manor og film som Death Proof og Jawbreaker, skrev på Twitter: "HW (Harvey Weinstein, red.) voldtog mig".

Den 65-årige filmmogul har i årtier været en profileret personlighed i filmindustrien. Hans film er blandt andet ofte blevet hædret med Oscars.

Men i disse dage har filmverdenen travlt med at tage afstand fra Weinsteins angivelige adfærd.

- Disse gerninger viser et adfærdsmønster, der kun skal mødes af klar og utvetydig fordømmelse, siger formand for filmfestivalen i Cannes, Pierre Lescure, i en erklæring.

/ritzau/AFP/AP

Fire personer er fundet tilskadekommet efter skyderi i sydsvensk by

Fire personer er fundet tilskadekommet efter et skyderi i den sydsvenske by Trelleborg torsdag aften.

De sårede er bragt til behandling på hospitaler i Malmø og Lund.

Omkring klokken 22.30 modtog politiet flere meldinger om, at der muligvis var affyret flere skud i den indre del af Trelleborg.

- Da vi kom til stedet, fandt vi flere personer med skader, siger Fredrik Bratt, talsmand for politiet i Skåne.

- To har skudskader. Hvilken type skader de to andre har, ved jeg faktisk ikke, tilføjer han ifølge avisen Sydsvenskan.

Otte ambulancer blev sendt til stedet.

- Vi er i gang med en stor politiindsats og leder efter eventuelle gerningsmænd, siger Fredrik Bratt.

Han har ingen oplysninger om de fire ofres tilstand.

Politiet iværksatte straks en større indsats for at finde eventuelle gerningsmænd. Aftonbladet skriver, at politifolk i fuld udrustning med skudsikre veste og maskinpistoler ankom til stedet.

Klokken 00.40 oplyser politiet, at det har pågrebet flere personer, som vil blive afhørt.

Politiets enhed for alvorlig kriminalitet er koblet på sagen.

En person i området siger til nyhedsbureauet TT, at han fra sin lejlighed hørte mindst seks skud. Han fortæller, at skuddene blev affyret i et parkområde ved Sankt Nicolai-kirken.

Politiet har sikret pladsen og afspærret et område omkring den. Kriminalteknikere og hunde, der kan spore våben, arbejder på stedet.

Samtlige tilskadekomne er mænd, oplyser politiet i Skåne på sin hjemmeside. Derudover er der ingen informationer om de såredes identitet.

/ritzau/TT

Ældre kvinde fra plejehjem frygtes dræbt af krokodille

En ældre og dement kvinde frygtes dræbt af en saltvandskrokodille i det nordlige Australien.

Kvindens tøj, en stok og hvad der lader til at være rester af et menneske, blev torsdag fundet på bredden af et vandløb i Port Douglas i Queensland. Det oplyser politiinspektør Ed Lukin ifølge nyhedsbureauet AP.

Den 79-årige Anne Cameron forlod tirsdag et plejehjem nær Port Douglas. Politiet formoder, at hun gik ind i en tropisk skov, hvor hun mistede orienteringen og for vild.

Det var i forbindelse med en større eftersøgning af den bortgåede kvinde, at der blev fundet rester af et lig cirka to kilometer fra plejehjemmet.

Retsmedicinere ventes fredag at bekræfte, at der er tale om dele fra et menneske.

Et barnebarn til kvinden skriver på et socialt medie, at familien "er overbevist om, at min bedstemor Anne Cameron er gået bort under tragiske omstændigheder".

Torsdag aften satte parkbetjente fælder op i håb om at fange krodillen.

I modsætning til hajer er krokodiller territoriale væsner. Derfor bliver de som regel fanget i nærheden af det sted, hvor et menneske er blevet angrebet.

Siden 1970'erne har krokodiller været fredet i Australien, og det har medført en kolossal stigning i bestanden i de tropiske egne i den nordlige del af landet.

Saltvandskrokodiller, eller salties som de normalt omtales, kan leve i op til 70 år. Gennem hele livet bliver de ved med at vokse og kan blive op til syv meter lange. På grund af forbuddet mod at dræbe dem er andelen af meget store krokodiller voksende.

I september blev kadaveret af en over fem meter lang saltvandskrokodille fundet i en flod i Queensland. Dyret var dræbt af et enkelt skud i hovedet, og politiet har indledt en efterforskning for at finde den skyldige.

Personen risikerer at få en bøde på over 28.000 australske dollar eller 138.000 kroner for at have skudt krokodillen, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Churchills halve Havana-cigar er solgt for 12.000 dollar

En ti centimeter lang, halvt røget cigar blev onsdag solgt for hele 12.000 amerikanske dollar - svarende til 75.000 kroner - på en auktion.

Årsagen til det høje prisskilt er, at cigaren tilhørte den tidligere britiske premierminister Winston Churchill. Den legendariske statsmand, der ofte blev set med en cigar i munden, røg halvdelen af cigaren under en rejse til Paris.

En samler fra Palm Beach i Florida stod for indkøbet onsdag. Det skete ved en auktion hos auktionshuset RR Auction, der holder til i Boston.

Churchill, der blandt andet var britisk premierminister under Anden Verdenskrig, røg cigaren 11. maj 1947 i Le Bourget-lufthavnen i Paris.

En britisk pilot ved navn William Alan Turner beholdt den halve cigar efter at have været med til at flyve Churchill til og fra Paris.

Med til indkøbet af cigaren fulgte også et billede af Churchill med cigaren i hånden i lufthavnen. Billedet er signeret af Churchill. Cigaren er af mærket La Corona fra Havana i Cuba, og på cigaren fremgår Churchills navn.

/ritzau/AP

Hård kamp om fordeling af regning for EU's store klimamål

Nu skal regningen for EU's store klimamål fordeles, og en af de største regninger bliver udskrevet til Danmark.

Det er planen, når EU's klimaministre fredag mødes i Luxembourg.

Alt tyder på, at Danmarks mål i 2030 vil være at nedbringe CO2-udledninger fra bønder, biler og boliger med 39 procent målt i forhold til 2005.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) siger, at det er "et meget, meget stort mål".

- Vi får et højt mål. Men vi får også et mål, som vi er i stand til at indfri, siger Lilleholt.

Det tegner til, at der bliver indbygget en fleksibilitet i måden at nå målet på, der gør det overkommeligt, mener ministeren.

Som noget nyt ventes Danmark således at få mulighed for at købe og annullere ledige CO2-kvoter fra EU's eget handelssystem.

Desuden vil Danmark i sin CO2-opgørelse kunne medregne optag i jord og skove.

Det kan bringe den effektive danske reduktion ned på 33 procent inden for landbrug, vejtransport, boliger og affaldshåndtering.

Flere af de øst- og sydeuropæiske lande ønsker indbygget mere fleksibilitet, end der er lagt op til.

EU-lande med store skove, herunder Sverige, Finland og lande i Østeruopa, vil desuden have mulighed for at fælde uden at tælle, når CO2-regnskabet gøres op.

Og her venter Lars Christian Lilleholt den største kamp på EU-mødet.

- Det bliver en hård kamp. Det er en skæbnetime for EU's klimamål, siger den danske minister.

Han mener, at det er ekstra vigtigt, at EU viser lederskab, efter at præsident Donald Trump har bebudet USA's farvel til den internationale klimaaftale.

- Hvis EU kan slå søm i en aftale i dag (fredag, red.), vil vi vise hele verden, at EU går forrest for at redde klimaet, siger den danske minister.

Det vil også være et godt signal forud for det kommende klimatopmøde, der holdes i Bonn til november, mener han.

På klimatopmødet i Paris i december 2015 påtog EU-landene sig at reducere deres CO2-udledninger med 40 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.