Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Farlige forbindelser

Britiske prins Andrew og stjerneadvokaten Alan Dershowitz er trukket ind i nye anklager mod en sexdømt milliardær. Begge benægter beskyldningerne, men sagen har hvirvlet en ildevarslende sky af mistanker op om seksuelle overgreb mod mindreårige hos en mystisk rigmand med et vidt forgrenet net af kontakter til politikere, topchefer, videnskabsfolk og berømtheder.

Arkivfoto: Prins Andrew
Arkivfoto: Prins Andrew

LONDON: Måske taler Virginia Roberts ikke sandt. Måske er det et forsøg på at skabe indbringende opmærksomhed omkring den bog, som den i dag 30-årige kvinde angiveligt forbereder. Det kan måske være indbildt eller hævngerrigt tankespind formet i en skadet sjæl efter år tilbage at være trukket ind i en verden alt for voksen for en sårbar teenager.

Buckingham Palace har på vegne af prins Andrew i usædvanlig klar tale afvist, at »hertugen af York havde nogen form for seksuel kontakt eller forhold til Virginia Roberts«. Den kendte Harvard-professor og stjerneadvokat Alan Dershowitz kalder sig et »offer for platte beskyldninger«.

I en beediget erklæring afsendt til en domstol i USA kalder Dershowitz anklagerne mod ham for »absolut falske« og »ekstremt skadelige« for sit omdømme.

Både prinsen og advokaten er i et anklageskrift fra amerikanske advokater på vegne af fire kvinder – udpeget af en anonymiseret »Jane Doe #3« – som værende skyldige i flere seksuelle overgreb og i at have overværet seksuelle overgreb på mindreårige. Kvinden har senere vist sig at være Roberts.

»Aldrig under nogen omstændigheder har jeg nogensinde haft nogen form for seksuel kontakt, inklusive massage eller anden fysisk kontakt overhovedet med Jane Doe #3,« lyder det fra Dershowitz i erklæringen, der i et benhårdt modangreb kalder anklagerne for »overlagte løgne«, som advokaterne har viderebragt for at skaffe medieopmærksomhed, mens de vidste eller burde have vidst, at »Jane Doe #3 er en serieløgner, hvis ubekræftede ord aldrig skulle være givet nogen troværdighed«.

Hoffet har derudover sendt en særlig besked til de britiske redaktioner om, at de bør udvise ekstra forsigtighed med deres rapportering med den klare benægtelse in mente.

Der står sagen nu. Egentlig drejer den sig om milliardæren og finansmanden Jeffrey Epstein. Roberts siger, at hun kun var 15 år, da Epstein første gang forgreb sig på hende og siden »oplærte« hende til at opfylde sine venners og forretningsforbindelsers seksuelle lyster. En anden af de fire kvinder har fortalt, hvordan hun som 16-årig »fattig og sårbar« blev tilbudt lidt under 2.000 kroner for at »give en gammel mand massage i Florida« og i stedet blev presset og overtalt til vise sig frem nøgen og derefter blev en slags luksusprostitueret for Epstein under dennes mange rejser.

Kvinderne søger at udfordre en hemmeligholdt juridisk handel, som Epsteins advokater indgik i 2008 med de amerikanske myndigheder, og som kvinderne siger, at de hverken fik viden om eller gav accept af. Finansmanden erklærede sig skyldig i at have formidlet prostitution og blev idømt 18 måneders fængsel, hvoraf han afsonede de 13.

Til gengæld slap Epstein for en retssag med forberedte anklager om langt grovere overgreb mod en række mindreårige piger, der kunne have resulteret i fængsel på mellem ti år og livsvarigt. Nu er Epstein registreret i USA som en sexforbryder af den grovere slags, der med jævne mellemrum skal melde sig hos myndighederne.

Samtidig står det fast, at både prins Andrew og Dershowitz har betragtet Epstein som en nær ven. I et omfattende portræt i Vanity Fair i 2003 bliver Dershowitz citeret for, at »jeg er i gang med min 20. bog … Den eneste person uden for min umiddelbare familie, som jeg sender udkast til, er Jeffrey«.

Prins Andrew har mindst én gang efter Epsteins fængselsstraf været på et flere dage langt besøg hos ham i New York. Pressebillederne af de to sammen kostede prinsen stillingen som særlig britisk handelsudsending.

Britiske The Times har beskrevet, hvordan både ekshustruen, Sarah Ferguson, og folk ved hoffet inden dommen kiggede opgivende mod himlen, når det forlød, at Epstein var i London »med pigerne«. Et flittigt bragt billede viser Roberts i stumptrøje og en smilende prins Andrew med hånden på hendes hofte. Epsteins ekskæreste og meget nære ven, Ghislaine Maxwell, står i baggrunden. Hoffet har ikke benægtet, at billedet er taget i 2001 i London i Maxwells lejlighed. Roberts har fortalt, at hun blev »givet« til prinsen med ordre om at gøre, hvad han end ønskede.

Prins Andrew selv er ikke stået frem, så ingen har haft mulighed for at spørge ham om, hvorvidt han stillede spørgsmål til, at den dengang 48-årige Epstein og 39-årige Maxwell under en ugelang rundtur i Epsteins privatfly dukkede op i London i to dage for at møde ham og med en meget ung kvinde på slæb. Prinsen fik ifølge Roberts lov at gætte hendes alder og gættede rigtigt med 17 år.

Det er ikke ulovligt at være i selskab med unge kvinder. Til gengæld anses Epstein af mange som et kontroversielt, mystisk og endda ildevarslende bekendtskab allerede længe inden dommen.

Vanity Fair-portrættet med titlen »The Talented Mr. Epstein« beskriver selskaber med masser af unge kvinder.

»Det var ikke kvinder, som du ville finde ved Upper East Side-middage,« siger en anonym kvinde til magasinet og fortæller om en privat koncert hos Epstein med flere af de mystiske kvinder end normale gæster:

»Mange forekom udenlandske og lidt bizart klædt på.«

Forfatteren til Vanity Fair-portrættet, Vicky Ward, beretter, hvordan hun bliver inviteret til at besøge Epsteins privatbolig på Manhattans Upper East Side, der med otte eller ni etager fordelt på omkring 5.000 kvadratmeter betegnes som New Yorks største. Ward beskriver entreen dekoreret med utallige kunstige øjne, i næste marmorfyldte rum en statue af en nøgen afrikansk kriger i dobbelt størrelse og derpå ind i »læderrummet« med leopardskindsmønstre på stolene og et kæmpestort maleri af en orientalsk kvinde med en opiumspibe. Hun skriver også, at den eneste bog, hun så, var en billigudgave af Marquis de Sade. På det store piano står eller stod en udstoppet puddelhund, og Epstein skal have yndet at sige til sine gæster, at »jeg ønsker at få folk til at tænke over, hvad det vil sige at udstoppe en hund«.

Epstein har fortalt, at hans formue – anslået af flere kilder til omkring én milliard dollar – kommer fra hans eksklusive investeringsfirma, der kun accepterer kunder, som er milliardærer i dollar. Hvis de findes. Forbes skrev i 2011, at Epsteins formue sandsynligvis »højst« kan tælles i et antal hundrede millioner. Man hæfter sig ved, at hans firma opererer i det skjulte fra skattely, og eneste navngivne kunde er tøjfirmamilliardæren Leslie Wexner, der droppede Epstein efter dommen.

Nogle har beskrevet Epstein som en virkelig udgave af den mystiske romanfigur fra »The Great Gatsby« – en rigmand med ødsle fester og en dunkel skjult side.

Det er kendt, at Epstein både har privatfly og helikopter samt luksusbilpark. Af boliger har han ud over huset i New York blandt andet en kæmpestor ranch ved Santa Fe, en luksusbolig i Palm Beach, Florida, en luksusbolig i Paris og ikke mindst sin private caribiske ø »Little St. James« i USAs del af Jomfruøerne. Tidligere ansatte har i britisk og amerikansk presse fortalt, hvordan det var et hyr at få de mange unge piger til at beholde tøjet på omkring swimmingpoolen i Palm Beach.

På den private ø er der rum, som ifølge flere kilder har været dekoreret med billeder af kvinder i erotiske positurer. I alle beskrivelser er der masser af purunge kvinder, heriblandt mange russiske. En betegner det som Epsteins »harem«.

Epsteins tidligere meget omfattende omgangskreds af betydningsfulde og berømte personer var legendarisk. En tidligere ansat forsøgte for nogle år siden at tjene penge på Epsteins adressebog, som han hævdede at have stjålet fra en computer for at »sikre sig mod pludselig at forsvinde«.

Her er ifølge Daily Mail blandt andet Bill Clinton opført med 20 forskellige numre, den tidligere israelske premierminister Ehud Olmert står med tre numre, Tony Blair står der, hans tidliger nære rådgiver Peter Mandelson står med ti numre. Ekssenator George Mitchell er der, Sarah Ferguson og prins Andrew med et utal af numre, Barbara Walters, Alec Baldwin, Dustin Hoffmann og mange andre. Dertil kommer andre politikere og nobelprismodtagende videnskabsmænd. Rigmanden Donald Trump er også kendt for at have haft et godt forhold til Epstein.

Mange af numrene kan forklares med, at Epstein var og er en kendt donor i millionklassen til humanitære formål og gæstfrit har tilbudt brug af fly og boliger. Og der er ingen offentliggjorte beskyldninger eller tegn på, at de kendte og berømte fra telefonbogen skulle have noget at gøre med sexmisbrug.

Derimod har de fire kvinder bag de nylige anklager fortalt, at de blev »lånt ud« og »givet« til unavngivne, indflydelsesrige venner og kontakter til Epstein, amerikanske og udenlandske. Hvem der menes, kan der kun gisnes om, og det er påstand mod påstand. Selv om det skulle være muligt at identificere navne, er der ingen retssager eller kendte beviser til at bakke anklagerne op. Det bliver også nævnt som en kendsgerning omkring Epstein, at i hvert fald op mod tyve kvinder har indgået forlig og har modtaget udbetalinger på op mod én million dollar. Både FBI og lokalt politi i Florida mente i sin tid, at der var efterforskningsmateriale, der pegede imod alvorlige seksuelle overgreb. Epstein selv fortsætter som den mystiske rigmand. Hans omdømme har fået alvorlige skrammer, og en del tidligere venner holder sig langt væk, men blandt andet i forskningsverdenen modtager flere fornemme institutioner fortsat gerne de rundhåndede donationer. New York Daily News remsede for nogle dage siden prominente modtagere fra »The Jeffrey Epstein VI Foundation« i 2014 op; her var Metropolitan Museum of Art, MIT og Columbia University College of Dental Medicine. Harvard har tidligere modtaget omkring 200 millioner kroner til forskning af Epstein, som man i modsætning til andre donormodtagere afviste at returnere efter sexdommen.

I 2011 citerede New York Post Epstein for at sige til avisen, at han ikke er et sexmonster, men en »lovovertræder«:

»Det er forskellen på en morder og en person, der stjæler en bagel.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.