Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Familien i Auschwitz

For 70 år siden blev Auschwitz befriet af russiske tropper. Blandt de overlevende fanger var Otto Kulka, der betragtes som et af de vigtigste vidner til ugerningerne og har fået udgivet sine oplevelser. Men fortalte han hele sandheden? Og hvis han ikke gjorde, har han så ikke ret til at holde noget for sig selv?

Otto Kulka overlevede Auschwitz. Han har skrevet »Landskaber fra Dødens Metropol« om sine oplevelser. Foto: Nikolai Linares
Otto Kulka overlevede Auschwitz. Han har skrevet »Landskaber fra Dødens Metropol« om sine oplevelser. Foto: Nikolai Linares

I januar 1945 blev Auschwitz befriet af russiske tropper. De udpinte jødiske fanger blev reddet i sidste øjeblik og andre overlevede dødsmarchen fra lejren, som nazisterne havde sendt dem ud på. Blandt de frelste var Otto Kulka. Han var blevet deporteret af nazisterne sammen med sin mor, Elly, til kz-lejren Theresienstadt i september 1942.

Theresienstadt var en gennemgangslejr, hvor også danske jøder blev holdt fanget. Mens danske jøder ikke blev sendt videre til dødslejre, forholdt det sig anderledes med jøder fra andre nationer. Otto og hans mor blev ført med jernbanevogn til lejrkomplekset Auschwitz-Birkenau. Hér var Otto heldig at overleve i en familielejr. Da russerne nærmede sig, blev Otto og hans far, Erich, sendt på dødsmarch.

I 2014 blev Otto Kulkas erindringer, »Landskaber fra Dødens Metropol«, udgivet på dansk. Bogen indbragte ham stor hæder, fordi den ikke blot var en fortælling om en jødisk familieskæbne i Auschwitz, men også fordi den metaforisk, drømmeagtigt og visionært fortalte om dette helvede på jord. I avisen Daily Telegraph kaldte anmelderen ham den vigtigste skribent om Auschwitz siden den italienske, jødiske forfatter Primo Levi: »Dette er en mesterhistorikers værk – ironisk, prøvende og i stand til at forbinde det specielle med det universelle.«

Da bogen blev udgivet, interviewede jeg Otto Kulka i København. Han gjorde et stærkt indtryk, og som alle, der har overlevet kz-lejre, bærer han en speciel moralsk styrke med sig. Hans bog er som andre kz-erindringer omgærdet med en særlig aura. Man læser Primo Levi, Elie Wiesel og Imre Kertesz med en speciel ærbødighed, fordi de har været aktører i den menneskelige histories mest djævelske begivenhed. Man behandler deres vidneudsagn med respekt, og kun få vover at sætte spørgsmålstegn ved, om det nu er hele sandheden, vi får præsenteret.

I slutningen af 2014 publicerede den tjekkiske historiker Anna Hájkova en artikel i det jødiske magasin Tablet Magazine, hvori hun skrev, at Otto Kulkas beretning var anderledes end den historie, som fremgik af dokumenter, hun havde gennemgået. Hun omtaler hans udeladelser som fundamentale, hvor bl.a. ægteskabelig utroskab og bitter skilsmisse er udeladt. Kulkas bog er, skriver hun, om en familie, som aldrig rigtig eksisterede.

I bogen møder Otto Kulka og hans mor, Elly, faderen Erich i familielejren i Auschwitz-Birkenau, og Elly bliver gravid. I juli 1944 lukker familielejren, og Elly sendes gravid til Stutthof. Hun føder en pige, men hendes medfanger slår babyen ihjel for ikke at risikere deres eget liv. Elly dør i januar 1945 under en evakuering af lejren.

Anna Hájkova skriver, at familiehistorien er betydeligt mere kompliceret. Ottos søster Eva og Ottos egentlige far, Rudolf, er skrevet ud af historien. De blev begge myrdet. De har ikke en grav. Hvem skal huske dem, hvis ikke Otto Kulka, spørger Anna Hájkova. Ved at skrive dem ud af sin fortælling, tager Otto Kulka dem i virkeligheden ud af vor fælles historie, ud af eksistens,« skriver Anna Hájkova.

Sandheden er, at Eva Deutelbaum var Otto Kulkas søster. I 1923 giftede Elly (født Kulka) sig med den jødiske Rudolf Deutelbaum, som var 15 år ældre end hende. Han var en forholdsvis velhavende mand i det østlige Tjekkiet, der havde ansvaret for en mølle, som Ellys familie ejede. I 1931 blev Eva født, og samtidig tog Rudolf sin nevø Erich Schön som lærling i møllen. Erich og Elly forelskede sig.

I 1933 fødte Elly sit andet barn, Otto, men ægteskabet mellem Elly og Rudolf var ikke godt, og i 1938 lod de sig skille. Rudolf giftede sig igen og krævede forældremyndighed over de to børn. Striden om børnene blev bitter. Erich Schön blev som jøde arresteret i juni 1939, og da han blev løsladt, giftede Elly og han sig. Men snart efter blev Erich og andre af familiens medlemmer atter arresteret og nu sendt til kz-lejre.

Nazisterne konfiskerede Rudolfs Deutelbaums mølle, og nu måtte han og Kulka-familien leve i et lille hus, hvor også Elly og de to børn boede. I mellemtiden blev Erich i oktober 1942 sendt til Auschwitz. Den 14. september 1942 blev alle jøder i det område, hvor familien Kulka boede, deporteret til Theresienstadt. Rudolf og hans nye hustru, Ilona, og den 11-årige Eva blev sendt til Treblinka, hvor de blev myrdet straks ved ankomsten. Elly og andre familiemedlemmer blev i august 1943 sendt til Auschwitz for at bringe antallet af fanger ned i Theresienstadt. Nazisterne og SS-lederen Heinrich Himmler havde tilladt en International Røde Kors-delegation at besøge lejren. Nazisterne ønskede, at Theresienstadt skulle fremstå så pæn som muligt, og overbevise omverdenen om, at jøderne havde det godt i Theresienstadt for derved bane vej for yderligere forhandlinger mellem Heinrich Himmler og vestmagterne.

I Auschwitz havde Erich ventet i håb om at se sin hustru igen. Han arbejdede som låsesmed i lejren og kunne bevæge sig relativt frit og var ikke i fare for at blive sendt i gaskammer. Og nazisterne forventede som sagt, at delegationen, der havde besøgt Theresienstadt, ville fortsætte til Auschwitz, så familielejren i Auschwitz-Birkenau blev opretholdt for det formål at også her at fremvise gode betingelser for jøderne.

De fanger, der var kommet fra Theresienstadt, blev i stort antal myrdet i gaskamre. Familien Kulka var blandt de få, der overlevede. Så lukkede familielejren, fordi Røde Kors-delegationen opgav at besøge Auschwitz-Birkenau, og der var derfor ikke propagandamæssige årsager til at opretholde lejren. Elly blev gravid sendt til Stutthof, hvor hendes medfanger dræbte den nyfødte baby.

I Otto Kulkas centrale kapitel forlader Elly Auschwitz i håbet om at redde sit ufødte barn, men, skriver Anna Hájkova, Otto Kulka fortæller ikke, at Elly havde valgt at forlade sin 11-årige datter, Eva. Ingen kan dømme Elly, for der kan være gode forklaringer på, at hun ikke rejste med Eva. Eva havde sin far og måske var de enedes om, at det var bedst for Elly at følge Otto. Dette komplicerede dilemma gør Otto ikke rede for i sin bog, påpeger Anna Hájkova, for Eva er helt udeladt.

I midten af januar nærmede russerne sig Auschwitz, og nazisterne drev fangerne ud på en dødsmarch. Otto var med på denne march og har fortalt, at han først var beruset af alt den hvide sne og af friheden. Men da han så nøjere efter de sorte figurer i sneen, opdagede han, at det var døde kroppe.

Den 23. januar 1945 flygtede Otto og Erich Schön. Umiddelbart efter befrielsen søgte Erich tilladelse til at blive Ottos stedfar. I 1946 giftede Erich sig og tog navnet Kulka for at mindes sin første hustrus fødenavn. Otto arvede alle Rudolfs ejendele, også møllen. Erich blev hurtigt involveret i jagten på nazister. Han vidnede ved flere naziprocesser i efterkrigstiden og samarbejdede med nazijægeren Simon Wiesenthal.

Vi vil aldrig få at vide, skriver Anna Hájkova, om Erich eller Rudolf var Ottos biologiske far. Men der er ingen tvivl om, at Rudolf anså Otto for sin søn. Det er Anna Hájkovas påstand, at Otto Kulka udelod historien om sin søster og far for at få sit ønske om en normal familie med i bogen. Men har hun ret i, at han begik en synd ved at slette sin søster og far og derved skrive dem ud af historien og ud af eksistens?

Den danske holocaustforsker Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane er ved at færddiggøre en ph.d. om de danske jøder i Theresienstadt. Hun er ikke enig i Anna Hájkovas vurdering: »Kulka har naturligvis ret til at holde oplysninger private. Men det kan da undre, at han ulig de fleste andre overlevende ikke benytter bogen til at mindes sin søster og sin far. På den anden side er bogen netop ikke et kronologisk dokument over, hvad der skete ham og hans familie. Den er, som han skriver i indledningen, reflektioner over de erindringsfragmenter, han har fra dengang. Det sagt, skal man selvfølgelig som historiker ligesom med alle andre kilder være kritisk, når man benytter vidnesbyrd, og Hájková har klart en pointe.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.