Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Familiefar slog alarm: Lavine har spærret min kone og børn inde på hotel

Redningshold melder indtil videre om tre omkomne i en lavineulykke i den italienske region Abruzzo - op imod 30 frygtes døde.

Hotel Rigopiano i Farindola før og efter lavinen.
Hotel Rigopiano i Farindola før og efter lavinen.

De seneste meldinger fra den italienske region Abruzzo er, at redningsarbejdere har fundet tre omkomne, efter en lavine begravede et hotel i sne onsdag aften omkring kl. 17.30.

Det skriver den italienske avis la Repubblica.

Op mod 30 gæster og ansatte på Hotel Rigopiano tæt på byen Farindola, der ligger på bjerget Gran Sasso i Abruzzo, frygtes at være døde.

Billeder og video fra stedet bekræfter, at dele af hotellet er styrtet sammen, og ifølge avisen la Repubblica blev hotellet flyttet 10 meter af den store mængde sne, da lavinen ramte.

Artiklen fortsætter under billederne.

Redningshelikopter og redningsarbejdere er på billedet på vej frem til det svært fremkommelige hotel Rigopiano, der i nat blev ramt af en lavine.
Redningshelikopter og redningsarbejdere er på billedet på vej frem til det svært fremkommelige hotel Rigopiano, der i nat blev ramt af en lavine.

Redningsarbejdere på stedet sender i disse timer de første billeder hjem fra redningsaktionen ved hotel Rigopiano i Farindola i Abruzzo-regionen. En lavine ramte i nat området og hotellet er hårdt medtaget.
Redningsarbejdere på stedet sender i disse timer de første billeder hjem fra redningsaktionen ved hotel Rigopiano i Farindola i Abruzzo-regionen. En lavine ramte i nat området og hotellet er hårdt medtaget.

Kone og to børn spærret inde, imens far overlevede

To personer er indtil videre meldt reddet. De opholdt sig uden for hotellet, da sneskreddet kom.

En af dem var den 38-årige familiefar Giampiero Parete, der var ude at hente noget i sin bil, da lavinen ramte hotellet.

»Jeg har mistet alt. Under lavinen er min kone, og mine to sønner på seks og otte år,« sagde familiefaren til den italienske avis Corriere dela Sera.

Han havde selv gemt sig i bilen, da lavinen ramte.

»Lavinen kom, og jeg blev dækket af sne. Men det lykkedes mig at komme ud. Bilen var ikke begravet, så jeg kunne vente på redningsfolkene inde i bilen,« sagde han, ifølge la Repubblica, til lægerne, der tilså ham.

Klokken 17.40 blev der slået alarm af Giampiero Parete, der arbejder som kok i en by tæt ved hotellet. I første omgang prøvede han at få fat på myndighederne, men det lykkedes ikke. Han ringede derfor i stedet til sin chef, der herefter slog alarm, skriver la Repubblica.

Hotel hårdt ramt

På grund af de store mængder sne - der er faldet i omegnen af fem meter sne i området - har det natten og morgenen igennem været svært for redningsarbejdere at nå frem til hotellet. De første redningsarbejdere nåede frem til hotellet omkring kl. 4 i nat.

De første redningsarbejdere på stedet har ifølge SkyNews berettet om »dommedagslignende scener« ved hotellet, hvor mellem 20 og 30 gæster - ifølge avisen La Repubblica - var indlogeret, da lavinen ramte.

Det har været nødvendigt at indsætte en helikopter for at nå frem til stedet, fortæller en talsmand for redningstjenesten.

»Vi firer redningshold ned med helikopter, og de er begyndt at grave,« sagde talsmand Luca Cari.

Cirka ti kilometer fra det skihotel, som blev ramt af den kraftige lavine, holdt ambulancer og ventede på, at vejene blev ryddet for sne. De blev først ryddet torsdag middag, hvorefter resten af redningsmandskabet kunne få adgang til hotellet.

Tv-station RaiNew har frigivet videomateriale inde fra hotellets lobby. Mediets journalist Iman Sabbah, har lagt denne video op på Twitter, hvor det fremgår, at store dele af interiøret er smadret. Der er ingen mennesker på video-optagelserne fra hotellet.

Ingen meldinger om danskere på hotellet

Udenrigsministeriets Borgerservice har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til sårede eller omkomne danskere i området som følge af lavinen, men »undersøger omstændighederne i øjeblikket,« lyder det fra tjenestens vagthavende til Berlingske.

Italien blev onsdag ramt af fire jordskælv onsdag, der sendte rystelser igennem den centrale del af landet. De kunne også mærkes i hovedstaden Rom. Skælvene blev ifølge The Guardian målt til en styrke på mellem 5,1 og 5,7.

Det er under et halvt år siden, at et kraftigt jordskælv ramte det centrale Italien.  24. august 2016 omkom 120 personer i skælvet, der blev målt til 6,2. Epicentret ramte Amatrice, der ligger knap 100 km nord for det sted, hvor lavinen er udløst.

 

OPDATERES - sidst kl. 16.30

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.