Fablen fra favelaen

Brasilien er gået fra diktatur til en af verdens nye stormagter på små tre årtier. Selv Brasiliens ellers gangsterplagede favelaer oplever bedre tider. Alligevel frygtes optøjer under fodbold-VM, når alles øjne rettes mod klodens syvende største økonomi.

RIO DE JANEIRO: Situationen udvikler sig på et splitsekund, og snart er vi i den mørke gyde omringet af skarpt bevæbnede politibetjente iført skudsikre veste og med trukne pistoler og automatgeværer. Som så ofte før er betjentene i favelaen Rocinha på jagt efter kriminelle.

Aftenen er ellers forløbet ganske roligt i slumkvarteret, der ligger på en bjergside med udsigt over Rios berømte strande og med kig op til storbyens vartegn, Kristus-figuren, der står højt hævet over byen med udstrakte arme, som om Guds søn omfavner hele Rio.

Et nærmest religiøst sammenhold hviler også over aftenens træning i kampsporten capoeira, som vi netop har fulgt på en boldbane i kvarteret.

På skift kæmper deltagerne – børn som voksne – én mod og én i et slags danseslag, hvor de smidigt og elegant springer rundt på hænder og fødder og laver saltomortaler og sparker ud efter hinanden, mens de øvrige danner en rundkreds omkring de kæmpende og synger og spiller. Da de er færdige, takker de af med ægte favelahilsen og klasker med flad hånd hinandens hænder og afslutter med at slå knyttede knoer sammen.

Men den afslappede stemning skifter, da vi efter træningen bevæger os gennem slummen og ved et tilfælde havner i skudlinjen mellem det kampklædte politi og gangstere.

Betjente kommer styrtende ned gennem de smalle, kringlede gader inde fra hjertet af favelaen, da de pludselig stopper op, vender sig om og stiller sig i kampposition med deres våben lige foran os. Koncentrationen lyser ud af deres øjne, og vi er så tæt på, at vi kan se sveden hagle ned ad betjentenes ansigter. Man rammes kortvarigt af en fornemmelse af, at det her går galt. Sådan som det tidligere er set ved sammenstød mellem politi og narkohandlere i favelaerne. Men få sekunder senere trækker betjentene sig baglæns ned ad gaden og væk. Ingen skud bliver affyret. Ikke denne gang.

Slående er det, at politiets jagt på bander i Rocinha, der med sine 300.000 indbyggere er den største af Rios favelaer, er blevet så meget dagligdag, at livet går videre næsten ubemærket af den farlige situation. En ung kvinde går roligt forbi betjentene, mens hun skriver en besked på sin mobil. På en bar lige ved siden af fortsætter folk uanfægtet med at drikke øl.

»Folk er så vant til den slags optrin med politiet, da det sker hele tiden,« konstaterer Zezinho, vores lokale følgesvend i favelaen.

Brasilien er på en og samme tid et farverigt, forunderligt og til tider farligt land, men selv om politiet er nødt til at jagte kriminelle i favelaerne i Rio for at rydde op før sommerens forestående fodbold-VM i landet, så oplever selv gangsterplagede slumkvarterer som Rocinha bedre tider.

Knap tre årtier efter, at demokratiet vendte tilbage til Sydamerikas største land efter godt tyve år med militærdiktatur, har Brasilien sammen med Rusland, Indien og Kina – de såkaldte BRIC-lande – manifesteret sig som en af de store magtfulde økonomier i den nye verdensorden, og denne sommers fodbold-VM og OL i Rio i 2016 er udset til at være en slags kroning af Brasilien.

Helt indtil det nye årtusind gik landet ellers stadig under øgenavnet »Den slumrende kæmpe«, fordi landet ikke formåede at udnytte sit potentiale og sine enorme naturressourcer til at blive en storspiller på verdensscenen, men i stedet blot syntes at kæmpe med ulighed, korruption og en årlig galoperende inflation på helt op til 2.500 procent.

Men så var det som om, at kæmpen vågnede efter en syndig rus af samba, fodbold og caipirinhas.

Ti års økonomisk fremgang har ført til, at millioner af brasilianere har flyttet sig fra fattigdom og op i en lavere middelklasse, som officielt kaldes »C-klassen« og uofficielt for »markedets mave«, hvilket henviser til gruppens store betydning for vækst og forbrug.

På otte år – fra 2003 til 2011 – er 40 mio. ud af landets 200 mio. indbyggere blevet løftet op i middelklassen, og en stor del af dem lever i favelaer som Rocinha.

Her bor de i små og simple stenhuse med flade bliktage, der er som vævet sammen af et kaotisk virvar af elledninger på kryds og tværs. Hver dag drager tusindvis af de lokale af sted på arbejde rundt omkring i Rio, hvor de arbejder som alt fra tjenere til rengøringsfolk og hotelreceptionister.

75 procent af de indfødte fra Rocinha, der har et job, arbejder uden for favelaen, men der er i dag også mere aktivitet og business end nogensinde før inden for i det 85 år gamle slumkvarter, der for årtier tilbage blot udgjorde en samling faldefærdige træskure uden toilet, vand og el.

I dag er der sågar en hovedgade, der snor sig fra bunden af bjergsiden og op gennem kvarteret, med et rigt forretningsliv. Motorcyklister med grønne refleksveste fræser dyttende op og ned ad den stejle gade med kunder, da de opererer som taxaer på to hjul og lader folk sidde bagpå for et par småmønter.

Handelsgaden har alt fra tøjbutikker, frisører, restauranter til juicebarer, motorcykelmekanikere og tandlæger – endda et lille hotel og et nyt fitnesscenter. I en sidegade har en advokat tilmed etableret kontor, og det er ganske praktisk, for juridisk hjælp kan man hurtigt få brug for i Rocinha.

En ny lille familiedrevet butik, der sælger bikinier fra egen produktion, er blevet et mønstereksempel på, at man kan drive det vidt, selv om man har slået sig ned i slummen.

Mariana og hendes mor, Margarita, driver forretningen sammen, og det var Margarita, der fandt på selv at udtænke modeller og få dem syet af en syerske, Monica, der er i fuld gang ved en symaskine i forretningens trange baglokale.

Lige efter at mor og datter havde åbnet butikken sidste år, lod de en reklamevogn med en højttaler på taget køre op og ned ad hovedgaden og blæse nyheden ud, og denne dag ruller bilen også på gaden, mens chaufføren fra en larmende, skrattende højttaler lokker med tilbud.

Mariana og Margaritas idé gik ud på at sælge bikinidele enkeltvis, og det har vist sig at være en stor succes i den solrige strandby. En mulatpige i butikken jagter således også kun en ny top, som hun kan mikse med sit allerede erhvervede arsenal af bikinier derhjemme.

»Vores succes hænger sammen med, at vi lader kvinderne købe kun en del, hvilket gør det billigere for dem,« fortæller Margarita og stråler, da hun fortæller om det seneste scoop.

»Nu har vi fået en bestilling på 5.000 bikinier fra Spanien – det havde jeg aldrig troet skulle ske.«

I virkeligheden kan man undre sig over, hvordan favelaer som Rocinha overhovedet er nået dertil, når man hører 42-årige Ricardo Bocáo, der har etableret en surferforretning i udkanten af komplekset, fortælle om sin opvækst i slumkvarteret.

Siddende blandt sit store udvalg af surfbrædder fortæller den slanke, solbrændte mand, hvor barsk livet var her, da han selv var en lille dreng. Om hvordan familierne levede af kød fra katte, som de fangede og smed i sække, inden de slog dem ihjel. Om hvordan børnene selv måtte bygge legetøj af affaldstræ, metaldåser og ståltråd. Og om hvordan flere af hans venner blev dræbt, da de rullede ned ad bjerget i hjemmebyggede sæbekassebiler og på tragisk vis røg ned under lastbiler på vejen neden for favelaen.

»For ikke at tale om det gigantiske regnskyl, der en gang rev træskure, mudder og mennesker med sig ned ad bjergsiden og dræbte dusinvis,« siger Ricardo Bocáo.

Dengang var favelaen endnu ikke indtaget af gangstere, men da det skete, ændrede tingene sig markant. I slutningen af 1970erne blev der i Rocinha dannet en gruppe, der plyndrede banker. I 1980erne blev fokus ændret, og små bander – ofte tre og tre – drog i stedet fra slummen til de attraktive strande Copacabana, Ipanema og Leblon for at røve fra turister. Samtidig blev der sat ind med salg af stoffer, og banderne brugte en del af deres penge til at hæve livskvaliteten for beboerne i favelaen.

De finansierede mursten, så folk kunne skifte deres vaklevorne træskure ud og i stedet bygge bedre og mere sikre hjem på bjergskråningerne. De finansierede en boldbane, så børnene og de unge havde noget fornuftigt at give sig til. Og de forærede familier tøj og mad.

På denne måde kom kriminelle bander ironisk nok til at udgøre et slags socialt sikkerhedsnet i Rocinha og andre favelaer, der var helt uden for myndighedernes kontrol. Men alt skete samtidig på nåde af brutale bander, hvis medlemmer stolt kaldte sig selv for »Bandidos« og »Soldados«, og som forsvarede deres narkohandel og territorier i grusomme opgør.

I mange favelaer har bander i årevis patruljeret med skarpladte våben og knive i de små gyder om natten, hvor de har skudt og slagtet hinanden. Tidligere har en teenagenarkohandler fra en favela i Rio fortalt om, hvordan han deltog i likvideringen af en 15-årig ven, der havde lækket informationer til politiet. Lederen af banden kaldte alle sammen, og de drøftede sagen fra midnat til klokken tre om natten. Senere skød de deres 15-årige ven i skolen.

»Han var bare stille. Han vidste, at han skulle dø. Jeg affyrede nogle af skuddene, men det var ikke mine, der dræbte ham,« har teenageren fra banden fortalt: »Først skød vi ham, derefter skar vi ham op med en motorsav og lagde nogle af stykkerne af ham i en kuffert. Hans torso efterlod vi på gaden. Det var en måde at vinde respekt på. Andre meddelere bliver bange, og samfundet tier.«

Da FIFA havde udråbt Brasilien som vært for VM i fodbold i sommeren 2014, knæsatte myndighederne i 2008 et nyt projekt kaldet »Pacificering«.

Nu skulle der endegyldigt ryddes op, bagmænd skulle jagtes og fængsles, bander fordrives, og politiet skulle overtage kontrollen med slumkvarterer, der i generationer havde været uden for myndighedskontrol.

Nu ville man vise omverdenen, at der var styr på kriminalitet og sikkerhed, inden flere hundrede tusinde af turister ville valfarte til fodboldlandet for at se verdens bedste fodboldspillere.

For næsten halvdelen af Rios 750 favelaer har i årevis været delvist eller helt under kontrol af bander. Rios største narkobande, »Comando Vermelho« – Rød Kommando – har formået at slå rod på tværs af en stribe favelaer.

Men nu ville politiet altså en gang for alle gøre op med bandernes hersken på baggrund af rå magt.

Favelaen »Complexo do Alemao« – Det Tyske Kompleks« – med 100.000 indbyggere i det nordlige Rio blev et slags pilotprojekt. Allerede året før »pacificeringen« begyndte i 2008, havde en politiaktion i komplekset ellers udviklet sig kontroversielt.

1.300 betjente og specialstyrker var rykket ind, bakket op af pansrede køretøjer og politihelikoptere, for at smide bander ud af favelaen. Men 19 mennesker omkom alene i ét krigslignende opgør, der varede i flere timer midt i boligkvarteret. Derudover blev flere såret af strejfende kugler. Under en aktion kort forinden var en uskyldig mand blevet dræbt ved en benzinstation to kilometer derfra af en vildfaren kugle.

Grupper for menneskerettigheder og beboere kritiserede politiets kontante fremfærd, men daværende præsident Luiz Inacio Lula da Silva stod fast.

»Der er folk, der tror, at det blot er muligt at konfrontere kriminelle med rosenblade og ved at smide med talkumpulver,« sagde Lula og påpegede, at de kriminelle ofte er »bedre bevæbnet og har mere sofistikerede våben« end politiet.

Først i 2010 lykkedes det med en aktion bakket op af soldater at rykke ind og etablere en permanent tilstedeværelse af politiet i »Complexo do Alemao«, der ligger tæt på hovedvejen mellem Rios internationale lufthavn og selve storbyen.

I november 2011 kom turen til Rocinha. Over 3.000 betjente og soldater, beskyttet af pansrede tanks, blokerede indfaldsvejene til kvarteret før daggry en søndag morgen. Systematisk sneg de sig fra gadehjørne til gadehjørne og ryddede gader og stræder på deres vej op ad de stejle og snoede gader til toppen. Politihelikoptere sværmede over slummen, fløj frem og tilbage over bjerget, der omgiver favelaen, mens politiet jagtede mistænkte, der frygtedes at ville flygte ind i de omgivende skove.

Kun 90 minutter tog det betjentene og soldaterne at indtage Rocinha, da de mødte megen lidt modstand, angiveligt fordi aktionen var annonceret på forhånd for at minimere risikoen for et blodbad.

»Fortæl verden, at vi ikke alle er narkohandlere,« råbte en lokal, da betjentene stormene ind, tydeligvis begejstret over aktionen: »Vi er arbejdende mennesker, og nu bliver vi befriet.«

I en sidegade i Rocinha afslørede politiet et hus, der tilhørte bandeleder Sandro Luiz de Paula Amorim, også kendt som »Fisken«, der var blevet anholdt af betjente få dage tidligere, da de omringede Rocinha med vejspærringer. I stærk kontrast til de ydmyge stenhuse omkring hans hus, var hans eget treetagers hjem udstyret med spabad, swimmingpool, akvarium, luksus-TV og én enkelt bog – den gamle kinesiske tekst om militær krigsførsel »Art of War«.

Politiets overtagelse af Rocinha er fortsat den mest ambitiøse operation i bestræbelserne på at øge sikkerheden, før Rio afholder finalerne under sommerens fodbold-VM og OL i 2016. Narkobanden »Venner af venner« vurderes at have siddet på en årlig handel med stoffer til en værdi af 250 mio. kroner.

Umiddelbart efter aktionen beskrev Jose Mariano Beltrame, chef for statssikkerhed og arkitekten bag Rios paciferingsprogram af fattigkvarterer, den som et stort fremskridt i forsøget på at bryde narkohandleres greb om centrale dele af Rio. Han talte om, at politiet endelig »efter 30 til 40 år« havde taget kontrol med Rocinha, der i alle årene havde været på hænderne af »en parallel magt«.

»Dette er et meget stort område. Et af de største slumkvarterer i Sydamerika – hvis ikke verden. Vi giver værdighed og området tilbage til folket,« sagde Jose Mariano Beltrame.

Først støttede brasilianerne politiets aktioner, men den er i dag faldet på grund af en mand med navnet Amarildo.

Den 14. juli sidste år var den 43-årige murer Amarildo de Souza taget ud for at fiske, som han altid gjorde om søndagen.

Han kom hjem med ti store fisk – nok til at brødføde sig selv, sin kone og deres seks børn.

Men da han forlod familiens etværelses skur i Rocinha for at købe citron og hvidløg til at krydre fangsten med, blev han stoppet af politiet og taget med til afhøring på den nye politistation i slumkvarteret – for aldrig at blive set igen.

Hvert år forsvinder tusindvis fra Brasiliens slumkvarterer, uden at mange tager den mindste notits af det. Fra 2007 til 2013 forsvandt 35.000 mennesker i Rio ifølge tal fra byens statslige Institut for Offentlig Sikkerhed.

Men Amarildos forsvinden fik en opmærksomhed, der var – og fortsat er – helt uden fortilfælde.

Bagefter lød spørgsmålet overalt: »Hvor er Amarildo?«

I pressen, på de sociale medier, i graffitti på vægge og på plakater og bannere, der blev båret frem under demonstrationer i Rio og andre byer over alt i Brasilien. Det folkelige krav om en undersøgelse af hans forsvinden voksede og voksede.

Sagen om Amarildo blev symbolsk ikke blot fordi, politiet blev anklaget for at være ansvarlig for hans forsvinden. Men særligt fordi det handlede om betjente fra Rios »Pacificerings Politi Enheder« (UPP), som med succes var blevet dannet for at vinde kontrol over favelaerne før fodbold-VM og OL.

Selv hævdede UPP, at de intet havde med Amarildos forsvinden at gøre, og at han var blevet løsladt efter afhøring. Men ikke mange troede på den udlægning. Vidner pegede på, at han sidst var blevet set på vej ind i en politibil og bragt til en anden politistation. Mistanken om et skæbnesvangert overgreb fra betjentes side voksede kun af, at hverken patruljevognens GPS eller overvågningskameraer uden for stationen ifølge politiet virkede den dag, hvorfor intet kunne dokumenteres via optagelser.

25 politibetjente står idag tiltalt i sagen om at have tortureret Amarildo til døde under en afhøring, hvorefter hans lig blev gemt. Selv lederen af politienheden UPP i Rocinha, Edson Dos Santos, er blandt de anklagede.

Sagen ses som et alvorligt slag mod Rios politik om »pacificering« forud for fodbold-VM – ikke mindst fordi den minder folk om tidligere sager om korrupte betjente, der har likvideret uskyldige, taget imod bestikkelse og solgt våben til kriminelle.

Vores lokale følgesvend Zezinho, der tjener til tilværelsen ved at følge små grupper af turister rundt i fattigkvarteret, er ikke begejstret for politiets massive tilstedeværelse i Rocinha.

Ikke fordi han på nogen måder støtter narkohandlerne, understreger han, men fordi han finder, at politiets »invasion« af kvarteret intet løser og blot giver flere spændinger. Både fordi narkohandlen ikke forsvinder af, at politiet rykker ind, siger han, og fordi han som mange andre i favelaen sætter pris på den måde, hvormed grupperne af narkohandlere – på deres egen særegne måde – skaber balance og sikkerhed for borgerne i Rocinha; med en kontant afregning der får folk til at afholde sig fra at begå grov kriminalitet, forklarer Zezinho.

»Hvis du dræber nogen, dør du. Hvis du røver fra nogen, dør du. Hvis du voldtager nogen, dør du. Det sørger narkohandlerne for.«

Selv er 51-årige Zezinho født og opvokset i kvarteret, og han elsker livet her så meget, at han har fået tatoveret favelaens terrasser af huse hele vejen ned ad sine ben. På hans venstre arm er »Rocinha« tatoveret med store bogstaver.

For ham handler det om, at tilværelsen her er enkel og uden dikkedarer, og at han oplever et sammenhold, som han ikke har fundet andre steder. Heller ikke i USA hvor den tidligere DJ også har boet i en årrække.

»Jeg lever og ånder for dette sted,« siger han: »Jeg er en simpel fyr, der lever et simpelt liv.«

Den livsfilosofi afspejler sig også i hans hjem – en etværelses lejlighed, hvor han lever med sine elskede katte. Her har han flyttet sin seng ud i det mikroskopiske køkken og istedet indrettet hele sit soveværelse med mixerpulte og elektronisk udstyr for at give kvarterets unge gratis DJ-undervisning.

Dembore – Zezinhos ven og »bror« – står denne aften bag pulten i det blåligt oplyste studie og drejer på knapperne, mens rytmerne banker højt og taktfast ud af højtalerne.

»Lord, forgive me for my sins« står der på en tatovering, der løber på tværs hen over hans hals, men uanset hvilke synder 26-årige Dembore slæber rundt på, er han godt selskab for de fremmødte unge, som han hurtigt lærer en række DJ-fif.

Dembore har som Zezinho ingen fidus til politiets »besættelse« af Rocinha. Ligesom han er modstander af myndighedernes nye plan om at bygge en moderne svævebane i kvarteret. Sådan som de allerede har gjort i »Complexo do Alemao«. Hen over de hjemmebyggede huse i slummen har turister siden juli 2012 kunnet tage turen i en 155-sæders svævebane mellem seks stationer. »Teleferico do Alemao« er det mest synlige symbol på, hvordan livet i det tyske kompleks har forandret sig med politikken om »pacificering«.

Men i Rocinha har der allerede været demonstrationer mod en lignende svævebane.

»Vi har ikke brug for en svævebane, men for bedre skoler og et bedre sundhedsvæsen. Jeg garanterer for, at 95 ud af 100 vil sige det samme, hvis de blev spurgt,« siger Dembore.

Dembore skyder angiveligt ikke helt ved siden af – for længe har der ikke bare i Rocinha, men overalt i Brasilien, hersket en udtalt vrede over, at der trods mange års økonomisk optur ikke er gjort mere for at forbedre offentlige hospitaler og skoler.

Dette blev verden opmærksom på, da protester og optøjer sidste sommer bredte sig til hele Brasilien og slog skår i landets image af at være et land, der har nok i fodbold, samba og smukke mulatpiger.

Mest overraskende for omverdenen var, at vreden blev rettet mod Brasiliens værtskab for fodbold-VM. Men for de protesterende blev de åbenlyse mangler ved den offentlige velfærdsstat stillet op mod de enorme summer af penge, der bliver brugt på at arrangere en sportsbegivenhed, hvor stor og prestigefyldt den end måtte være.

Alene budgettet for opførelsen af de 12 stadioner står i over 19 mia. kroner – tre gange så meget som Sydafrika brugte på at afholde VM i 2010.

Samtidig er Brasilien plaget af mangel på både læger og skolelærere, og World Economic Forum har rangeret kvaliteten af Brasiliens undervisningssystem til en 108. plads i verden, selv om den brasilianske økonomi er verdens syvende største. Dertil kommer, at den gennem flere år formidable brasilianske økonomi er kommet under pres, efter at væksten er styrtdykket fra eksplosive 7,5 procent i 2010 til 0,9 procent i 2012, hvorfor den nye politisk bevidste middelklasse begynder at frygte for sin nyvundne højere levestandard. En lille trøst for den politiske elite er, at væksten rettede sig lidt op i 2013, hvor den landede på 2,3 procent.

De massive folkelige demonstrationer sidste sommer begyndte i virkeligheden blot som en protest i São Paulo mod en prisstigning på godt ti ørefor at køre med bus.

Politiet svarede igen med tåregas og gummikugler mod ofte fredelige studenter, hvilket blot trak endnu flere på gaden. Efter få dage havde protesterne med rekordfart spredt sig til over hundrede byer i Brasilien. En dag var over én million mennesker på gaden, og det handlede nu ikke længere blot om prisen på busbilletter, men også om skrantende skoler og et blødende sundhedsvæsen, om grådige og korrupte politikere og om de kraftigt stigende priser. Som et eksempel blev det fremhævet, at alene prisen på tomater var steget med 122 procent på ét år.

En af Brasiliens toneangivende radiokommentatorer, Ricardo Boechat, forsøgte at forklare sine lyttere, hvad det pludselige og kaotiske oprør på gaden egentlig gik ud på.

»Folket gik ikke på gaden i går for at få Brasilien til at bryde sammen, for at ødelægge Brasilien, for at sætte Brasilien i brand,« sagde han:

»Brasilianerne gik på gaden for at råbe endnu højere, for at protestere, for at få en stemme og nærmest desperat at få forandringer, som er så nødvendige og hastende og grundlæggende oprigtige, at de end ikke er i stand til at formulere dem med ord.«

Dilma Rousseff, Brasiliens nuværende, første kvindelige præsident, måtte indkalde sine ministre til akut krisemøde. Efter mødet lovede hun at indgå en »pagt« med folket om at forbedre den offentlige service, samtidig med at hun nærmest bønfaldt om tålmodighed og forståelse. Samtidig opfordrede hun demonstranter til ikke »at sætte alt vi har opnået over styr« og advarede om, at regeringen ikke vil tolerere yderligere vold og optøjer.

»Jeg forsikrer Jer, vi vil sikre orden,« sagde hun.

Men trods præsidentens forsikringer står det klart, at noget er under forandring i det fodboldelskende land, hvor end ikke idoler som verdens bedste fodboldspiller gennem alle tider – Pelé – og stjerner som Ronaldo og Neymar er gået fri for kritik fra masserne.

Pelé har været i skudlinjen for at opfordre brasilianerne til at »glemme protesterne«. Ronaldo er blevet hudflettet på sociale medier for at argumentere for, at VM bliver vundet med »stadioner, ikke hospitaler«. Og under en demonstration i byen Fortaleza, hvor der også skal spilles VM-kampe, sang demonstranter taktfast »Vågn op Brasilien, en skolelærer er mere værd end Neymar«.

Siddende på sin seng i sit køkken i favelaen Rocinha forsikrer Zezinho om, at »ingen her fra kvarteret vil få råd til de dyre billetter til VM«.

Uanset hvad vil brasilianerne uden tvivl feste på gader, i favelaer og på strandene, hvis Brasilien spiller sambafodbold og vinder VM.

Men nu og her frygter selv myndighederne, at verdensmesterskabet drukner i vold og ballade. Arrangørerne bag VM har vurderet, at turneringens sikkerhedspersonale vil blive 100.000 personer. Myndighederne har desuden nedsat en ny specialstyrke på 10.000 betjente, der i de 12 VM-byer skal beskytte fodboldfans fra hele verden mod protester, og Dilma Rousseff har sagt, at væbnede styrker også vil være klar til at blive sat ind.

Alexandre Augusto Aragon, chef for eliteenheden »Den Nationale Sikkerhedsstyrke«, har erkendt, at volden under sidste års demonstrationer »har gjort os bange«.

»Der bliver ikke noget VM,« lød en af massebevægelsens mest populære sange.

»FIFA – gå hjem,« lød en anden.

De seneste måneder er demonstrationer fortsat, og selv om antallet af protesterende har været mindre, har volden ikke været det. I sidste måned endte en demonstration i hovedstaden Brasília med voldelige sammenstød med politiet, der måtte affyre tåregas og gummikugler for at forhindre demonstranters forsøg på at trænge ind i Dilma Rousseffs præsidentkontor.

Det har været drøftet, om FIFA har en plan B, hvis det i værste fald bliver nødvendigt at aflyse VM i Brasilien på grund af mangel på sikkerhed.

Men som det ser ud her og nu, bliver VM-pokalen stadig løftet af verdens bedste landshold 2014 efter en finale på navnkundige Maracana i Rio.

Som fabelen fra favelaen fortæller os, vil det dog ikke ske uden et massivt opbud af politi. Men heldigvis eksploderer det ikke altid i vold og skyderier i Brasilien.

Da betjentene med de trukne pistoler, som omringer os, har trukket sig tilbage ad den mørke gyde i Rocinha, samles de et øjeblik efter på slumkvarterets oplyste hovedgade. En af dem hiver en pakke cigaretter op ad lommen og tænder en smøg. Adrenalinen falder, for jagten på gangstere er slut. I hvert fald for en stund.


Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.