Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Få dage før OL-start: Danske sportstjerner i oprør over tyveri og sjusk i »olympisk favela«

Den danske OL-delegation klager ligesom atleter fra andre lande over tyverier, byggesjusk og uhumske forhold i den olympiske by. Men det er kun nogle blandt mange problemer få dage før legenes start.

Vandet i Guanabara-bugten, hvor de olympiske sejlere skal konkurrere, er fyldt med skidt og – i bogstavelig forstand – lort fra storbyens 12 millioner indbyggere. I stedet burde man have afholdt OL-konkurrencerne ved Ilha Grande blot 50 km fra Rio, mener blandt andre den brasilianske miljøforkæmper Mario Moscatelli. (Foto: Scanpix)
Vandet i Guanabara-bugten, hvor de olympiske sejlere skal konkurrere, er fyldt med skidt og – i bogstavelig forstand – lort fra storbyens 12 millioner indbyggere. I stedet burde man have afholdt OL-konkurrencerne ved Ilha Grande blot 50 km fra Rio, mener blandt andre den brasilianske miljøforkæmper Mario Moscatelli. (Foto: Scanpix)

Tyverier, vandskader og VVS-installationer, der kollapser, blot man rører ved dem. Almindelig mangel på renlighed.

Listen over fejl og mangler i Rio de Janeiros olympiske by er lang. Ikke færre end 150 af slagsen har den danske delegation registreret i de 36 lejligheder, den fik stillet til rådighed i OL-byen 18. juli. Ved overdragelsen var kun fire af lejlighederne egnet til beboelse, fortæller OL-chef Morten Rodtwitt til Berlingske.

Blandt de ca. 150 atleter, der har haft problemer, er håndboldspillerne. Ifølge sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Ulrik Wilbek, efterlader forholdene meget at ønske.

»Bygningerne er simpelthen ikke i orden, og der er ikke rent her. Det er ubehageligt at skulle ud i bad på badeværelset,« lyder det til TV 2 fra sportschefen.

Så sent som onsdag oplevede en af dressurrytterne, ifølge Morten Rodtwitt, at det væltede ned med vand fra loftet i lejligheden, ligesom vandlåsen var gået i stykker. På samme måde beretter en af de danske håndboldspillere, Casper U. Mortensen, til TV 2, hvordan en vask brast sammen, blot fordi han lænede sig op ad den.

Men ikke nok med det. Danskerne har også været udsat for en lang række tyverier, oplyser OL-chefen. Han har selv mistet en iPad, men der er også forsvundet mobiltelefoner og tøj, ja, selv sengetøj bliver stjålet.

»Det lyder besynderligt med sengetøjet, og det er møgirriterende,« siger Morten Rodtwitt og tilføjer, at han aldrig i sine otte år i dansk olympisk tjeneste har stået over for tilsvarende udfordringer.

Uforskammet borgmester

Efter bl.a. danske klager har organisations-komitéen nu indført kontrol af alle udenforstående personer, når de forlader de olympiske bygninger.

Men brasilianerne har været længe om at gøre noget ved utilfredsheden fra en lang række lande. Da den australske delegation forrige søndag lagde for med en voldsom kritik af forholdene i den »olympiske favela«, som Sydney-avisen The Daily Telegraph har døbt OL-byen, reagerede Rio de Janeiros borgmester, Eduardo Paes, i første omgang uforskammet. Hvis australierne var så utilfredse, ville han da forsøge at skaffe dem en kænguru, så de kunne føle sig bedre hjemme, lod borgmesteren forstå. En bemærkning, som han kort efter måtte undskylde for i stedet at fyre op under bestræbelserne på at bringe forholdene i orden.

Forinden havde den hviderussiske delegation betegnet OL-byen som »sundhedsfarlig«, mens chefen for nabolandet Argentinas delegation omtalte den som en »katastrofe, der ligner resultatet af sabotage«.

Siden er problemerne ifølge organisationskomitéen kommet »under kontrol«. Men det forhindrer ikke den australske basketballspiller Andrew Bogut i under hashtagget #IOCLuxuryLodging at tweete ironiske kommentarer og billeder af, hvordan han reparerer badeforhænget fra brusekabinen for at undgå oversvømmelser i sin olympiske lejlighed.

Forspildt chance

Det overlever han nok. Værre er det tilsyneladende for de atleter – fortrinsvis sejlsportsfolk – som skal konkurrere i den stærkt forurenede Guanabara-bugt ud for Rio de Janeiros historiske centrum. Vandet er fyldt med skidt og – i bogstavelig forstand – lort fra storbyens 12 millioner indbyggere.

Med jævne mellemrum støder man på døde fisk og havskildpadder samt ligene af druknede husdyr. New York Times mente forleden desuden at have observeret en menneskelig strandvasker. Og som om det ikke var nok, slog en gruppe biologer forleden alarm efter fundet af en farlig superbakterie. På den baggrund opfordres sejlsportsfolkene til så vidt muligt at undgå at få vand i munden og øjnene under konkurrencerne.

Repræsentanter for det spanske sejlsportshold afviser imidlertid, at forholdene skulle være decideret sundhedsfarlige.

»Ifølge medierne risikerer vi at komme i land med tre øjne. Vandet er selvfølgelig ikke rent, men så er det heller ikke værre. Den anden dag slugte jeg en masse, og jeg har det fint,« siger 470-jollesejleren Jordi Xammar til sportsavisen Marca.

Den brasilianske miljøforkæmper Mario Moscatelli ærgrer sig under alle omstændigheder over den forspildte chance for at rense bugten i forbindelse med OL.

»Vi har haft syv år og masser penge, men myndighederne har intet gjort,« siger han til den franske avis Le Monde og tilføjer: »Og når det nu endelig er sådan, hvorfor så i alverden ikke afholde sejlsportskonkurrencerne ved Ilha Grande (ca. 50 km. længere ned ad kysten), hvor vandet er renere.«

Men sådan er der så meget med Rio 2016. Som den anden dag, da en rampe i den olympiske havn blev smadret af store bølger. TV-studier opført helt ned til Copacabana var tæt på at lide samme skæbne.

»Fordi de har bygget dem det værste sted langs stranden, hvor der altid er problemer med brændingen,« siger Sergio Gontgio, en lokal ingeniør, til nyhedsbureauet Atlas.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.