Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

EUs plan mod migranter fra Libyen er på dybt vand

Mens vejrudsigten over Middelhavet varsler højsæson for overfyldte gummibåde mod Europa, er der stadig blæst om EUs forsøg på at standse strømmen af afrikanske migranter og flygtninge.

Migranter bliver efter et mislykket forsøg på at komme til Europa tilbageholdt lidt uden for Libyens hovedstad, Tripoli. Står det til EU skal Libyen klædes bedre på til at standse migranter og flygtninge, inden de stikker til havs, men landet er ikke et sikkert, advarer FN og Læger uden Grænser. Også den tyske udenrigsminister har fået kolde fødder. Foto: Hani Amara/Reuters
Migranter bliver efter et mislykket forsøg på at komme til Europa tilbageholdt lidt uden for Libyens hovedstad, Tripoli. Står det til EU skal Libyen klædes bedre på til at standse migranter og flygtninge, inden de stikker til havs, men landet er ikke et sikkert, advarer FN og Læger uden Grænser. Også den tyske udenrigsminister har fået kolde fødder. Foto: Hani Amara/Reuters

De libyske myndigheder – hvem er det,« spurgte besætningen om bord på det italienske patruljeskib Calabrese, da Berlingske for nylig var med på udkig efter menneskesmuglere, migranter og flygtninge i Middelhavet ud for Libyen.

Spørgsmålet siger en hel del om de udfordringer, som EU har med at få bremset strømmen af især afrikanere – primært fra Vestafrika – der risikerer livet på Middelhavet i overfyldte gummibåde i håb om beskyttelse eller et bedre liv i Europa.

For godt fem et halvt år efter diktatoren Muammar Gaddafis fald fra magten i Libyen er det nordafrikanske land stadig et blodigt kaos med to-tre forskellige regeringer og et hav af egenrådige militser, der spinder guld på at sende migranter og flygtninge ud på en rejse, som de ikke alle overlever.

Den gode nyhed – for EUs regeringer – er, at de trods alt har et samarbejde med den ene af de libyske regeringer, og at det samtidig er den, som også anerkendes af FN. Det er også positivt, at EU har udarbejdet (endnu) en plan for, hvordan man vil komme de overfyldte gummibåde til livs.

Problemet er, at den libyske regering, som EU samarbejder med, ikke kontrollerer ret meget – ikke engang hele hovedstaden Tripoli – og at det derfor i den grad er op ad bakke at føre EUs plan ud i livet.

Planen, som EUs regeringer vedtog i februar, indebærer blandt andet, at de libyske myndigheder og landets kystvagt selv bliver i stand til at slå ned på menneskesmuglerne og standse de overfyldte gummibåde. Det skal ske i libysk territorialfarvand – altså inden bådene når ud i internationalt farvand, hvor migranterne/flygtningene i dag samles op og sejles til Italien af de fem krigsskibe, EU har i området, og af forskellige humanitære organisationer med redningsskibe.

»Vort mål er ikke at være i Libyens territorial­farvand. Vort mål er, at det er libyerne, der klarer opgaven i libysk farvand,« sagde EUs udenrigschef, Federica Mogherini, da hun for en uge siden deltog i et møde blandt EUs forsvarsministre i Malta, hvor EUs strategi i Libyen var på dagsordenen.

Det med libysk territorialfarvand contra internationalt farvand er der flere forklaringer på: For det første, at den EU-støttede regering i Libyen ikke har tilstrækkelig med magt og indflydelse til at bede EU om at påtage sig opgaven med at patruljere i libysk farvand. Samtidig modsætter den anden libyske regering sig aktivt EUs planer i Libyen, så det også er et spørgsmål om sikkerhed.

Den anden forklaring er Rusland. EU kan ikke få mandat i FNs Sikkerhedsråd til at operere på libysk territorium på grund af udsigten til at blive mødt af et russisk veto. Rusland har stadig ikke tilgivet Vesten for at vælte Gaddafi, tilbage i 2011. Russerne stemte dengang i FN for NATOS militære intervention i Libyen ud fra en forståelse af, at den skulle beskytte den libyske civilbefolkning mod Gaddafis blodige overgreb – ikke for at bistå til et regimeskifte. Og for at fuldende billedet støtter Rusland i dag den anden af de to libyske regeringer – den, der ledes af general Haftar i den østlige del af landet, og som er i krig med den vestligt anerkendte regering og som modarbejder EUs engagement i Libyen.

En ny libysk kystvagt

Så er der selve det praktiske arbejde med at sætte libyerne i stand til selv at patruljere i eget farvand. Det kører heller ikke på skinner.

Ifølge embedsmænd i EU, som nyheds­bureauet Reuters citerede under EU-mødet i Malta for en uges tid siden, har Libyens FN- og EU-støttede regering ingen klar plan for, hvordan den kan hjælpe med at begrænse migrationen til Europa i den kommende sommer. EU-kilderne henviser blandt andet til de noget forvirrede anmodninger om udstyr, der er kommet fra de libyske myndigheder.

Ifølge libyske medier er ønskelisten ellers ikke så svær at afkode: Den libyske regering har bedt om 130 fartøjer af forskellig størrelse. Nogle skal være udstyret med våben, og fem af patruljebådene skal være op til 100 meter lange. Ønskelisten nævner også radarer og radiosystemer.

Det afvises dog af en EU-kilde, der deltog i Malta-mødet, som »overhovedet ikke realistisk i øjeblikket«.

Ifølge de Reuters-korrespondenter, der dækkede EUs møde i Malta, og som har læst EUs to interne dokumenter om libyernes ønskeliste, undrer det eksempelvis EU, at libyerne ikke redegør for, hvilke våbentyper, de ønsker. De efterspørger heller ikke overvågningsfly, der kan understøtte patruljeskibene. »Mærkeligt,« siger en EU-kilde.

Men formentlig kan EU slet ikke forsyne libyerne med våben på grund af den FN-embargo, som Libyen er omfattet af. Og under alle omstændigheder skal EU være forsigtig med at levere militært udstyr til Libyen, hvor det kan havne i de forkerte hænder.

»EU må nøje overveje, hvem vi træner i Libyen, og hvem der er loyale over den libyske kystvagt,« sagde den tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen til journalister efter mødet i Malta.

EU ved således godt, at libyske embedsmænd er involverede i menneskesmuglingen og tjener penge på den, hvilket også fremgår af en rapport fra december sidste år skrevet af FNs Støttemission i Libyen.

Den tyske forsvarsministers forsigtighed afspejler overordnet det kaos, som EU skal navigere i i Libyen – et kaos, som også EUs udenrigstjeneste ikke forsøger at nedtone i et internt planlægningspapir om indsatsen i Libyen udarbejdet for EU-landenes regeringschefer sidste år.

»Hele den ovennævnte planlægning er hæmmet af den begrænsede mulighed for at engagere med libyske partnere,« fastslår EUs udenrigstjeneste i notatet, som Berlingske er i besiddelse af.

»De politiske og sikkerhedsmæssige spor i Libyen flugter ikke, og situationen er dynamisk,« advarede udenrigstjenesten under EUs udenrigschef, Federica Mogherini, i notatet, og det problem står EU stadig over for.

Hvad skal Libyens kystvagt?

Antager man, at EU alligevel får held med sin plan i Libyen – herunder ikke mindst at søsætte en libysk kystvagt – hvad er det så, at den skal? Svaret er, at de libyske patruljebåde skal standse migranterne og flygtningene, inden de stikker til havs, og returnere dem, der alligevel lykkes, til Libyen.

Her skal de så interneres i lejre, hvor de screenes, så de, der ikke er asylberettigede, kan sendes tilbage til deres hjemlande under et EU-finansieret program.

Men den fremgangsmåde har givet både FNs Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) og IOM (Den Internationale Organisation for Migration under FN) panderynker. EU kan ikke bare begynde at se Libyen som et sikkert land for flygtninge, advarer FN. Samme advarsel lyder fra den humanitære organisation Læger uden Grænser, der trods den uforudsigelige sikkerhedssituation stadig holder stand i Libyen. Her arbejder organisationen blandt andet i syv af landets over 30 detentionscentre, hvor de libyske myndigheder og/eller militser tilbageholder migranter og flygtninge under forhold, som ifølge et lækket dokument fra det tyske udenrigsministerium kan sammenlignes med koncentrationslejrene.

Ifølge EU rammer kritikerne dog ikke målet. For de EU-støttede lejre skal administreres af FN og have en langt bedre standard end de nuværende libyske lejre. EU kalder lejrene »Safe Spaces«, og det er ikke engang en måned siden, at EU-Kommissionen afsatte 48 millioner euro til formålet.

Siden har i hvert fald den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, fået kolde fødder. Migranterne lever under »forfærdelige forhold« i de eksisterende lejre i Libyen, og det er ikke en løsning at opføre nye, fastslog ministeren onsdag under et besøg i den Afrikanske Unions hovedkvarter i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.

»Man er nødt til at tage forholdene, som de er i Nordafrika, til efterretning. Og heldigvis kan jeg sige, at det ikke er Tysklands politiske tilgang – heller ikke EUs. Det, vi forsøger i stedet for, er at stabilisere landene på kontinentet,« sagde Sigmar Gabriel til det franske nyhedsbureau AFP.

Så mens besætningen i den libyske kystvagt spørger, hvem der egentlig kontrollerer Libyen, står EU nu med en ny hovedpine: Hvor skal den nye libyske kystvagt så gøre af alle migranterne og alle flygtningene?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.