Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

EU til tælling: Kan unionen overleve et politisk landskab i totalt flammehav?

De britiske vælgere har talt. Uanset udfaldet er EU til tælling. Kan den groggy bokser rejse sig og gå til modangreb?

I de seneste år, hvor modstanden mod EU har bredt sig som en steppebrand fra medlemsland til medlemsland, har EUs ledere brugt hver deres parole som brandslukker.

EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker har talt varmt og længe om transparens. EU-Parlamentets formand Martin Schulz om behovet for demokratisering. EUs rådsformand Donald Tusk om reformer.

Og det er nøjagtig de samme tre ord, som Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionens sidste generalsekretær, i midten af 1980erne greb til for at redde en anden union: USSR. Glasnost. Åbenhed. Demokratizatsija. Demokratisering. Perestrojka. Reformer.

Det lykkedes ham som bekendt ikke. Seks år efter hans tiltræden som generalsekretær var det forbi. Og i dag er der bred enighed blandt historikere om, at Gorbatjovs program hvis ikke ligefrem skabte så i hvert fald fyrede op under den folkelige modstand. Ligesom når man hælder vand på en oliebrand for at slukke den.

Nu er Den Europæiske Union ikke Sovjetunionen, selv om dens kritikere elsker at finde lighedspunkter: Bureaukratiet, utilnærmeligheden, det teknokratiske sprog.

Også en sovjetisk kommissær kunne have fundet på at døbe dét, som folk i medlemslandene plejer at kalde for ’folkestyret’ om til subsidiaritetsprincippet.

Og dog er der ikke mere lighed mellem EU og Sovjetunionen end mellem en stjernekaster og en raketkaster. Man flygtede fra og ikke til Sovjetunionen. Større vidnesbyrd om EUs succes findes vel i virkeligheden ikke: Den halve verden vil gerne være medlem, og migranter i hundredtusindvis risikerer livet for at komme til at bo i unionen.

Det imponerer imidlertid ikke længere dens egne borgere. På tværs af medlemsstaterne er borgere optændt af harme og fortrydelighed over den union, som man hader for at være for svag og for stærk på samme tid: Den er så stærk, at den kan forhindre medlemslandene i at løse deres problemer effektivt, men så svag, at den ikke kan løse dem selv.

Det gælder for alle de tre hovedanklagepunkter mod unionen: Asylansøgerne, østarbejderne, euroen.

EUs akilleshæle

UNDER ASYLKRISEN har EU haft har magt til at forhindre medlemslandene i at genindføre effektiv grænsekontrol, men ikke magt til selv at lukke de ydre grænser. Samtidig har EU-Kommissionen forskrækket borgerne ved at bekendtgøre, at problemet skal løses ved at fordele det: Med kvoter og bøder til dem, der ikke tager deres kvote af asylansøgere.

Selv om det ganske givet ville øge strømmen, hvis migranter kunne være sikre på at blive fordelt i EU. Og selv om de naturligvis ikke ville blive det sted, de fik anvist: De åbne grænser i EU vil også være åbne for dem, med mindre man har tænkt sig at spærre dem inde.

Østarbejderne er det andet store tema, og i Storbritannien det allerstørste. Her har EU haft magt til at tvinge medlemslandene til at stille velfærdsydelser til rådighed for alle, der arbejder i det pågældende land, men ikke magt til at sikre, at landets egne arbejdere kunne bevare deres gode lønninger og sociale ordninger, når udbuddet af arbejdskraft og trækket på de offentlige kasser bliver større.

Det har gjort den britiske underklasse vred: Hvad rager det den, at BNP stiger, hvis den selv får mindre i løn?

EUROKRISEN er det tredje store tema, som har vendt Sydeuropa mod EU. Her har EU haft magten til at gennemtvinge hårde spareprogrammer i lande, der har levet som fyrster og baroner for penge lånt med sikkerhed i en stærk euro.

Men EU har ikke haft magten til at bringe et land som Grækenland på fode igen: Grækerne kan ikke devaluere på grund af selvsamme euro og er tvunget til med hatten i hånden at bede om sanering af gældsbjerget i mange år fremover.

Og det er den brede befolkning, som skal spare: For den frit bevægelige kapital er for længst flygtet ud over den åbne landegrænse til et andet EU-land eller har søgt skattely uden for unionen.

Politisk landskab i flammer

SÅDAN GÅR det til, at EUs borgere på tværs af landegrænser i dag er mere forenet end de nogensinde har været før: I modviljen mod EU-systemet.

Og selv EUs ledere ved formentlig udmærket, at de ikke kan slukke branden ved at love demokratisering, reformer og transparens. For det kan da godt være, at EU overlever, hvis Hollands populæreste politiker, EU-modstanderen Geert Wilders, vinder parlamentsvalget i Holland næste år.

Men overlever EU også, hvis Marine le Pen bliver fransk præsident måneden efter? Og Merkel taber det tyske valg nogle måneder senere? Hvorpå det østrigske frihedsparti kommer til magten i 2018?

Og så har vi end ikke nævnt Sydeuropa og de kæberaslere, der venter EU fra Femstjernebevægelsen i Italien, Podemos i Spanien, græske Varoufakis’ demokratibevægelse og alle de andre.

Det behøves ikke: Det er hurtigere at slå fast, at det politiske landskab overalt står i flammer, og de traditionelt EU-positive regeringspartier også leger med ilden.

Kun sådan sikrede David Cameron og de konservative sig et overraskende flot genvalg ved det sidste britiske parlamentsvalg: Cameron vandt frem for alt, fordi han lovede vælgerne en afstemning om EU.

Se blot, hvordan det ved valget gik Camerons hidtidige koalitionspartner Liberaldemokraterne, som var imod at lade briterne stemme på det foreliggende grundlag. Partiet blev nærmest udraderet. Derfor taler selv politikere, der engang kaldte sig proeuropæere, nu grimt om EU.

Det kan de gøre ganske gratis. For EU-systemet giver ikke igen. Faktisk er selv Tusk, Juncker og Schulz på det seneste begyndt at lyde som en halv undskyldning for EU. Som om de giver modstanderne ret.

Men modstanderne behøver ikke opmuntring. For så er unionen færdig, før de får set sig om. Og det værste er, at det muligvis ikke engang er, hvad den enkelte EU-skeptiker ønsker: Måske er han bare gået amok i en blodrus.

Senest fortryder han den dag, han kommer til at stå helt alene i ringen over for Rusland, Kina, Indien, Tyrkiet eller andre, der er meget større end ham og vant til at få deres vilje. Men så er det for sent: Han kan råbe, så meget han vil, at de skal kæmpe mod folk i deres egen vægtklasse, ellers er det unfair.

Det er de da ligeglade med. De ved, at det vigtige ikke er, hvem der har ret, men hvem der får ret. Det gør den stærkeste altid.

Ergo er det på høje tid, at EU rejser sig og indleder en modoffensiv. Og – som for eksempel den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy har foreslået – tager initiativ til en ny europæisk traktat. En, der kan genskabe tilliden. For EU har noget at støde tilbage med. Efter en svag start har unionen rykket sig. Det er bare ikke helt gået op for hverken befolkningen eller den selv endnu.

EUs nyfortolkninger

Hvad asylkrisen angår, har EU foretaget et decideret paradigmeskift. Uanset om aftalen med den tyrkiske præsident Erdogan holder eller ej, har EU med Tyrkiet-aftalen lagt sig fast på en ny fortolkning af konventionerne. Asylbehandling og asyl er en menneskerettighed, men det behøver ikke at foregå i EU. Det kan også foregå i et tredjeland, som EU erklærer for sikkert.

Derfor arbejder EU hårdt på at få aftaler med en række afrikanske lande, som betales for asylbehandling og ordentlige opholdsvilkår. Det kan i sig selv blive en form for udviklingsbistand at etablere en flygtningeindustri i afrikanske værtslande; det skaber arbejdspladser og viden om basale menneskerettigheder. Samtidig vil det ikke længere være menneskesmuglerne, men EU der bestemmer, hvem og hvor mange flygtninge EU tager imod.

Men også i spørgsmålet om arbejdskraftens fri bevægelighed er EU slået om. I den aftale, som skulle overtale briterne til at blive, fik briterne ret til at kræve indeksering af ydelser, så for eksempel polakken med børn i Polen fremover kun fik ret til børnepenge svarende til det polske niveau for leveomkostninger. Bare fordi arbejdskraften er frit bevægelig, behøver de sociale ydelser ikke at være det.

De lande, der smækker kasserne i, vil snart opdage, at de straffer sig selv økonomisk, eftersom de østeuropæiske arbejdere skaber vækst overalt, hvor de kommer. Meget muligt vil landene derfor begynde at konkurrere om at tiltrække arbejdskraft, ligesom de allerede konkurrerer på selskabsskat for at tiltrække virksomheder.

Så er der kampen mod kapitalen. Også her er EU bedre end sit rygte, men Kommissionen har glemt højt og larmende at gøre opmærksom på det. Flere gange har den forsøgt at overtale medlemslandene til at få sat en stopper for skatteunddragelse.

Kommissionen har kæmpet for fuld offentlighed i virksomhedernes regnskaber, så det er muligt for pressen og myndighederne at følge med i, om overskud flyttes fra et land til et andet for at spare i skat, eller flyttes helt ud af EU for overhovedet ikke at betale skat. Men modstanden er stor i nogle medlemslandene. Det har Kommissionen taget pænt. Alt for pænt.

Loyalt har den fremlagt forslag, som den tror, at medlemslandene kan stemme for. Fremover bør den henvende sig direkte til borgerne i unionen og fremlægge forslag, som den tror, at europæerne – frem for deres stats- og regeringschefer går ind for. Så alle kan se, hvilke medlemslande, der stemmer imod.

EU kan i det hele taget ikke slå nok på, at unionen har bevæget sig. Folk skal kunne tro på, at det ikke bare er kapitalen, personerne, arbejdskraften og tjenesteydelserne, der af princip skal kunne flytte sig: Det kan unionen også selv i overensstemmelse med befolkningens ønsker.

Det hører nemlig med til historien, at Sovjetunionen ikke brød sammen, fordi der var noget i vejen med Gorbatjovs paroler. Åbenhed. Demokratisering. Reformer. Det var præcis, hvad folk ville have. Den brød sammen, fordi han, da det kom til stykket, ikke turde alligevel.

Unionen skal turde. Ellers taber den kampen på teknisk knockout.

Udlandsredaktør, Anna Libak.
Udlandsredaktør, Anna Libak.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.