Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

EU jagter alternativer til russisk gas

Europa har flere muligheder for at gøre sig mindre afhængig af gas fra Rusland. Alternativerne vil sandsynligvis være dyrere, men er europæerne villige til at betale prisen for en mere sikker energi?

Specialbyggede skibe, som det 288 meter lange skib Arctic Princess, kan transportere så meget som 160.000 kubikmeter flydende naturgas. Gassen bliver nedkølet til minus 162 grader for at kunne transporteres i flydende form. På den måde kan man transportere 600 gange så meget gas på den samme plads. Foto: Gate Terminal.
Specialbyggede skibe, som det 288 meter lange skib Arctic Princess, kan transportere så meget som 160.000 kubikmeter flydende naturgas. Gassen bliver nedkølet til minus 162 grader for at kunne transporteres i flydende form. På den måde kan man transportere 600 gange så meget gas på den samme plads. Foto: Gate Terminal.

ROTTERDAM/BERLIN: Europas største havn i Rotterdam er på mange måder porten til Europa. Her ankommer flere containere end noget andet sted i Europa, og når man kører rundt mellem de mange terminaler i havnen, virker den nærmest uendelig.

Men her er ikke bare containere og lyseblå Mærsk-kraner. Havnen i Rotterdam er også en port for energi til Europa. Helt ude på spidsen, omkring 50 kilometer fra Rotterdams centrum, ved havneplads nummer 9.880 åbnede i 2011 en terminal for flydende naturgas (LNG). Ved at køle gassen ned til minus 162 grader kan man transportere og opbevare 600 gange så meget energi på den samme plads, som normal naturgas kræver.

Netop derfor ser mange den flydende naturgas som en vigtig del af svaret på Europas udfordringer med at sikre stabil energi i fremtiden. Det kan transporteres over store distancer og er samtidig mere miljøvenlig end andre fossile brændstoffer.

Men der er et problem. Flydende naturgas er dyrt. Det er væsentligt dyrere end den russiske gas, som Europa sidste år importerede 138 milliarder kubikmeter af gennem gasrørledninger fra Rusland – det var 39 procent af EUs samlede import af gas i 2013.

Alene importanlægget i Rotterdam har kostet omkring 7,5 milliarder kroner at bygge, og de eksportanlæg ude i verden, der skal gøre gassen flydende, kan koste det tidobbelte. De største skibe, der transporterer den flydende gas rundt i verden, koster på den anden side af en milliard kroner. Med andre ord kræver investeringer i flydende naturgas, at man virkelig tror på efterspørgslen på lang sigt.

Milliardtab på gaskontrakter

Den flydende naturgas har vist sit værd, når man er i akut energimangel eller gerne vil øge sin energisikkerhed.

Det var man villig til at betale for i Japan, da man i 2011 lukkede atomkraftværker ned som en konsekvens af den forfærdelige ulykke på Fukushima-værket. Japan brugte i forvejen store mængder flydende naturgas, men blev verdens suverænt største importør, da man erstattede sin atomenergi med yderligere flydende naturgas.

På grund af den efterspørgsel er prisen på flydende naturgas høj i Asien, men kan i Europa hverken konkurrere med den billigere russiske gas eller med kul, som trods grønne ambitioner stadig er mange europæiske energiselskabers foretrukne brændsel på kraftværker. Ganske enkelt fordi kul er billigt at udvinde, og et kollapset europæisk CO2-kvotesystem har gjort det stort set gratis at udlede CO2. Dyre gasfyrede kraftværker er derfor sat i bero mange steder i Europa, mens kulkraftværkerne fyrer kul af for fuld damp.

Terminalen i Rotterdam er lige som Europas øvrige terminaler til flydende naturgas langt fra at bruge al sin kapacitet. I snit udnyttes kun 20-25 procent af kapaciteten i Europa. Man kunne altså importere fire-fem gange så meget flydende naturgas, men det kræver investorer, som er villige til at indgå de langsigtede, ofte 20-årige kontrakter, som 70 procent af verdens flydende naturgas handles på.

Men i markedet er der ingen tillid til, at de europæiske politikere får rettet op på kvotesystemet, så prisen på at udlede CO2 – og dermed på at fyre med kul – stiger. Selskabernes lyst til at investere stort i langsigtede gaskontrakter er derfor begrænset. En hel række europæiske energiselskaber, herunder danske DONG Energy, har bogført milliardtab på netop gaskontrakter, der blev indgået før finanskrisen og kvotesystemets sammenbrud. Men troen på gassen er ikke forsvundet.

»Gasmarkedet har bestemt været udfordret, men vi ser stadig et ret stort potentiale i flydende naturgas. Det har i den grad sikret Japan energi og vist sit værd, når vi taler energisikkerhed. Og når vi kommer nogle år frem, bliver markedet større og rigtigt globalt, og så forventer vi, at flydende naturgas får en større andel i Europas energimiks,« siger Karsten Plauborg, der er chef for flydende naturgas i DONG Energy.

Litauen vil kæmpe sig fri

Netop energisikkerheden er årsagen til, at nye terminaler til flydende naturgas – trods den markante overkapacitet i øjeblikket – skyder op flere steder i Europa de kommende måneder. I Litauen, som i dag importerer al sin gas fra Rusland, er det sat øverst på dagsordenen. Litauens forhold til Rusland er endnu mere anstrengt end resten af Europas, og derfor vil man være uafhængig af russisk gas.

Litauens svar ses tydeligt i landets store havneby Klaipeda, hvor det 294 meter lange skib med det alt andet end tilfældige navn »Independence« ligger. Det er et specialbygget skib, der fungerer som importterminal for flydende naturgas. Inden udgangen af 2014 begynder leverancerne af flydende naturgas fra norske Statoil at strømme til »Independence«, og dermed bliver Litauen væsentligt mindre afhængig af de russiske leverancer.Litauen er et af seks lande i EU, der i dag får al importeret gas fra Rusland.

Ud over muligheden for at erstatte den russiske gas med flydende naturgas bør landene ifølge EUs netop offentliggjorte stresstest af gasafhængigheden også sørge for fyldte gaslagre samt samarbejde yderligere om energileverancer på tværs af grænserne, hvis Rusland mod forventning skulle lukke for gassen i den kommende vinter. Gør man det, kan EU klare en vinter uden russisk gas, ifølge stresstesten. Testen understreger også, at den type tiltag i det hele taget bør sættes i værk for at øge energisikkerheden i fremtiden.

På universitetet i tyske Köln har man et helt institut, der forsker i energiøkonomi, og her deler man overordnet vurderingen fra stresstesten. Det kan lade sig gøre at undvære den russiske gas, men det bliver hverken nemt eller billigt.

»Hvis EU vil reducere sin høje andel af energiimport fra Rusland, så er EU nødt til at kigge på udbudssiden. Både i form af et bredere udbud af gas, men også ved at ændre energimikset fremadrettet. Det store spørgsmål er, hvem der skal betale, for mange alternativer til russisk gas kan vise sig dyrere, og private investorer vil være tilbageholdende på grund af usikkerheden,« siger Harald Hecking, der er chef for forskning i brændstoffer på universitet i Köln.

Skifergas er en kortsigtet løsning

En af de alternative muligheder, der tales meget om, er gaseksport fra USA om nogle år. Skifergasboomet på den anden side af Atlanten betyder nemlig, at USA kan blive en vigtig eksportør af gas. Men det kræver dels, at frygten for højere energipriser i USA ikke blokerer det, dels at der investeres enorme milliardbeløb i amerikanske eksportterminaler, der kan omdanne gassen til flydende form.

Potentialet for produktion af skifergas i Europa er på ingen måde som i USA. Der findes reserver, men ingen har for alvor villet satse på produktionen. Frankrig og Tyskland har sagt nej af hensyn til miljøet, og også private investorer i mulige skifergaslande som Polen viser tilbageholdenhed. Det har gjort skifergas til lidt af et langskud i den europæiske energiforsyning.

EUs klimakommissær, Connie Hedegaard, hører til dem, der tvivler på potentialet i Europa og ser i bedste fald skifergassen som en mulighed i en overgangsperiode.

»Hvis skifergas erstatter kul som brobygning mellem det gamle og nye regime, eksempelvis i Polen, så vil det absolut være fint. Problemet er, at nogle tror, at skifergas kan klare det hele. Dér mener jeg, at kæden hopper af. Dels er skifergas trods alt stadig et fossilt brændstof og dermed ikke en langsigtet løsning, dels har der ikke været så stor interesse for at investere i det. Ingen forhindrer investorer i for eksempel Polen i at træde til,« siger Connie Hedegaard.

Asiaterne handler, EU tøver

I Rotterdam-terminalen er vurderingen, at skifergassen har potentiale til at blive et eksporteventyr. Her frygter man imidlertid, at asiaterne løber med alle de langsigtede kontrakter på den amerikanske gas, mens Europa tøver. Det er nemlig nu, der skal laves langsigtede investeringer og aftaler i USA, indskærper Dick Meurs, Gate Terminals direktør.

»Det vigtigste er at skabe rammer, der giver de private investorer incitamenter til at indgå langsigtede energikontrakter. I Asien tænker man meget langsigtet med hensyn til fremtidens energiforsyning, og de europæiske politikere bør gøre det samme,« fastslår Dick Meurs.

Europa skal gøre op med sig selv, hvor meget man tror på den flydende gas fra USA, og hvor meget man vil betale for at blive mindre afhængig af den russiske gas.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.