Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

EU-formand: Enig med Trump om meget - men ikke helt om handel, klima og Rusland

Donald Trumps møde med EU-toppen viser, at det især er svært for parterne at finde hinanden om handel og klima, mens der heller ikke er fuld enighed om Rusland. Til gengæld er parterne på samme linje i forhold til Ukraine og terrorbekæmpelse, siger EU-formand, Donald Tusk, efter mødet med USA's præsident.

Præsident Donald Trump (v), formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk (m) og kommisionsformand Jean-Claude Juncker (h).
Præsident Donald Trump (v), formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk (m) og kommisionsformand Jean-Claude Juncker (h).

»Godmorgen« var den eneste kommentar til pressen, da USAs præsident, Donald Trump, torsdag formiddag blev modtaget af formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, i EUs nye Europa-bygning i Bruxelles. En bygning som i EU-kredse for sjov kaldes »Tusk Tower« med en vis ironi. Og de to herrer med de næsten ens navne så da også umiddelbart ud til at gå fint i spænd, da de småsnakkende spadserede et par hundrede meter ad en rød løber til glæde for de mange kameraer.

Da Trump forlod mødet efter en time og et kvarter senere var det også med skulderklap til både Tusk og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, der ligeledes deltog i mødet.

Selv sagde Trump ikke noget til pressen, men Tusk gav efterfølgende en kort erklæring.

»Min fornemmelse er, at vi er enige på mange områder, først og fremmest i forhold til terrorbekæmpelse. Nogle emner er åbne som klima og handel, og jeg er ikke 100 procent sikker på, at vi kan sige i dag, at præsidenten og jeg har en fælles position og holdning til Rusland. Men når det kommer til Ukraine, ser det ud til, at vi er på samme linje,« sagde Tusk.

Polakken Tusk, der selv måtte kæmpe for friheden, i sine unge dage, kom derefter med en opfordring til Trump, som ikke kunne misforstås.

»Mit hovedbudskab til præsident Trump var dog, at den dybeste mening af vores samarbejde og venskab er grundlæggende, vestlige værdier som frihed, menneskerettigheder og respekt for menneskelig værdighed. Vores største opgave i dag er at sikre den frie verden omkring disse værdier. Ikke bare interesser, men værdier og principper først. Det er, hvad Europa og Amerika bør sige.«

Klare prioriteter

Mødet har på forhånd været stærkt imødeset, da Donald Trump tidligere har sagt mindre pæne ord om EU, da briterne stemte for at forlade det europæiske fællesskab. Trump er ganske vist kommet med mere positive udsagn efter sin indsættelse, og da vicepræsident, Mike Pence, i februar var gæst i samme bygning, blev der sat en tyk streg under de vigtige bånd mellem EU og USA.

På forhånd havde EU-toppen gjort sine prioriteter klar. Mødet skulle først og fremmest bruges til at opbygge gensidig tillid. Fra EU-siden har man således glædet sig over, at mødet finder sted efter et fransk præsidentvalg, hvor den proeuropæiske Emmanuel Macron vandt sikkert over den EU-skeptiske Marine Le Pen.

»Nu taler vi ikke om eksistentielle spørgsmål, men om konkret samarbejde,« som det blev formuleret på en briefing med en højtstående EU-figur.

Og for Tusk og Juncker handler det samarbejde både om at forsvare fælles vestlige værdier og at stå sammen i udenrigspolitikken, herunder den fælles linje med sanktioner mod Rusland. Det vides ikke, om de nåede at tale om sanktioner specifikt på mødet, men sikkert synes det, at den stærkt ruslandskritiske Tusk ikke deler Trumps mere imødekommende syn på Ruslands præsident, Vladimir Putin. Tusks bemærkning om Ukraine tyder dog på, at sanktionspolitikken holder, da den er bundet op på Ruslands opførsel over for Ukraine.

Men hovedfokus for Tusk og Juncker har på forhånd været lagt på handelsforholdet og Paris-klimaaftalen, der er afgørende for EU-lederne, og som Donald Trump har skabt stor usikkerhed om.

Trump er kritisk over for frihandel, og forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA, kaldet TTIP, er derfor sat på pause, men EU-lederne håber, at nogle af de dele, som er forhandlet på plads, måske kan genoplives, og i det mindste, at USA vil følge WTOs spilleregler for verdenshandel og være med til at sikre, at den globale handel er både »fri og fair«, som mantraet lyder i Bruxelles.

EU-Kommissionen skriver på sin Twitter-profil, at parterne var enige om at arbejde på en fælles handlingsplan på handelsfronten. Det betyder, at man nu vil nedsætte en arbejdsgruppe, der både skal se på de svære spørgsmål om handelsforholdet mellem EU og USA og på forholdet til andre lande som Kina, hvor parterne er mere enige om, at man fx er nødt til at dæmme op for kinesiske stålprodukter til dumpingpriser.

Alt ind på klimaaftale

Størst indsats er dog sat ind for at sikre, at Trump alligevel vil leve op til Paris-klimaaftalen, som han ellers har truet med at trække USA ud af. For at overbevise Trump var Tusk og Juncker således især væbnet med økonomiske argumenter. Ifølge Tusk og Juncker er klimaaftalen således ikke en trussel mod amerikanske erhvervsinteresser, men åbner tværtimod for nye erhvervsmuligheder på begge sider af Atlanten.

Også Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, der torsdag mødes til en frokost med Donald Trump i Bruxelles, har klimaaftalen fra Paris som hovedemne for frokosten sammen med den fælles indsats mod terror.

For Macron er klimaaftalen en absolut topprioritet, og Macron rakte forud for mødet i høj grad hånden frem mod Trump ved at droppe en langvarig fransk modstand mod, at NATO får en formel rolle i koalitionen mod Islamisk Stat. Ved at give efter for Trumps store ønske om en sådan NATO-rolle - som i første omgang er symbolsk - er det Macrons håb, at Trump til gengæld vil bevæge sig på klimaspørgsmålet.

Samtidig berettede Financial Times torsdag, at også Tysklands kansler, Angela Merkel, sammen med Macron ville bruge G7-mødet på Sicilien fredag-lørdag til at lægge yderligere pres på Trump i klimaspørgsmålet. Også G7-landene Japan og Canada er varme fortalere for klimaaftalen, og Trump står dermed alene med sine bekymringer på G7-mødet. Ifølge avisen er der splittelse blandt Trumps rådgivere i spørgsmålet, og ved at slå hårdt på de økonomiske argumenter håber EU-lederne altså, at Trump kan overbevises til at skifte mening.

Også paven slog et slag for klimaaftalen, da Trump var på besøg i Vatikanet onsdag, og Trump sagde, at han lyttede nøje til, hvad paven sagde. Om det også gælder klimaaftalen, vil vise sig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.