Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Erdogan svarer igen på Østrigs moskélukninger og udvisninger

Tyrkiet vil reagere på Østrigs beslutning om at lukke flere moskéer og udvise tyrkiske imamer, siger Erdogan.

Tyrkiet vil svare igen på Østrigs beslutning om at lukke flere moskéer i landet og udvise tyrkiske imamer, siger præsident Recep Tayyip Erdogan. Umit Bektas/Reuters
Tyrkiet vil svare igen på Østrigs beslutning om at lukke flere moskéer i landet og udvise tyrkiske imamer, siger præsident Recep Tayyip Erdogan. Umit Bektas/Reuters

Istanbul. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, lover handling som reaktion på Østrigs beslutning om at lukke flere moskéer i landet og udvise tyrkiske, muslimske imamer, som beskyldes for at være finansieret af Tyrkiet.

Det siger Erdogan lørdag ifølge det statslige nyhedsbureau Anadolu.

- Jeg er bange for, at de skridt, den østrigske premierminister har taget, vil føre verden til en krig mellem korsriddere og halvmånen.

- Du gør dette, og vi gør ingenting? Det her betyder, at vi også vil tage nogle skridt, siger Erdogan og tilføjer, at "den vestlige verden må tage sig sammen".

Den højreorienterede østrigske regering præsenterede fredag en ny hård kurs mod det, den kalder "politisk islam".

Den østrigske forbundskansler, Sebastian Kurz, meddelte ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man vil udvise "adskillige" imamer, der finansieres af udlandet, og lukke flere moskéer.

- Politisk islams parallelsamfund og radikaliserende tendenser hører ikke hjemme i vores land, sagde Kurz på en pressekonference.

Østrig, der i alt har 8,8 millioner indbyggere, har omkring 600.000 muslimske indbyggere. De fleste af dem er tyrkere eller har familie med tyrkisk oprindelse.

I regeringens udspil lyder det, at en moské i Wien, som menes at være påvirket af såkaldte "grå ulve" - medlemmer af en tyrkisk, nationalistisk ungdomsgruppe - vil blive lukket for sine ulovlige aktiviteter.

Desuden vil seks moskéer, som en arabisk, muslimsk gruppe står bag, blive lukket.

Den østrigske indenrigsminister, Herbert Kickl, fortalte samtidig, at man også agter at udvise op til 60 imamer. De har angiveligt forbindelser til den tyrkisk-islamiske kulturforening Atib, der er tæt forbundet med den tyrkiske regering.

I alt risikerer 150 personer at miste deres ret til ophold i Østrig.

Ifølge indenrigsministeren er regeringens udspil blandt andet foranlediget af afsløringer i ugeavisen Falter.

I april offentliggjorde avisen billeder, der viser unge drenge i Atibs lokaler iført camouflageuniformer, og som marcherer, saluterer, vifter med tyrkiske flag og spiller døde.

Atib har beklaget hændelsen.

Angiveligt skulle de unge have genopført det berømte slag ved Gallipoli, der fandt sted på den tyrkiske halvø Gallipoli i 1915 under Første Verdenskrig.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.