Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Erdogan og Putin lægger i ovnen til en storkrig med NATO

Det er truslen om en storkrig og ikke selve krigen, der åbner muligheder. Men det er såmænd farligt nok i sig selv

De to kamphaner, Ruslands præsident Putin og Tyrkiets Erdogan, krydser klinger over enklaven Nagorno-Karabakh, hvor de holder med hver sin side blandt de stridende parter. Og ingen ser indtil videre ud til at ville give sig. Det kan i værste fald føre til en storkrig. Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP
De to kamphaner, Ruslands præsident Putin og Tyrkiets Erdogan, krydser klinger over enklaven Nagorno-Karabakh, hvor de holder med hver sin side blandt de stridende parter. Og ingen ser indtil videre ud til at ville give sig. Det kan i værste fald føre til en storkrig. Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP

Det er sagt om både Ruslands Vladimir Putin og Tyrkiets Recep Tayyip Erdoğan, at de er mere bange for fred end for krig.

Der er derfor intet at sige til, at det i disse dage heftigt diskuteres, hvem af de to kamphaner der har fremprovokeret de krigshandlinger, som i weekenden brød ud i Kaukasus.

Lige pludselig er der igen krig mellem de kristne armeniere i enklaven Nagorno-Karabakh og det muslimske Aserbajdsjan, der aldrig har accepteret, at enklaven løsrev sig under Sovjetunionens sammenbrud. Bedre er stemningen ikke blevet af, at armenierne også har sat sig på et stort område uden om selve enklaven.

Og selv om der tirsdag blev erklæret våbenhvile, er der få, som tror på, at vi har set de sidste større blodsudgydelser.

For de seneste dages krigshandlinger, der har kostet snesevis af mennesker livet, er ifølge tyrkisk og russisk presse næppe et udslag af spontan krigeriskhed.

Trods alt har våbenhvilen holdt siden 1994, og på trods af ondt blod og daglige træfninger mellem parterne har vi i alle disse år aldrig været vidne til kamphandlinger af den kaliber, som pågår nu. Det ligner grangiveligt præludiet til en større krig, og ifølge tyrkisk og russisk presse må det være Putin eller Erdogan, der svinger taktstokken.

For det nye er jo, at de to er blevet uvenner. Og eftersom Putin holder med armenierne og Erdogan med aserbajdsjanerne, der af armenierne i Nagorno-Karabakh simpelthen kaldes for »tyrkerne«, så er det oplagt, at de kan bruge denne konflikt til at give den anden en lærestreg.

Så hvem af dem står bag? Begge har ifølge deres kritikere gode grunde:

Hvis vi tager Putin først, så mangler han en ny TV-krig. Blandt Putins kritikere er det blevet en veletableret sandhed, at han bruger krige til at aflede sin befolknings opmærksomhed fra den økonomiske krise i Rusland. Først Ukraine, siden Syrien. Men nu har han officielt forladt Syrien, og selv om russerne uofficielt kæmper videre, så kan man ikke længere vise det på fjernsyn, når man har sagt, at man har trukket sig ud. Og den menige russer vil snart begynde at savne det daglige skud patriotisme på TV. Ergo har Putin brug for et nyt »krigsteater«, som er det russiske ord for en kampplads. Nagorno-Karabakh er velegnet: Her vil hovedmodstanderen være Erdogan og Tyrkiet, der de seneste år har erklæret utvetydig støtte til Aserbajdsjan.

Samtidig kan Putin, som blandt andet journalisten Jevgenij Kisiljov har fremhævet, nok en gang gøre Rusland til centrum i verdenssamfundets bestræbelser på at undgå en krig. Det er en offentlig hemmelighed, at den eneste grund til, at Aserbajdsjan ikke har generobret Nagorno-Karabakh for længst, er, at det derved ville komme i krig med Rusland. En enklave med 150.000 indbyggere har ikke en chance mod en olierig stat som Aserbajdsjan, selv ikke med heftig støtte fra Armenien. Det aserbajdsjanske forsvarsbudget overstiger langt det samlede armenske statsbudget. Det er altså kun Rusland, der har viljen og den militære styrke til at true Aserbajdsjan til besindighed.

Men Rusland kan også bruge striden på anden vis. Nemlig til at drive en kile ind i det skæbnefællesskab mellem Tyrkiet og EU, der er kommet i stand som følge af bestræbelserne på at begrænse tilstrømningen af asylansøgere til EU. Efter russisk opfattelse svækker det Rusland geopolitisk, hvis EU og Tyrkiet bliver forbundsfæller: Så jo mere man kan provokere Erdogan til at vise sig fra sin værste, krigeriske side, desto bedre. Russerne satser på, at han vil tale konflikten op i Kaukasus, mens Vesten vil forsøge at tale den ned.

Endelig kan Erdogan forsøge at mobilisere NATO, grebet af storhedsvanvid, som han er: Men NATO vil med garanti afvise at blande sig, hvorved alliancen vil lide et prestigetab. Åbenbart er den ikke så ubrydelig, så en-for-alle-alle-for-en-agtig, som Stoltenberg på gode dage ynder at give udtryk for.

Økonomisk kan frygten for en storkrig også gavne Rusland, der sælger våben i stor stil til både Armenien og Aserbajdsjan. Det ludfattige Armenien betaler med kreditter optaget i Rusland, mens Aserbajdsjan betaler med rigtige petrodollar. Truslen om krig vil få dem til at købe stort ind.

Men Erdogan kan sandelig også tænkes at være manden, der har pustet liv i konflikten. Siden nedskydningen af det russiske kampfly i november har Rusland excelleret i at straffe Tyrkiet, og alle tilnærmelser og forsoningsforsøg fra Tyrkiets side er blevet blankt afvist. Mindre end en officiel, grædefærdig undskyldning kunne ikke gøre det, og den slags er Erdogan ikke leveringsdygtig i.

Derfor kan Erdogan sagtens have besluttet at tvinge Rusland til forhandlingsbordet ved at overtale Aserbajdsjan til at indlede et angreb på Nagorno-Karabakh, Ruslands allierede. Specielt fordi han givetvis er oprigtigt foruroliget over, at Rusland for nylig stationerede avancerede kampfly og helikoptere på sin militærbase Erebuni i Armenien med det formål at afpatruljere grænsen til Tyrkiet kun ti kilometer derfra.

Og hvis det er sådan, det er foregået, så har det været lettere end normalt for Erdogan at overtale Aserbajdsjans præsident til et angreb: For i Aserbajdsjan kradser den økonomiske krise som følge af de lave oliepriser, og derfor har autokratiske præsident Ilham Alijev brug for at forbedre sit omdømme. Han har foreløbig generobret to strategisk vigtige højdedrag i Nagorno-Karabakh, og befolkningen er ellevild af begejstring.

Til støtte for påstanden taler desuden, at Erdogan og hans premierminister i hvert fald ikke har holdt sig tilbage med støtteerklæringer til Aserbajdsjan, selv om de må vide, hvor meget det provokerer Rusland: Så sent som i går, tirsdag, lovede den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoğlu, i parlamentet at stå skulder ved skulder med Baku (den aserbajdsjanske hovedstad, red.) indtil dommedag.

Det kan dårligt forstås anderledes, end at hvis ikke Rusland makker ret, så kan Tyrkiet virkelig gøre helvede hedt for russerne i Kaukasus. I Rusland griber paranoiaen da også allerede om sig: Militæreksperter som tidligere generaloberst Leonid Ivasjov siger ligefrem til nyhedsbureauet Interfax, at Erdogan pønser på at drive Rusland ud i en storkrig med NATO for én gang for alle at smadre Rusland.

Det lyder nu så voldsomt igen. De fleste enes om, at hverken Putin eller Erdogan har nogen interesse i en storkrig. Det er truslen om en storkrig og ikke selve krigen, der åbner muligheder. Men det er såmænd farligt nok i sig selv: I Kaukasus har det alle dage været nemmere at antænde en brand end at slukke den.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.