Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Erdogan kan bruge kupforsøget, som Hitler brugte Rigsdagsbranden

Det er muligt, at præsident Erdogan ikke stod bag kupforsøget eller kendte til det, men det kom ham sært belejligt, siger kritikere, som sammenligner det med Rigsdagsbranden i Berlin i 1933.

Tyrkiets præsident Erdogan - til højre - og tidligere præsident Gul - til venstre - bærer kisten af en politisk allieret, som blev dræbt under kupforsøget natten til lørdag. Ved begravelsen krævede folkemængden dødsstraf over de skyldige, og Erdogan lovede dem hævn.
Tyrkiets præsident Erdogan - til højre - og tidligere præsident Gul - til venstre - bærer kisten af en politisk allieret, som blev dræbt under kupforsøget natten til lørdag. Ved begravelsen krævede folkemængden dødsstraf over de skyldige, og Erdogan lovede dem hævn.

Hun er ikke en lettere forvirret udbyder af sammensværgelsesteorier. Faktisk er Ayse Kadıoglu en af de mest kendte tyrkiske politologer og professor ved Sabanci-universitetet i Istanbul.

Og hun er sikker på, at hun natten til lørdag i sit hjemland oplevede et uhyggeligt historisk deja vu - til Rigsdagsbranden i Tyskland i 1933. Ikke kun fordi parlamenterne i begge tilfælde blev stærkt beskadigede, men fordi begge begivenheder var omgivet af mystik og konspirationer og endte med at »hamre det sidste søm i de basale friheders ligkiste.« Dengang greb den tyske kansler, Adolf Hitler, forbrydelsen og kortsluttede forfatningen og retssystemet og konsoliderede sin magt, og det samme er præsident Recep Erdogan nu ved at gøre, skriver hun hos Opendemocracy.net.

Faktisk har Erdogan nærmest skrydet af mulighederne efter det amatøragtige kupforsøg - ifølge flere medier kalder han begivenhederne for »en gave fra Gud,« og BBC oplyste lørdag, at hans regime nu har anholdt 6.000 personer, heriblandt ledende officerer og 2.700 dommere. Og ved en tale ved en begravelse i går udtrykte han en blodig hævntørst.

Ifølge den tyrkiske avis Cumhurriyet råbte folkemængden op til ham: »Vi vil have henrettelser,« og Erdogan lovede dem det. »I et demokrati kan vi ikke ignorere folkers vilje. Det er jeres ret,« svarede han. Han talte om at »udrydde en dødelig virus,« og i parlamentet har hans parti allerede stillet forslag om dødsstraf, og på Twitter i Tyrkiet er det mest populære hashtag #Idamistiyorum - »Jeg vil have dødsstraf,« skriver nyhedssitet Middle East Eye.

Alt sammen viser det, hvordan præsident Erdogan griber folkestemningen og bruger den til at skabe et »autoritært regime med et populistisk strøg,« skriver professor Kadıoglu. Og alt sammen nærer det også gådefuldheden omkring kuppet. Allerede nu kan man på sociale medier som Reddit og Facebook finde opslag, som argumenterer for, at Erdogan-regimet iscenesatte kuppet for netop at skabe et alibi for at konsolidere magten. Nogle af argumenterne er lettere rundtossede, mens andre i det mindste stiller gode spørgsmål ved, hvad der foregik i kupnattens løb. F.eks.:

Kupforsøget var så amatøragtigt, at det dårligt kan kaldes et kup, som verdens måske førende ekspert i statskup, Edward Luttwak, skriver hos Foreign Policy. Et kup kræver ikke meget for at lykkes - nogle få tusinde mand kan gøre det, hvis de overholder de simple spilleregler, bl.a. skal de sørge for at anholde de politiske ledere og enten pacificere det øvrige militær eller incitere dem til at deltage. Det er ikke højere videnskab - Luttwak skrev i 1979 en håndbog i statskup, som siden er oversat til et halvt hundrede sprog, og her fremgår opskriften på et succesfuldt kup.

Natten til lørdag blev hverken præsident Erdogan eller premierminister Yildirim anholdt - Erdogan var på ferie med nogle få livvagter ved den tyrkiske rivera, men kunne kommunikere via FaceTime og de TV-stationer, som kupmagerne havde glemt at besætte, og Yildirim kunne i Ankara på TV opfordre befolkningen til at gå på gaden. Begge kunne med en forbløffende sikkerhed forsikre, at kuppet kun var en lille kadre af officerer, og at det ville være nedkæmpet »om et par timer.« Kupmagerne synes også bizart nok at fokusere angrebene på civilbefolkningen frem for tidligere succesrige tyrkiske kupmagere, som alle gik efter regeringsapparatet, og på kupnatten ville rygterne vide, at andre ikke-deltagende militærenheder havde fået at vide, at der kun var tale om en øvelse, og at de ikke skulle gøre noget.

Det ligner omridset af et kup, som ikke skulle lykkes frem for det modsatte, eller i det mindste et kup, som præsident Erdogan var vidende om ville ske og udnyttede til sin fordel, siger kritikerne på de sociale medier, og som den amerikanske professor Ian Bremmer skrev søndag: »Er det ikke påfaldende hvor hurtigt, Erdogan kunne udpege små 3.000 dommere, som var medskyldige i kuppet?«

Og det er her, at parallellen til den tyske rigsdagsbrand er så apropos, skriver Ayse Kadıoglu. For i dag er de fleste historikere nok enige om, at det var en enlig delirisk kommunist, som stod bag og ikke nazisterne, men gerningsmanden eller mændene er mindre vigtige end reaktionen. Branden skabte et pøbelkrav om en dramatisk mod-reaktion, Hitler greb kravet, og resten er historie.

»Det vigtige i historien om Rigsdagsbranden er ikke hvem, der stod bag, men hvad den førte til,« og det er, hvor historien kan gentage sig og føre Tyrkiet ud i en afart af fascisme. Erdogan var før kuppet en konservativ leder i et demokratisk Tyrkiet, og en form for folkestyre er forudsætningen for fascisme, siger hun med et citat fra en anden politolog. Fascisme er en konservatisme, som skaber en følelse af folkelig alarm og vrede og bruger folkestemningen som magtgreb, og det er, hvad der efter hendes opfattelse sker nu.

Det er muligt, at præsident Erdogan ikke stod bag kuppet, ikke kendte til kuppet, ikke ville kuppet, måske er det endda sandsynligt, men han har ret i sin kyniske analyse. For ham kom det som en gave fra Gud, og han har i den grad forstået at kuppe kuppet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.