Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Er nobel nævekamp ikke for caballeros?

Trods mediernes traditionelle boykot er boksesporten ved at vokse sig stor i Spanien – også blandt børn.

Boksning vinder frem i Spanien, men alligevel vil El País og andre af landets store aviser, som ellers dagligt sætter fem-seks sider af til sport, ikke røre »denne aktivitet« eller noget, der »afspejler det tarvelige miljø omkring den« med en ildtang.
Boksning vinder frem i Spanien, men alligevel vil El País og andre af landets store aviser, som ellers dagligt sætter fem-seks sider af til sport, ikke røre »denne aktivitet« eller noget, der »afspejler det tarvelige miljø omkring den« med en ildtang.

BARCELONA: Man skal ikke opholde sig længe i Spanien for at opdage, at sport fylder mere end almindelig meget i landets trykte medier. En håndfuld specialiserede dagblade skriver ikke om andet, og i morgenaviserne breder stofområdet sig som minimum ud over fem-seks daglige sider. Men én idrætsgren må man som regel kigge i vejviseren efter, og selv her vil det være vanskeligt at finde ret meget om den, hvilket på ingen måde er tilfældigt.

»Denne avis offentliggør ikke artikler om boksning, medmindre de handler om udøvere, som kommer til skade i forbindelse med denne aktivitet, eller afspejler det tarvelige miljø omkring den,« hedder det eksempelvis i El País’ interne redaktionelle regler.

Så ved man, hvad man har med at gøre. Vinklen var da også både klar og kritisk, da Spaniens største og mest indflydelsesrige dagblad forleden bragte en reportage om den, trods mediernes boykot, stigende interesse for sporten, oven i købet blandt børn.

»Fodbold er mere voldeligt«

De godt 50 piger og drenge, som forleden deltog i de første spanske mesterskaber for 8-14-årige, konkurrerede ganske vist kun i disciplinerne sjipning, slag mod sæk og skyggeboksning. Men målet er naturligvis på længere sigt at opdyrke talenter for rigtig, fuld kontakt-nævekamp, og det er både farligt og forkasteligt, advarer en lang række eksperter i El País’ reportage.

»Mindreårige bør hverken udøve eller overvære boksning. At slå løs på en sæk er også en voldelig handling, som ikke bør bagatelliseres,« hævder eksempelvis psykologen Juan Antonio Plazas.

 

Spørger man de små bokseres forældre – og det gør avisen trods alt også – fortæller de en helt anden historie.

Tere Guillem, der er mor til den spanske mester i tiårsklassen, Izan, har ikke blot svært ved at se det skadelige i sønnens glødende interesse for en trods alt olympisk idrætsgren. Hun mener også, at den er gavnlig.

»Izan klarede sig sådan set ikke dårligt i skolen, før han begyndte at bokse, men lærerne fortæller, at han er blevet meget bedre til at sidde stille og koncentrere sig nu,« siger den 32-årige damefrisør og tilføjer:

»Før gik han til fodbold. Det var han ikke særlig god til, og i øvrigt blev han hele tiden forkølet. Men det værste var forældrene, der stod omkring banen og råbte de værste ting efter de stakkels unger. Dét var voldeligt. Der hersker langt mere respekt ved ringside.«

Hvad så med karate og tyrefægtning?

Tere Guillem undrer sig desuden over, at der ikke bliver set skævt til ungdomsafdelinger i andre lige så potentielt farlige fritidsaktiviteter såsom motorsport, karate eller – for den sags skyld – tyrefægtning. Og især hvad angår den sidstnævnte, såkaldte »nationalfest« står hun langtfra alene med sine beskyldninger om dobbeltmoral.

 

Hvorfor vil El País ikke røre boksning med en ildtang, når avisen har stolte traditioner for at skrive om, hvad også mange spaniere opfatter som organiseret dyrplageri? Da en bokse-aficionado for år tilbage bragte spørgsmålet på bane over for læsernes redaktør, lød svaret, at den »mulige« vold i en tyrefægterarena ikke går ud over mennesker, men kun dyr. Samt at miljøet omkring den på ingen måde er så »tarveligt«, som det der omgiver boksning.

Tja, det afhænger nok – og uanset hvad man i øvrigt mener om sagen – af øjnene, som ser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.