Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Globetrotter

Er han en af de »gode« eller kugleskør? Ingen ved det, før det er for sent

Det er en udfordring at stå på en amerikansk skydebane sammen med amerikanerne. Min »nabo« på skydebanen til højre øver sig i at trække pistolen hurtigt fra hylstret for derefter at affyre en byge af projektiler målrettet mod en skydeskive. Min nabo til venstre øver sig i at skyde og lade, skyde og lade, skyde og lade. Med rekordfart tømmer han det ene magasin efter det andet og putter straks et nyt i. Måske er de begge politifolk, der træner. Sandsynligvis er de det ikke. For i USA ejer mange et våben uden at have en professionel undskyldning. Så det eneste, man kan håbe på, er, at disse personer bare er normale og ikke lige pludselig taber snøvsen. For så er vi alle døde på et splitsekund.

Egentlig interesserer jeg mig ikke så meget for våben. Måske fordi jeg i min ungdom i militæret har skudt med alt, hvad der nu var i arsenalet i det danske forsvar og havde adgang til næsten ubegrænsede mængder af ammunition i alle afskygninger.

I USA slår jeg engang imellem turen forbi en skydebane, får udleveret et våben og ammunition og går til skiverne sammen med amerikanerne. For der er få steder i USA, hvor man kommer så tæt på amerikanerne som på en skydebane – jo, måske i en sportsbar. Men en skydebane er ikke en dårlig måde at få kontakt med amerikanerne på. Man synes ligesom man kender hinanden, når man står med hver sin sværtkaliberet pistol eller gevær og tilstrækkelig med ammunition til at sætte Islamisk Stat på plads og underforstået er enige om, at man ikke skyder på hinanden, fordi vi selvfølgelig er »the good guys«.

Jeg har aldrig været decideret bange for våben, men jeg har den fornødne respekt for en pistol som Glock 17. Især i hænderne på en, man ikke kender. Men man skal aldrig udfordre amerikanerne på deres forfatningsmæssige ret til at eje et våben eller at bruge det, hvis de synes, at det er nødvendigt. Selv om amerikanerne er rygende uenige om, hvorvidt der skal være strammere regler for, hvem der kan købe de dødbringene våben – især et militært et af slagsen – så er der en grundlæggende enighed om, at forfatningens artikel to er hellig. Retten til at eje et våben er grundlovssikret og udfordres ikke engang af Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Delstaterne har vidt forskellige lovgivninger omkring det at eje et våben. De fleste stater foretager et baggrundstjek, inden man kan få lov til at købe, men det er ikke særligt effektivt. I nogle stater må man kun bære våbnet i det skjulte. Det vil sige under jakken eller i en taske, i andre må man bære det synligt. Selvfølgelig i jagtstater som Kentucky, hvilket er lidt af en udfordring, når man ved benzintanken møder en mand med en pistol i bæltet. For tilhører han en af de »gode«, som medlemmer af amerikanernes største våbenklub, National Rifle Association, kalder deres medlemmer? Eller er han en kugleskør person, der kan finde på at begynde at skyde om sig? Ingen ved det, før det er for sent.

Men på skydebanen er vi alle ens. Vi er i hvert fald i samme båd. Man går ind i en våbenhandel, der også har en skydebane, og viser sit amerikanske ID-kort. Man siger at man gerne vil have eksempelvis en Glock 17 udleveret sammen med ammunition og et par skydeskiver, som også fås i Taleban-udgaver for at understrege formålet med at eje et våben – at eliminere »the bad guys«. Ingen problemer i det. Ingen spørger, om man inden for den seneste måned er blevet forfulgt af mennesker fra det ydre rum, eller om man har slået konen inden for samme tidsrum. Ingen spørger, om man har en våbentilladelse, for det vil være i strid med forfatningen, og ingen bekymrer sig om, at du får udleveret et dødbringende våben.

Det eneste, man ikke må i våbenforretningen, er at tale udenlandsk. Og da slet ikke arabisk. Man skal tale engelsk hele tiden og sørge for at se tilstrækkelig normal ud. For der sidder selvfølgelig en sværtbevæbnet vagt, som holder øje med, at ingen taber fatningen.

Under en reportagetur til West Virginia gik jeg ind i en våbenbutik. Der var sikkerheden minimal. Jeg fik udleveret mit våben og patroner og skydeskiver og kunne så bare gå ud på banen og begynde at skyde. I nabostaten Virginia forleden var det anderledes. Alt skulle lægges i en kurv for sig – patroner for sig, magasiner for sig og pistolen for sig. Først på skydebanen måtte man samle det hele.

Og det var der, jeg mødte de to andre – manden, der trak pistolen som i en western, og manden, der skød på tid. Så de »normale« ud? Svært at sige. Manden, der øvede sig i at trække hurtigt og ramme plet, var en ældre herre med smårystende ben. Jeg var nervøs for, om han kunne trække og skyde samtidig uden at ramme os andre. Manden med de hurtige ladebevægelser var yngre og syntes at have mere styr på det. Jeg og en af mine venner var selvfølgelig de mest »normale« denne dag. Vi var der jo for at studere de andre. Vi var absolut »the good guys«. Men alligevel lader man sin pistol hurtigt. Ikke blot for at begynde at skyde til måls. Men i det mindste for at være klar til at forsvare sig, hvis en af de andre skulle være »the bad guy«.

Og det er jo sådan set hele formålet med at have et våben: at beskytte sig mod omverdenens ondskab.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.