Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Er det federe at være hvid?

Lil' Kim var engang kendt for banebrydende musik. Nu er hun kendt for ditto hudblegning. Hun er gået fra sort til hvid på 20 år. Lider hun af »nedarvet sort selvlede« – eller hvad går hudblegning ud på?

Den kvindelige sorte rapper Lil Kim er de seneste 20 år blevet markant lysere i huden.
Den kvindelige sorte rapper Lil Kim er de seneste 20 år blevet markant lysere i huden.

Den blev kaldt »den mest racistiske reklame nogensinde«. Nu er »nogensinde« lang tid, men reklamen er slem:

En smuk kinesisk kvinde inviterer en sort mand ind i sit hjem, og deres kropssprog ligner noget, der kan blive til meget mere. Men han er sort. Så hun putter en Qiaobi-vaskekapsel ind i munden på ham, han ryger ind i vaskemaskinen og – 1-2-3 – ud kommer en lyshudet asiatisk mand. Den kinesiske TV-reklame fik det store skyl og vask i de sociale medier, og den udstillede for omverdenen den kinesiske besættelse af lys hud.

Men det er ikke kun kineserne. Kort forinden lagde den amerikanske rapper Lil' Kim en stribe nye selfies på Instagram, og de sved i øjnene. For Lil' Kim var … ja, hun var ikke den sorte sanger, som slog igennem med »Hard Core« i 1996. Hun var nu en hvid kvinde med lyst hår, høje kindben, skarp hage og aristokratisk næse, og Twitter var ikke imponeret.

»Den mørkhudede Lil' Kim var perfektionen selv … Jeg ved ikke, hvem den anden kvinde er,« skrev en fan, og ethvert amerikansk ugeblad og webmedie indforskrev en analyse fra en ekspert i plastikkirurgi. Lil' Kim havde bleget sin hud med syre, fået fedt og væv fjernet omkring øjnene, sprøjet botox ind under hagen og fyldt kinderne ud, sagde en plastikkirurg til US Weekly. Andre medier ringede til en psykiater, og her lød diagnosen, at Lil' Kim led af sort selvlede, mindreværdsfølelse eller var afhængig af plastikkirurgi og under alle omstændigheder skulle have hjælp.

Hudblegning

De to eksempler kunne nemt sendes over i afdelingen for tilværelsens kuriosa, men de er mere end det.

Lil' Kim begyndte at eksperimentere med hudblegning og plastikkirurgi i 00erne og har siden været mere kendt for sin plastiske ommøblering end for sin musik.
Lil' Kim begyndte at eksperimentere med hudblegning og plastikkirurgi i 00erne og har siden været mere kendt for sin plastiske ommøblering end for sin musik.

70 procent af alle kvinder i Nigeria bruger hudblegning, og 59 procent af alle kvinder i Togo gør det, oplyser en rapport fra verdenssundhedsorganisationen WHO. Kineserne køber årligt kosmetikprodukter for 5,5 milliarder dollar, og 30 procent af pengene går til hudblegning. Og Lil' Kim er ikke den eneste berømthed, som bleger sig. Stjerner som Beyoncé, Rihanna og Jennifer Lopez er blevet beskyldt for det, og rapperen Azealia Banks og baseballspilleren Sammy Sosa har erkendt det, skriver Washington Post. Og popkongen Michael Jackson døde som en hvid mand, ikke en sort mand.

Men hvorfor? Hvorfor er det så vigtigt for personer med mørk hud at få hvid hud?

Den traditionelle forklaring handler om racisme og slaveri, som har indpodet »et selvhad« blandt sorte. Generationer senere lever sorte og asiater stadig med en ned­arvet mental lænke om halsen og forsøger at komme ud af deres hud. Men det er ikke rigtigt, siger en ny bog og en nylig undersøgelse. Forklaringen er alt for simplistisk, den skærer mørkhudede over én kam og »undervurderer sort modstandsdygtighed«, skriver lektor Christopher Charles fra University of West Indies, som har undersøgt hudblegere og ikke-blegere på Jamaica. Hudblegning har intet med sort selvlede at gøre, det er ikke en personlighedsbrist, men et socialt skønheds­ideal, og det er bestemt af, at hvidt er synonymt med bedst, rigest og skønnest.

I fængsel

Det er den debat, som Lil' Kim står midt i.

Hun lagde seks nye billeder af sig selv ud på Instagram i april, hendes opslag gav i løbet af kort tid over 20.000 likes og knap 40.000 kommentarer, og det førte til en væg-til-væg- mediediskussion med billedserier af Lil' Kim og hendes totalforvandling. Og diskussionen kom hurtigt til at handle om, hvorvidt Lil' Kim skulle skamme sig – og om hun vidste, hvad hun gjorde.

Selv hævdede rapperen, at hun elsker sit nye jeg og har det fint, men det viser bare, at hun ud over at lide af mindreværdskompleks også lider af vrangforestillinger, skrev den sorte aktivist Patience Zalanga i The Guardian.

Og – siger kritikerne – Lil' Kims forvandling gør især ondt, fordi hun er et ikon for en generation af sorte kvinder. Før hende var der kun få succesfulde kvindelige rappere, og hun banede vejen med sine album »Hard Core« og »The Notorius K.I.M« i 2001. Det gav hende yderligere street cred, at hun i 2005 røg i fængsel efter et skyderi uden for en natklub, og at hun – mens hun var i fængsel – udgav et nyt album.

Undervejs har hun ikke lagt skjul på, at hun kæmpede med sit udseende. I 2000 sagde hun i et interview med Newsweek: »Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg ikke er smuk nok (...) Mænd har altid forsøgt at dukke mig, akkurat som min far gjorde. Og når jeg i dag får at vide, at jeg ser sød ud, kan jeg ikke se det. Jeg kan ikke se det, ligegyldigt hvad andre siger.«

Men i modsætning til så mange andre havde Lil' Kim penge til at gøre noget ved det. I midten af 00erne begyndte hun at eksperimentere med hudblegning og plastikkirurgi, og siden har hun – som en Michael Jackson i karrierens finale – været mere kendt for sin plastiske ommøblering end for sin musik.

»Men nu er jeg ligeglad,« sagde hun for et par år siden i et TV-interview. »Jeg er ligeglad, for nu ved jeg, at jeg er smuk. Jeg ser godt ud.«

En anden rapper – en ny generations Lil' Kim – har sagt, at hun udmærket kender følelsen. Azelia Banks har erkendt, at hun selv bleger sin hud, og på Twitter spurgte en fan hende, hvorfor hun gjorde det. Banks svarede tilbage: »Depression. At se hvide og lyshudede kvinder komme foran med dårligere musik end min. Det er frustrerende.«

Hvidt er succes

Sådan en udtalelse – beviser den ikke tesen om den nedarvede sorte selvlede?

Ikke nødvendigvis.

Lil' Kim er ikke den eneste, der får bleget sin hud. Ifølge en ny rapport fra Global Industry Analysts vil verden i 2020 købe hudblegningsprodukter for 23 milliarder dollar.
Lil' Kim er ikke den eneste, der får bleget sin hud. Ifølge en ny rapport fra Global Industry Analysts vil verden i 2020 købe hudblegningsprodukter for 23 milliarder dollar.

For det første er det dårligt nok en nyhed, at især kvinder lider af negative følelser med hensyn til deres udseende. I 2011 foretog psykologen Ann Kerney-Cooke en undersøgelse blandt 300 kvindelige læsere af magasinet Glamour, og 97 procent af dem døjede med deres udseende. I gennemsnit havde de pågældende kvinder »13 negative kropstanker hver dag«. De følte, at de var for tykke eller for tynde, for blege eller for tjavsede, for korte eller for høje, og hvis de kunne, ville de gøre noget ved det.

For det andet er der meget lidt videnskabeligt belæg for tesen om nedarvet sort selvhad, som den britiske lektor Shirley Anne Tate skriver i sin nye bog, »Shade Shifters«. Ja, hvidt bliver betragtet som en standard for skønhed og social status, men det har mere med for eksempel medierne og skønheds­industrien end med en sort personlighedsbrist at gøre, skriver hun. Problemet er »colourisme«, som handler om den sociale status, som en bestemt hudfarve udtrykker.

Undersøgelsen fra Jamaica når til samme konklusion. Christopher Charles interviewede 326 mennesker i Freeport, og hudblegere følte ikke mindre selvværd end ikke-blegerne, de led ikke af mindreværdskomplekser, og de ønskede ikke at blive hvide, for de var sorte, sagde de. Den over­vejende begrundelse for hudblegning var, at de ville have en skønnere hud, at de ville virke tiltrækkende på det andet køn, at deres venner gjorde det, og at »hudblegning er populært«.

Hudblegning har således mere med sociale bestemte skønhedsidealer at gøre, skriver Charles: at det simpelthen er federe at være hvid. Det er samme historie med den kinesiske vaskemaskinereklame og en thailandsk reklame for hudblegningspiller. »Hvidhed gør dig til en vinder«, hed slaglinjen. Eller i Indien, hvor en amerikansk forsker gennemgik 40 annoncekampagner for hudblegning og fandt tre gennemgående temaer: »Hvidhed er perfektion«, »hvidhed er succes«, og »mørkhed er et problem, som kan korrigeres«.

Og det virker: I 2020 vil verden købe hudblegningsprodukter for 23 milliarder dollar, fremgår det af en ny rapport fra Global Industry Analysts. Det er en fordobling på fem år og en tredobling på ti år.

Hvis hvidhed bliver opfattet som federe – er det så et problem? Eller bare et forbigående lune?

Én skole mener det sidste. Skønhedsidealer kommer og går, mode er en uendelig dialektik af reaktioner og modreaktioner, og i øjeblikket er det hvid hud, og om nogle år er det måske grønt hår eller små fødder.

Men så nemt er det ikke, siger kritikerne. Vores hudfarve handler om noget mere fundamentalt end skulderpudder eller ikke, og hudblegning hænger nøje sammen med en »historisk euro-centrisme«, hvor hvidt altid har været godt og mørkt grimmere, fattigere og ringere. Derfor kan antallet af mørk­hudede modeller i skønhedsindustrien for eksempel tælles på én hånd.

Løsningen er for eksempel at tvinge industrien til ligeværdig repræsentation, når den ikke selv kan finde ud af det, siger kritikerne, som også hylder Ghana, som nu forbyder hudblegningsprodukter.

»Det er opløftende,« skriver den sorte aktivist Zeba Blay hos Huffington Post. »Det vil tage lang tid at løse problemet med colourisme (...) Men Ghanas forbud er et skridt i den rigtige retning.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.