Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Engelsk syge i Blackpool: Stakler, snydepelse og sultne skolebørn

Storbritannien er i gang med den største velfærdsreform siden Anden Verdenskrig - men for folk som Melvyn Holmes er udsigterne dystre. Tag med Berlingskes Michael Bjerre og Søren Bidstrup til Blackpool.

Den tidligere minearbejder Melvyn Holmes rammes af den mest kontroversielle del af de britiske velfærdsreformer, den såkaldte "soveværelsesskat", hvor folk i almenbyttige boliger straffes økonomisk for hvert ekstra soveværelse, de har i deres bolig. Melvyn Holmes og hans kone føler sig presset ud af deres hjem gennem 20 år.
Den tidligere minearbejder Melvyn Holmes rammes af den mest kontroversielle del af de britiske velfærdsreformer, den såkaldte "soveværelsesskat", hvor folk i almenbyttige boliger straffes økonomisk for hvert ekstra soveværelse, de har i deres bolig. Melvyn Holmes og hans kone føler sig presset ud af deres hjem gennem 20 år.

BLACKPOOL: I skoleuniformer tripper Caitlin og hendes klassekammerater forventningsfulde uden for døren til klasseværelset på Devonshire folkeskole i Blackpool, for de kan næsten ikke vente med at komme ind at få, hvad mange af dem ikke får derhjemme … morgenmad.

Da de endelig bliver lukket ind, farer de hen og snupper små kartoner med mælk, juice, frugt og brød, inden de sætter sig ved de blå skoleborde og spiser.

»Nu får jeg endelig noget at spise hver morgen,« siger niårige Caitlin, der går i 5. klasse.

Indtil for få måneder siden delte tusindvis af børn i den nordvestengelske kystby skæbne med Caitlin og kom sultne i skole, fordi deres forældre enten ikke havde råd til mad eller kunne tage sig sammen til at købe ind. Og mange af de børn, der overhovedet fik noget at spise om morgenen, ankom ofte dryssende for sent i skole med et stykke chokolade i hånden eller en pose chips. Som akut nødløsning gav lærere af og til de mest trængende et stykke toast.

Ud over børnenes sundhed gik det på byens skoler ud over elevernes koncentration og indlæring, og problemet var til sidst så massivt, at det fik byrådet i Blackpool til at træffe en utraditionel og kontant beslutning; efter en prøveperiode før sommerferien med at servere gratis morgenmad på byens folkeskoler for børn til og med 6. klasse har kommunen netop gjort ordningen permanent.

Byens borgmester Simon Blackburn taler om, at byrådet reelt var tvunget til at gribe ind over for den tilspidsede situation med sult og forbedre livet for »vores mest sårbare indbyggere«, og skoleinspektør Neil Hodgkins priser også det nye kommunale tilbud – det første i England. Nu får alle 11.000 skolebørn på Blackpools 33 grundskoler hver dag serveret gratis morgenmad.

»80 procent af forældrene til eleverne på vores skole er arbejdsløse. Børn, som før fik intet eller meget lidt at spise, nyder nu et nærende måltid hver morgen, og de er blevet meget mere opmærksomme, fokuserede og klar til at præstere i klassen,« fortæller inspektøren.

Velkommen til Storbritannien 2013, velkommen til verdens syvende største økonomi og velkommen til et delt land.

Et land hvor uligheden er større end noget andet land i Vesten.

Et land hvor de rigeste ifølge opgørelser tjener 273 gange mere end de fattigste, og hvor de nederste ti procent overlever på 46.000 kr. om året.

Og et land der er delt mellem et fattigt Nordengland, hvor traditionelle arbejderbyer som Blackpool, Manchester og Liverpool alle døjer med boligkvarterer med over 60 procent arbejdsløse, og et rigt Sydengland, der har London som et økonomisk lokomotiv og tiltrækker talenter, iværksættere og rigmænd fra hele verden.

Men også et Storbritannien hvor politikerne, som overalt i Europa, i en global krisetid arbejder på at få færre penge til at række længere, og hvor den konservative premierminister, David Cameron, og hans regering har iværksat den største reform af velfærdsstaten siden Anden Verdenskrig.

Hårdest rammer reformerne i Blackpool, der i England ofte beskrives som ét stort socialkontor, fordi så stor en del af byens borgere er på offentlige ydelser såsom kontanthjælp, sygedagpenge og pension. Ifølge eksperter fra Sheffield Hallam University koster velfærdsreformen hver voksen i den arbejdsdygtige alder i Blackpool 8.000 kroner om året – næsten det dobbelte af, hvad reformen koster folk i snit på tværs af landet.

Blackpool overlever kun på at være forlystelsesby for fattige pensionister og unge, men end ikke pariserhjulet på stranden, byens kæmpe haller med blippende spilleautomater og den årlige lysfest med over en million lysende pærer i alt fra lygtepæle til facader kan skjule mismodet.

Byen er slummet, og i gader med stribevis af nedkørte Bed & Breakfast dækker vinduernes lysskilte med »Ingen ledige værelser« ofte over, at stedet ulovligt har hjemløse boende permanent, hvilket kommunen slår hårdt ned på med razziaer, da den frygter, at det tiltrækker misbrugere og skræmmer turister væk. Det er ikke tilfældigt, at Blackpool er den by i England med flest børn i pleje – 150 for hver 10.000 indbyggere – hvilket er langt over det dobbelte af gennemsnittet i England.

Den britiske velfærdsreform studeres med interesse af andre lande, der også har brug for at slanke velfærdsstaten i en ny tid med lavkonjunktur og voksende ældrebyrde, men OECD har advaret mod, at forskellen på rig og fattig i Storbritannien vil blive endnu større på grund af en nedskæringspolitik, der lægger »pres på ulighed og fattigdom«.

Velgørenhedsorganisationer advarer også om den alarmerende nye trend med sult, der er taget til, siden velfærdsreformerne gradvist begyndte at træde i kraft i foråret.

Trussel Trust, der er den største uddeler af fødevarepakker til værdigt trængende i Storbritannien, uddelte fra april til september nødpakker til over 350.000 mennesker, herunder 120.000 børn; tre gange så mange som i samme periode sidste år, og mere end organisationen uddelte i hele 2012. Nogle af de borgere, der modtager fødevarepakker, er så fattige, at de returnerer dåsemad, da de ikke kan varme maden, fordi de ikke er i stand til at betale deres gasregning.

Britisk Røde Kors har annonceret, at organisationen denne vinter for første gang siden Anden Verdenskrig vil uddele nødhjælpspakker med mad til trængende i Storbritannien.

Kritikere klandrer den konservativt ledede regerings drastiske nedskæringer af velfærdsstaten for den nye sultkrise, men de, der tror, at det bliver meget anderledes, hvis de stemmer Labour til magten efter næste valg, kan godt tro om igen.

For det er nye tider i Storbritannien, og det gamle arbejderparti har erklæret, at det vil fastholde velfærdsreformerne for at vise sig som et økonomisk ansvarligt parti, der ligesom de konservative vil have styr på statsbudgettet og statsgælden.

Labourleder Ed Miliband har dog udstedt et løfte om, at han vil fjerne det mest kontroversielle nye tiltag, den såkaldte »soveværelsesskat«.

Miliband har beskrevet skatten – hvor beboere i almennyttige boliger straffes økonomisk for hvert overskydende soveværelse, de har i deres bolig – som et »symbol på en ufølsom regering, der er ude af trit med virkeligheden og kun bakker op om de få privilegerede, men aldrig dig.«

- Vi har boet her i 20 år, og så forsøger de at presse os ud af vores eget hjem. Og det vil lykkes for dem, siger Melvyn Holmes. Den tidligere minearbejder rammes af et af de mest kontroversielle elementer i den britiske velfærdsreform, den såkaldte »soveværelsesskat«, hvor folk i almennyttige boliger straffes økonomisk for hvert ekstra soveværelse, de har i deres bolig.
- Vi har boet her i 20 år, og så forsøger de at presse os ud af vores eget hjem. Og det vil lykkes for dem, siger Melvyn Holmes. Den tidligere minearbejder rammes af et af de mest kontroversielle elementer i den britiske velfærdsreform, den såkaldte »soveværelsesskat«, hvor folk i almennyttige boliger straffes økonomisk for hvert ekstra soveværelse, de har i deres bolig.

Lige rundt om hjørnet fra Devonshire Folkeskole, i et faldefældigt hus et stykke nede ad Wayman Road, finder vi i nummer 19 en af de, der er berørt af den nye »soveværelsesskat«, som er blevet sindbilledet på den nye og skrappere konservative kurs.

Melvyn Holmes hedder manden, der er tidligere minearbejder og nu arbejdsløs. I sutsko og en lurvet sort trøje byder han os inden for i sin stue med et ru håndtryk.

»Regeringens politik er ækel,« siger han, da vi spørger til skatten.

Han virker opgivende, stirrer ofte bare lige ud i luften og taler om, hvor hårdt det er at få det hele til at hænge sammen. Hjemmet bærer præg af, at der her leves et enkelt og spartansk liv uden megen overskud. Der er skidt i alle kroge, støv på alle flader og huller i væggene. Alle møbler i stuen er slidte, billeder af katte hænger overalt på væggene, og udover det tændte fjernsyn i hjørnet kan man kun høre monotone tik-tak-lyde fra et plastikur i »guld«, der er formet som et kæmpe armbåndsur.

Hans kone er handicappet og kan næsten ikke gå, og her sidst på formiddagen er hun endnu ikke oppe, men ligger stadig i sengen i deres soveværelse oppe ovenpå. De to øvrige soveværelser på første salen står tomme, fordi deres to børn er flyttet hjemmefra, og de to ekstra soveværelser er netop deres nye udfordring. For de betyder med den nye »soveværelsesskat«, at parret nu mister 25 procent af deres boligsikring, hvilket svarer til 700 kroner om måneden. Derudover er de pålagt en lokalskat, som de ikke tidligere har betalt.

Den almennyttige bolig betaler de ikke for, men samlet set går de med velfærdsreformen ned fra at have haft 3.550 kroner om måneden i offentlige ydelser til nu at må leve for 2.650 kroner om måneden.

»Vi kunne lige få det til at hænge sammen, før de indførte ’soveværelsesskatten’,« siger Melvyn Holmes og klør sin trofaste ven, hunden Sami, bag det ene øre.

I det samme ringer telefonen, og det viser sig at være en sagsbehandler fra kommunen, der har et tilbud om en bolig med ét soveværelse i stedet for de nuværende tre. Da Melvyn Holmes har lagt røret, siger han:

»Vi har boet her i 20 år, og så forsøger de at presse os ud af vores hjem. Og det vil lykkes for dem, for vi har ikke råd til at bo her mere med den skat.«

Den tidligere minearbejder har en pointe, men mens Labour finder politikken umenneskelig, så ønsker de konservative netop at få folk som Melvyn Holmes og hans kone til at flytte til noget mindre.

De konservative argumenterer med, at det er helt urimeligt, at et par skal kunne blive boende i en almennyttig bolig, når deres børn flytter hjemmefra, og de har mindre brug for pladsen – oven i købet når der er massiv mangel på boliger til familier.

Af samme grund blev konservative stiktossede, da en FN-repræsentant for nylig kom til England og kritiserede »soveværelsesskatten« for at »skabe stress og angst« for »udsatte mennesker«, hvoraf »mange« nu måtte vælge mellem mad og at betale »bøden«.

Anklagerne er naturligvis ubehagelige for den konservative premierminister, David Cameron. Særligt påstanden om, at han fører en politik, der gør, at folk sulter, gør ondt i Downing Street 10.

Men det er heller ikke hans mål.

David Cameron ønsker et opgør med, hvad han anser som en alt for dyr og omklamrende forsørgerstat, der fritager folk for personligt ansvar og ikke giver arbejdsløse incitament til at tage et arbejde, fordi det bedre kan betale sig at være forsørget af det offentlige – eller for den sags skyld at bo i en »for stor« almennyttig bolig. Storbritannien udbetaler i dag 830 mia. kr. hvert år i offentlige ydelser til familier i den arbejdsdygtige alder.

David Cameron kan glæde sig over, at over halvdelen af befolkningen i en måling finder, at »sociale ydelser er for høje og ikke opmuntrer til at arbejde«. Selv et flertal af de, der modtager passive ydelser, eller partneren gør – finder, at de er for høje, viste en måling i 2011.

Men regeringen håber ikke kun at spare milliarder på sine reformer. For David Cameron er det også en værdikamp. Han taler om at skabe et anderledes samfund. Et »mulighedernes land« for »hårdtarbejdende«, hvor det »altid kan betale sig at arbejde«.

Med »hård kærlighed« har premierministeren og hans ministre derfor strammet reglerne gevaldigt for alt fra kontanthjælp til boligsikring og børnefamilieydelse.

Langtidsledige og unge bliver frataget kontanthjælp, hvis de ikke lader sig uddanne, eller hver uge arbejder 35 timer for deres kontanthjælp – eksempelvis som gadefejere eller medhjælpere i køkkenet på et plejehjem.

En ny universel enhedsydelse slår seks ydelser sammen til én, hvilket skal reducere svindel med ydelser og give arbejdsløse et større incitament til at søge arbejde.

Det mest revolutionerende tiltag er et loft over sociale ydelser, så ingen enlige kan modtage mere end 350 pund om ugen (3.080 kr., red.), og ingen husstande med par kan modtage mere end 500 pund om ugen (4.400 kr.) – svarende til den gennemsnitlige husstandsindkomst i Storbritannien. Regeringen pønser allerede på at sætte loftet yderligere ned.

Kritikere peger på, at den kontante fremfærd ikke løser de underliggende problemer, såsom at der ikke er nok job. Men regeringen siger, at loftet for sociale ydelser allerede har fået 16.500 mennesker til at finde et arbejde.

Arkitekten bag reformen, den konservative arbejdsmarkedsminister, Iain Duncan Smith, fastholder nødvendigheden af reformen, fordi »afhængighed« af velfærdsstaten i al for høj grad er »blevet en norm«. I omkring hver syvende husstand i Storbritannien er der ingen, der arbejder, og det har gennem en årrække været Europa-rekord.

»Næsten to millioner børn vokser op i hjem med arbejdsløse forældre eller mødre, og de ser et liv på sociale ydelser som normalt,« har Iain Duncan Smith skrevet i et indlæg i avisen Independent.

»Der er intet progressivt i at destruere håb og begrænse muligheder for de fattigste … Et liv på offentlige ydelser må aldrig blive mere attraktivt end at arbejde.«

Justin er 19 år, arbejdsløs og har to børn på henholdsvis ét og to år med sin kæreste, som han bor sammen med. Han siger, han bare ikke kan forsørge sin familie med en kontanthjælp på små 500 kr. om ugen, og på et supermarkeds parkeringsplads i Blackpool tilbyder han sammen med en kammerat derfor handlende at vaske deres bil for 35 kroner.
Justin er 19 år, arbejdsløs og har to børn på henholdsvis ét og to år med sin kæreste, som han bor sammen med. Han siger, han bare ikke kan forsørge sin familie med en kontanthjælp på små 500 kr. om ugen, og på et supermarkeds parkeringsplads i Blackpool tilbyder han sammen med en kammerat derfor handlende at vaske deres bil for 35 kroner.

På gaden i Blackpool bekræftes vi til dels i ministerens påstand om, at afhængighed af offentlige ydelser for nogle er blevet en norm.

En arbejdsløs 27-årig fyr, Graham, der sammen med sin kæreste har et lille barn på under et år, insisterer på, at han er for syg til at arbejde, fordi han »ikke kan læse«.

En flok unge mødre – flere af dem teenagemødre – der står og snakker på et torv, mens deres små pludrer løs i klapvogne, taler længe om, hvor mange år de kan være på offentlige ydelser »uden at blive sendt ud i arbejde«.

Den ældste af mødrene, en kvinde midt i trediverne, præsenterer sig stolt som værende blandt de »20 kvinder i Blackpool med flest børn«. Hun har ni. Den yngste, som hun har med sig i klapvognen, er et halvt år. Den ældste er 17 år. Alle børnene har hun med samme mand.

Aldrig har hun arbejdet, hun har altid passet sine børn. I alle årene har hun været forsørget af det offentlige og på grund af de mange børn, har hun modtaget så meget i boligsikring, børnepenge og andre ydelser, at hun har haft råd til at leje en lejlighed med otte soveværelser i et hus. Men nu er hun vred. For hun har fået skåret sin boligsikring med over 6.000 kroner om måneden på grund af det nye loft for velfærdsydelser for enlige mødre, der er lavere end loftet for par. Loftet for sociale ydelser er i høj grad indført for at stoppe en udvikling, hvor unge fra fattige miljøer får mange børn, hvorefter det offentlige kommer til at betale regningen for deres forsørgelse.

»Tidligere kunne det bedst betale sig at være enlig mor – men nu giver det flere penge, hvis man er sammen. Derfor flytter min partner, der hidtil har boet til leje i en anden lejlighed i samme hus, ind til mig, så jeg kan få min boligsikring tilbage,« forklarer moderen til de ni børn.

Pludselig ser hun nervøs ud, hendes øjne begynder at flakke. Hun ligner en, der ved, at hun har talt over sig. Det hele lugter også. For hun er »enlig mor«, når det bedst kan betale sig, og hun er sammen med sin mand, som hun har fået sine ni børn med, når det bedst kan betale sig.

Pludselig sætter hun og veninderne uden videre i rask trav med deres klapvogne, og hun råber tilbage, at hun ikke vil have taget sit billede.

Da gruppen senere kommer tilbage over torvet, går de en lang bue uden om pressefolkene fra Berlingske, og en af dem advarer de andre: »Pas på, der er journalisterne.«

Lidt længere nede ad vejen, på Blackpool Borgerkontor, kender de såvel systemets skrøbelige smuthuller som sagerne, hvor redelige mennesker kommer i klemme.

På kontoret tager frivillige rådgivere hver dag imod opkald fra frustrerede borgere, der søger råd om de mange nye velfærdsregler, og i forkontoret sidder folk i kø for at komme ind at få en personlig rådgivning.

Efter stramningerne af reglerne vælter det ind med folk, der ikke kan betale deres regninger, fortæller lederen af borgerkontoret, Julia Hannaford. Halvdelen af lejerne i kommunale udlejningsboliger i Blackpool er nu bagud med at betale husleje.

»Vi har set de første breve fra myndighederne til borgere, der trues med at blive sat ud af pantefogeden. Vi kan regne ud, at det vil ske for mange omkring jul. Der vil komme hundredvis af sager, men heldigvis er kommunen opmærksom på det,« siger hun.

Selv om borgerkontoret først og fremmest er til for at rådgive og hjælpe borgere, medgiver Julia Hannaford, at det var nødvendigt at reformere velfærdssystemet.

»På den ene side er det problematisk, at ændringerne er så massive og gennemføres så hurtigt. På den anden var det nødvendigt at gøre mere for at stoppe snyd med sociale ydelser og at lave et system, der skubber unge til at søge et arbejde,« siger hun.

Men der er også mange unge, der er initiativrige og selv påtager sig ansvaret for deres eget liv. Som 19-årige Justin, der ikke har kunnet finde arbejde, og derfor sammen med en kammerat vasker biler på parkeringspladsen foran discountsupermarkedet Lidl.

Hver gang, en handlende kører ind og parkerer, springer Justin over og spørger, om de vil have vasket deres bil for fire pund (35 kr., red.), mens de er inde i supermarkedet.

Drømmen er en dag at åbne egen vaskehal.

»Man må begynde et sted,« siger han, inden han går i gang med en vaskeklud på forruden af en Citroën.

Selv om den kvikke fyr med lyse dun på hagen endnu kun er teenager, har han allerede to børn – en på to år og en på ét – sammen med sin kæreste, som han bor sammen med.

»Jeg kan altså ikke leve af kontanthjælp, når jeg skal forsørge en hel familie,« siger Justin, der ganske sigende på sin hånd har en lille tatovering blot med ordet believe. For netop det ord – tro – rammer kort og præcist ind, hvad det hele handler om for ham.

»Du skal tro på dig selv – ellers kommer du bare ud i noget skidt.«

Graham er kun 27 år gammel, men han siger, at han ikke kan arbejde, fordi han ikke kan læse. Sammen med hans kæreste har de en lille på under et år. Familien lever af sociale ydelser.
Graham er kun 27 år gammel, men han siger, at han ikke kan arbejde, fordi han ikke kan læse. Sammen med hans kæreste har de en lille på under et år. Familien lever af sociale ydelser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.