En nation under behandling

I Sierra Leone hærger ebola-epidemien på niende måned. Den dødelige blødningsfeber har indtil nu kostet flere end 8.600 menneskeliv, og udbruddet i Vestafrika er det markant største i historien. Danskere er med helt i front i den intensive kamp mod sygdommen, der ventes at efterlade langvarige, katastrofale følger. Berlingske har besøgt ebolaens brændpunkt.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

SIERRA LEONE: »Babygirl« har dårlige odds.

Hun er to måneder gammel og ankom sammen med sin mor til ebola-behandlingscentret i Port Loko for en uge siden. Et døgn efter var hendes mor død. Bukket under for den smitsomme ebola-virus, der igennem det sidste år har kostet tusinder og atter tusinder af menneskeliv.

Hun hedder egentlig N’Mah, men på behandlingscentret bliver hun oftest bare kaldt »Babygirl«. Hun bliver madet med modermælkserstatning gennem en sprøjte cirka hver tredje time. Nogle gange af sygeplejerskerne, andre gange af unge, lokale kvinder, hvis kroppe har bekæmpet ebola-virussen, så de nu er helbredt og immune for smitte.

Da hun ankom til centret, lignede »Babygirl« ellers ikke en, der havde ebola, men fordi hun var blevet ammet, var smitten med al sandsynlighed allerede overført fra mor til datter – og nu har »Babygirl« fået feber. Sundhedspersonalet ved udmærket godt, hvad der så typisk følger efter.

»Nogle få er heldige, men hos andre begynder symptomerne så at komme. De får sår i munden, de bliver sløve, de får diarré og kan ikke holde maden i sig,« fortæller den danske sygeplejerske Merete Due, der dagligt arbejder i »rød zone« på behandlingscenteret i Port Loko.

Hun kom til Sierra Leone i midten af december sammen med 18 andre danske sygeplejersker, læger og bioanalytikere, og i den kommende uge bliver de afløst af næste hold danske sundhedsmedarbejdere. Danmark har sammenlagt bidraget med indsatser for 200 mio. kroner i kampen mod ebola, og det tæller blandt andet også det danske fragtskib Ark Futura, der har transporteret FN-biler og udstyr til Vestafrika. Desuden er en række danskere udsendt for de mange humanitære organisationer, der er til stede i de ebola-ramte lande.

Babygirl« er en af de yngste, som Merete Due har passet, men mange børn har været igennem centret, fortæller hun. Børn, der ankommer alene, skræmte og sky, og må trækkes ud af de ambulancer, der har transporteret dem og andre ebola-smittede dertil. Eller børn, der grædende må skilles fra deres forældre, fordi ikke alle i familien har symptomer.

»Selvfølgelig er det barskt. Men jeg ved, at når jeg isolerer små børn fra resten af deres familier, så er jeg med til at redde andre børn,« forklarer Merete Due.

Centeret i Port Loko, hvor hun arbejder sammen med et væld af andre nationaliteter, er et af i alt 43 behandlingsfaciliteter i Vestafrika, og yderligere 17 er ved at blive etableret. Her er alle processer underlagt høje sikkerhedsforanstaltninger. Personalet begiver sig først ind til patienterne i »rød zone«, når de har iklædt sig omfattende sikkerhedsudstyr, der dækker krop og ansigt fuldstændigt.

Det er ikke en ufarlig opgave – især ikke, når der skal tages blodprøver eller lægges drop på dehydrerede patienter. Det foregår langsomt og velovervejet, for når man har at gøre med en dødelig virus, der smitter gennem blod og andre kropsvæsker, kræver det fuld koncentration.

»Får du et stikuheld, så får du ebola, det er der ikke så meget tvivl om. Det er surrealistisk, at man står med to sæt handsker på og ved, at der ikke er mange millimeter fra ens egen hud til ebola-virussen,« forklarer Merete Due, der også tidligere har været udsendt i krise- og katastrofeområder. Men arbejdet med ebola-patienter i Sierra Leone skiller sig ud.

»I mine 24 år som sygeplejerske, er det her det mest meningsfulde arbejde, jeg har udført.«

120 kilometer derfra, i hovedstaden Freetown, har ebola for længst gjort sit indtog – og alvoren bliver ikke ladt upåtalt. På meterbrede billboards, der er falmet i farverne af solens nådesløse stråler, bliver indbyggerne advaret mod at røre de døde og opfordret til hurtigt at lade sig indlægge, hvis de får symptomer på ebola.

»Save your life. Do not touch and wash dead bodies,« står med røde bogstaver på ét skilt.

»Go to the clinic early,« formaner et andet.

Overdimensionerede plakater af sundhedspersonale, iklædt de beskyttende dragter af plastic og gummi, er ledsaget af erklæringen »We fight ebola«, så der ikke skal herske nogen tvivl om, at de tildækkede skikkelser er her for at hjælpe.

Hovedstaden Freetown.
Hovedstaden Freetown.

Dagligdagen synes ellers at gå sin vante gang. Smoggen hænger over byen, og affald samler sig i store bunker på gadehjørnerne. Et sted er et arbejdssjak af svedige, unge mænd i beskidte T-shirts i gang med en cementblander, andre steder er det tydeligt, at der ikke er umiddelbare planer for de mange halvfærdige bygninger.

I de mudrede gyder, der leder væk fra hovedvejen, sidder mennesker i klynger og snakker. Der bliver handlet alt fra bananer og æg til brugte jeans. I andre hjørner af byen bor folk under bliktag i brune skure, der står tæt op og ned ad hinanden på få kvadratmeter. Med så mange mennesker, mast sammen i slumområder og under så dårlige hygiejniske forhold, er det ikke overraskende, at ebola-smitten har haft gunstige kår.

Epidemiens første offer var en to-årig dreng fra nabolandet Guinea, der sandsynligvis blev smittet efter at have leget i et hul træ, der husede en koloni af flagermus. Han døde i december 2013. Først et par måneder efter kunne myndighederne bekræfte, at der var tale om den farlige blødningsfeber, der første gang blev opdaget i 1976 – og som der hverken eksisterer en behandling eller vaccine for.

Derefter spredte smitten sig eksplosivt, koncentreret omkring de tre vestafrikanske lande Guinea, Liberia og Sierra Leone. I sensommeren slog FNs sundhedsorganisation WHO global alarm. Det stod klart, at der var tale om en epidemi i færd med at accelerere ud af kontrol. Og at der var behov for massiv international hjælp. Ifølge WHOs seneste situationsrapport, offentliggjort i onsdags, er mere end 21.700 mennesker blevet smittet, og virussen har krævet over 8.600 menneskeliv. Epidemien overgår dermed markant alle tidligere ebola-udbrud i historien, lagt sammen. Antallet af nye bekræftede sygdomstilfælde er nu på vej i den rigtige retning, men Sierra Leone er fortsat hårdest ramt. Og Freetown er fortsat et af epicentrene. Alene i forrige uge blev der registreret 30 nye ebola-smittede i hovedstaden.

Regeringen har ellers for længst iværksat den såkaldte ABC-kampagne, »Avoid Body Contact«, og har tyet til drastiske midler for at mindske smittespredningen blandt de knap seks millioner sierra leonere. I september blev der indført et tredages udgangsforbud i hele landet, så næsten 30.000 sundhedsarbejdere kunne gå fra hus til hus for at finde syge og distribuere sæbe.Senest har regeringen varslet bøder på 500.000 lokale leoner (cirka 750 kroner, red.) for at udføre et traditionelt begravelsesritual.

Netop den stærke kultur omkring begravelser har i høj grad været skyld i smittespredningen, er vurderingen. For at vise den sidste respekt – og sikre, at den afdøde kan få ro – er det kutyme, at den afdøde bringes hjem til sine forfædres landsby og bliver afvasket under et særligt ritual. Men den form for kontakt med lig er katastrofal under en ebola-epidemi. Derfor er der uddannet særlige begravelsesteam, der tager rundt og sikrer, at ebola-lig bliver afhentet og begravet på forsvarlig vis.

»Det er en rigtig stor udfordring, men der er nu udviklet et koncept omkring begravelser, der både respekterer den afdøde og de kulturelle vaner, men samtidig er sikker,« forklarer overlæge Kåre Mølbak, der leder epidemiologisk afdeling hos Statens Serum Institut.

Tilbage i Port Loko vajer det danske og sierraleonske flag ved indgangen til et indhegnet område på cirka halvanden hektar. Hvide telte er rejst snorlige på rad og række, stierne af perlegrus er indrammet af træplanker, toiletbygningen har træk-og-slip, og store generatorer leverer elektricitet. For bare få måneder siden var her ikke andet end en græsmark beboet af hvide geder, men efter Beredskabsstyrelsen kom til, er en velfungerende indkvarteringslejr til sundhedspersonale vokset frem.

På den anden side af hegnet hersker en helt anden verden. Ebola har haft Port Loko-området i jerngreb længe, så flere huse tæt på lejren står tomme og forladte. Børn og unge hænger ud på gaderne, for den lokale skole er for længst lukket. En enkelt asfalteret vej snor sig igennem byen, men der er ikke en bil at spotte. Et par unge mænd kører rundt på faldefærdige motorcykler, mens piger og kvinder slentrer langs vejen i farvestrålende gevandter og med vanddunke eller madvarer i plasticspande balancerende på hovedet.

Helle Thorning-Schmidt i (Ghana og) Sierra Leone i forbindelse med besøg på ebola bahandlingscenter i Port Loco uden for hovedstaden Freetown. Drenge uden for behandlingsenheden prøver at få kontakt til folk i lejren for at tigge mad.
Helle Thorning-Schmidt i (Ghana og) Sierra Leone i forbindelse med besøg på ebola bahandlingscenter i Port Loco uden for hovedstaden Freetown. Drenge uden for behandlingsenheden prøver at få kontakt til folk i lejren for at tigge mad.

De lokale er glade for den udenlandske tilstedeværelse, er indtrykket hos 25-årige Signe Vistesen, der er en af de 13 udsendte danskere fra Beredskabsstyrelsen:

»Hvis man går rundt langs lejren, så råber de »hvide mennesker« til os. De ved, at vi er der for at hjælpe.«

Hjemme i Danmark uddanner hun brand- og redningspersonale, men i Port Loko trækker hun især på sin baggrund som elektriker. For den konstante hede betyder, at generatorerne ofte brænder sammen. Rensningsanlægget er også på overarbejde, for vandet, der bliver pumpet op fra undergrunden, er leret og beskidt. Men tingene skal bare fungere, og det betyder, at lejrpersonalet er på arbejde 24 timer i døgnet.

»Vi ved, at der ikke er noget alternativ, så vi skal have strøm og vandrensning kørende hele tiden. Det er vores opgave at sikre, at sundhedspersonalet har det godt i lejren, for det er en forudsætning for, at de kan lave deres arbejde i behandlingscenteret,« forklarer hun.

Det er ikke Signe Vistesens første ophold i Sierra Leone. Hun var udsendt til Freetown i oktober, så hun vidste, hvad hun skulle ned til.

»Jeg var ikke nervøs, nok mere spændt. Og så tror jeg egentlig, at det er nødvendigt, at frygte ebola lidt. For hvis ikke man frygter sygdommen, så passer man ikke på. Så husker man ikke at vaske hænder og tænke sig om.«

En håndfuld hvide bygninger i Freetown-bydelen Hastings huser det bryggeri, der siden 1962 har produceret den populære lokale Star Beer. Men inde bag murene i Sierra Leone Brewery Limited har ebolas rasen sat sine spor.

Produktionen er sat ned til en fjerdedel. Det har konsekvenser for bryggeriarbejderne, der er blevet fyret eller sendt på tvungen ferie, men også for dem, der transporterer øllen ud på markedet, og de små handlende og barer, der sælger den videre til forbrugerne. Bryggeriet har tidligere oppebåret cirka 19.000 job samlet set, men estimatet er, at tre-fjerdedele af dem nu er forsvundet. Tusinder er blevet arbejdsløse.

Ebola koster ikke kun menneskeliv, men efterlader Sierra Leone i et økonomisk og socialt vakuum.

»Der er også andre virksomheder, der har drejet nøglen om. Landet er helt i knæ økonomisk,« siger generalsekretær Vagn Berthelsen fra udviklingsorganisationen IBIS, der blandt andet er aktive i hovedstaden.

Før ebola kom til landet, forventede Sierra Leone en vækst på 11,3 pct. i 2014, men tallet endte på 4 pct., og i 2015 forventes en negativ vækst på 2 pct., viser en analyse fra Verdensbanken. Udenlandske investeringer er blevet afbrudt, og den turisme, der så småt var begyndt at spire, er faldet markant i takt med virussens fremkomst. Tabet på Sierra Leones BNP ventes at være over 900 millioner dollar i 2015.

»Jeg håber ikke, at verdenssamfundet vender Sierra Leone ryggen« siger sygeplejerske Merete Due.
»Jeg håber ikke, at verdenssamfundet vender Sierra Leone ryggen« siger sygeplejerske Merete Due.

Også det i forvejen svage sundhedssystem er mærkbart svækket. Alt er sat ind på ebola-bekæmpelsen, hvilket betyder, at andre opgaver er forsømt. Sierra Leone kæmper med høj børnedødelighed, men svangerskabsbehandling og fødselshjælp lider i øjeblikket.

»Det har stået på i rigtig mange måneder, så kvinderne lider en ekstra byrde. Og så er der alle dem, der får andre sygdomme som malaria, tuberkulose og blindtarmsbetændelse, og de har ingen offentlige klinikker eller hospitaler at tage til,« siger Vagn Berthelsen.

Den aktuelle krise vil sende katastrofale efterdønninger igennem Sierra Leones sundhedsvæsen langt ud i fremtiden, vurderer overlæge Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut:

»Selv efter det sidste sygdomstilfælde er fundet, bliver man nødt til at have en intensiv overvågning i mange måneder efter. Samtidig vil man jo gerne i gang med at genoptage vaccinationsprogrammer, behandle malaria og så videre, men det kan være svært, når man stadig vil være bundet op af at kontrollere for ebola.«

Den alvorlige situation bliver også bemærket hos sygeplejerske Merete Due i behandlingscenteret i Port Loko. Hun har selv besøgt det lokale hospital – og udover en skærende lugt af ammoniak, var det et chokerende syn, der mødte hende.

De har ingen ressourcer til rådighed. Jeg kom med gaze, håndsprit og handsker, og det blev de så glade for. De mangler også mad. Nogen siger, at der i dag er mellem 11 og 18 læger i Sierra Leone, andre, at der er lidt over 100, men det er jo ingenting,« siger Merete Due og fortsætter:

»Jeg håber ikke, at verdenssamfundet vender Sierra Leone ryggen, for krisen er slet ikke slut, når sygdommen er bekæmpet.«

Der er dog også lys i det mørke, som ebola har lagt ned over det vestafrikanske land. På behandlingscenteret i Port Loko bliver raske patienter jævnligt udskrevet. Når tilstrækkeligt med blodprøver er testet negative for virus, kan de forlade »rød zone«. De afklæder sig alt tøj og går så igennem en grundig vaskeprocedure, mens det lokale personale synger en særlig sang, der lovpriser Gud.

»Det er næsten en slags dåb. Så får de deres certifikat for, at de er ebola-fri. Det er i de øjeblikke, at man tænker, at det er det hele værd. Vi kan ikke redde alle, men vi redder forhåbentlig familier, fordi vi får isoleret de syge, og så er der altså dem, der kan komme hjem til deres familier igen,« siger den danske sygeplejerske.

En af de der har overlevet ebola.
En af de der har overlevet ebola.

En af de helbredte er 16-årige Isatu. Hendes øjne er klare og nysgerrige, læberne rosenrøde, og håret er sat op og pyntet med et hårbånd. Men den høje, slanke pige var i en helt anden tilstand, da hun kort før nytår blev indlagt. Hun havde passet sin ebola-syge tante og blev dermed selv offer for den ubarmhjertige virus.

»Jeg havde feber, og min krop var meget, meget svag. Mit hoved gjorde ondt. Men nu har jeg det godt,« fortæller Isatu, der bare glæder sig til at vende tilbage til skolebænken.

Når ebola-epidemien er så meget under kontrol, at skolerne i Sierra Leone altså kan åbne igen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.