Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

En mand er død efter brand i Trump Tower

Brasiliens ekspræsident har overgivet sig, Ungarns præsident Orbán ser ud til at få genvalg i dag og så er en mand død efter en brand i Trump Tower i New York. Her er overblikket over nattens nyheder fra udlandet.

En brand brød lørdag aften ud på 50.-etage i skyskraberen Trump Tower på Fifth Avenue i New York. Én person meldes død. Scanpix/Laura Bonilla Cal
En brand brød lørdag aften ud på 50.-etage i skyskraberen Trump Tower på Fifth Avenue i New York. Én person meldes død. Scanpix/Laura Bonilla Cal

Brasiliens ekspræsident Lula overgiver sig til politiet

Brasiliens korruptionsdømte ekspræsident Luiz Inacio Lula da Silva har frivilligt overgivet sig til politiet.

Det skete sent lørdag aften dansk tid.

Dermed er Lulas håb om at stille op til efterårets præsidentvalg i Brasilien slukket. Som præsident fra 2003 til 2011 var den venstreorienterede Lula uhyre populær i store dele af befolkningen.

Myndighederne havde givet Lula en frist til fredag aften dansk tid til at melde sig til politiet, men det nægtede han.

I stedet søgte den 72-årige Lula tilflugt i metalarbejdernes faglige hovedkvarter i São Bernardo Do Campo i delstaten São Paulo.

Samtidig forhandlede hans advokater med politiet om betingelserne for at efterkomme arrestordren.

Lørdag meddelte Lula, at han ville overgive sig til myndighederne.

- Jeg vil efterkomme ordren. Jeg står ikke over loven. Hvis jeg ikke stolede på loven, så ville jeg ikke have etableret et politisk parti. Jeg ville have startet en revolution, sagde han til jublende tilhængere ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Da han derefter i en bil begav sig væk fra metalarbejdernes hovedkvarter, blev han af tilhængere tvunget til at stige ud af bilen i et forsøg på at forhindre ham i at melde sig selv.

Luiz står til at afsone godt 12 års fængsel.

Han er blandt andet dømt for at have modtaget en treetagers luksuslejlighed fra byggefirmaet OAS. Til gengæld sørgede Lula for, at OAS fik kontrakter hos det statslige olieselskab Petrobras.

Han fastholder dog, at han er uskyldig, og at anklagen om korruption er grundløs.

- Jeg er den eneste person, som er dømt for en lejlighed, der ikke er min, sagde han lørdag.

Lula skal afsone sin dom i byen Curitiba i den sydlige del af Brasilien. Lula ankom til fængslet natten til søndag dansk tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Brasiliens valglov er personer, som er kendt skyldige i kriminalitet, udelukket fra at kandidere til det øverste politiske embede i otte år efter domsafsigelsen.

/ritzau/

 

Ungarns kontroversielle Orbán ventes at tage en tørn mere

Viktor Orbán har været premierminister i Ungarn siden 2010 og sad også på posten mellem 1998 og 2002. Scanpix/Ferenc Isza/arkiv
Viktor Orbán har været premierminister i Ungarn siden 2010 og sad også på posten mellem 1998 og 2002. Scanpix/Ferenc Isza/arkiv

Den ungarske premierminister, Viktor Orbán, der er en af Europas mest kontroversielle ledere, er favorit ved søndagens parlamentsvalg i Ungarn.

Under et sidste vælgermøde fredag opfordrede 54-årige Orbán sine tilhængere til at stemme.

- Det er ikke nok at føre i meningsmålingerne. Vi er nødt til også at komme først på valgdagen, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.

I samme ombæring mindede han om, at hans Fidesz-parti tabte valget i 2002, selv om han på forhånd var blevet spået som favorit.

Orbáns støtter ser ham som en garant for ungarske værdier, og så peger de i øvrigt på, at økonomien under ham er kommet i omdrejninger.

I meningsmålinger står Fidesz til at blive det største parti i Ungarn med en afstand på mellem 20 og 30 procentpoint ned til de nærmeste rivaler, der tæller højrefløjspartiet Jobbik og det socialistiske parti.

Fidesz risikerer dog at miste sit flertal på to tredjedele, som giver partiet magt til selv at ændre landets grundlov.

Kritikere mener, at Orbán og hans regering underminerer retssystemet, pressefriheden og udnytter sit massive flertal til at lave tvivlsomme ændringer af forfatningen.

- Rationel logik tyder på, at Fidesz vinder, men der er noget i luften, der peger mod en overraskelse, siger den uafhængige politiske analytiker Gabor Torok.

Op imod halvdelen af vælgerne ønsker ifølge nyhedsbureauet Reuters at se et regeringsskifte, og 40 procent havde få dage før valget endnu ikke besluttet, hvem de ville stemme på.

Orbán og hans parti har siden flygtninge- og migrantkrisen i Europa i 2015 gjort det til en mærkesag at sikre landets grænser og holde migranter ude. Det har også været det helt store tema i valgkampen.

Orbán har opført et pigtrådshegn ved grænsen mod syd. Han har advaret om, at Ungarn risikerer at blive et "migrantland som Frankrig eller Belgien", og at kvinder og piger vil blive "jagtet", hvis migranter får lov til at slå sig ned i landet.

Viktor Orbán har været premierminister i Ungarn siden 2010 og sad også på posten mellem 1998 og 2002.

De første resultater fra søndagens valg ventes, få timer efter at valgstederne lukker klokken seks søndag aften.

/ritzau/

En mandlig beboer er død efter en brand i Trump Tower

En mand er død af sine kvæstelser efter en brand i en lejlighed i Trump Tower i New York lørdag aften.

Det oplyser brandmyndigheder i byen ifølge nyhedsbureauet AP.

Ifølge brandvæsenet i New York brød branden ud i lejligheden, hvor manden boede.

Årsagen til branden kendes endnu ikke.

Branden brød ud kort før klokken seks lørdag aften på 50.-etage i skyskraberen, der ligger på Fifth Avenue i New York.

Fire brandmænd har fået mindre skader, herunder to med forbrændinger.

Over 44 enheder og omkring 200 brandfolk rykkede ud til branden, da alarmen gik, rapporterer CBS News.

USA's præsident, Donald Trump, der ejer bygningen, skrev på Twitter kort før klokken syv lørdag aften lokal tid, at branden er slukket.

Han skrev videre, at der var tale om en "meget begrænset" brand, og at brandfolk på stedet har udført et godt stykke arbejde.

Trump, der har både kontor og privat bolig i bygningen, befinder sig lørdag i Washington.

Billeder på sociale medier viser flammer komme ud fra flere vinduer i bygningen, der ligger centralt på Manhattan.

I begyndelsen af januar i år kom to personer til skade i en anden brand i Trump Tower, der huser både kontorer og beboede lejligheder.

Donald Trumps hustru, Melania, og parrets søn, 12-årige Barron, blev efter præsidentvalget boende i Trump Tower, således at Barron kunne fuldføre skoleåret.

Først i juni sidste år flyttede de to ind i Det Hvide Hus i Washington sammen med Donald Trump.

Normalt er familien til en ny amerikansk præsident en automatisk komponent ved en præsidentindsættelse.

Michelle Obama og døtrene Malia og Sasha blev øjeblikkeligt, men diskret, beboere i Det Hvide Hus, da Barack Obama blev indsat.

Melania er den første førstedame i historien, som udsatte sin ankomst efter en valgsejr.

Trump Tower åbnede i 1983.

/ritzau/

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.