Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»En latterlig reaktion på et uraffineret digt«

Den tyrkiske satiretegner Galip Tekin censurerer sig selv mere under præsident Erdoğan end han gjorde under 1980ernes militærkup. Han finder præsidentens resons på Jan Böhmermanns digt umoden, men forudsigelig.

»Tyrkiske tegnere må konstant balancere satiren – ikke fordi vi er bange for autoriteter, men fordi autoriteterne ikke har nogen moral. De lukker aviser uden nåde, og alle ansatte ryger med. Derfor føler jeg et redaktionelt ansvar over for mine kolleger, når jeg tegner,« siger Galip Tekin: Foto: Sultan Coban
»Tyrkiske tegnere må konstant balancere satiren – ikke fordi vi er bange for autoriteter, men fordi autoriteterne ikke har nogen moral. De lukker aviser uden nåde, og alle ansatte ryger med. Derfor føler jeg et redaktionelt ansvar over for mine kolleger, når jeg tegner,« siger Galip Tekin: Foto: Sultan Coban

Böhmermann-sagen har sat Europa på den anden ende og har givet europæerne en bitter smagsprøve på det, der er dagligdag for mange tyrkiske journalister.

Den tyrkiske tegner og satiriker Galip Tekin mener, at tyske Jan Böhmermanns digt er groft og uden for rammerne for satire, men mener samtidig også, at præsident Erdoğans reaktion er »latterlig«.

Den 58-årige Tekin har i mange år været en del af det tyrkiske satiriske miljø. Han har oplevet militærkuppet i 1980 og lukning af en række satireblade. Nu kan han se, hvordan AKP-regeringen under Erdoğans ledelse raser over enhver form for kritik – det være sig fra seriøse journalister eller satirikere.

I dag er Tekin tilknyttet Tyrkiets bedst sælgende satireblad, Uykusuz. Han fortæller, at han i dag censurerer sig selv i langt højere grad, end tilfældet var under 1980ernes militære intervention. Berlingske har interviewet tegneren om satire, censur, Erdoğan og Böhmermann.

Hvad var din umiddelbare holdning til Böhmermanns digt om Erdoğan. Er det satire eller hån?

»Det har ikke haft stor effekt på os, vi døjer dagligt med selvcensur. Min umiddelbare tanke var, at det ikke var sjovt – det er ikke lykkedes at skabe et ordentligt satirisk digt. Det er lavet direkte med det formål at håne Erdoğan med sætninger under bæltestedet. Det skal Böhmermann da have lov til, men det er ikke satire. Jeg håber virkeligt ikke, at tyskerne giver efter for Erdoğans krav om at retsforfølge Böhmermann, for i sidste ende vil det få store konsekvenser for os i Tyrkiet.«

Kan du forstå den reaktion, som kommer fra Erdoğan?

»Nej, folk skal have lov til at bande og grine. Erdoğan er skidefølsom, og hans reaktion er umoden. En verdensleder med selvtillid ville være ligeglad, men Erdoğan lider altså lidt af storhedsvanvid og kan godt lide at slå i bordet i udlandet. Tidligere tyrkiske politiske ledere var i højere grad faglærte og kunne forstå satirekulturen – de respekterede os trods alt. Erdoğan derimod gør sig stadig mere upopulær i EU for noget, han ikke har forståelse for. Han tager alt personligt og står offentligt frem og hetzer skribenter. Det er en meget farlig tendens. Når jeg kigger tilbage på mine tegninger fra 1980ernes militærdiktatur, tænker jeg, at jeg aldrig ville tegne dem i dag.«

Hvor går grænsen i Tyrkiet? Må man overhovedet tegne Erdoğan?

»Rent lovmæssigt er der kun én paragraf, der beskytter den tyrkiske republiks grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk. Når det kommer til Erdoğan, så gør vi grin med ham, men uden at håne ham. Kommentarer under bæltestedet som i Böhmermanns digt går overhovedet ikke. Vi må heller ikke tegne Erdoğan og hans familie uanstændigt og pornografisk. I praksis er det ofte vilkårligt, hvornår vi overskrider grænsen. Den selvcensur, vi bruger rent redaktionelt, er baseret på tidligere retssager og læserklager.«

Er religion og pornografi et ømt punkt i Tyrkiet?

»Ja, jeg kan og vil ikke tegne eller skrive en promille af det, Böhmermann siger. Når vi taler satire i tyrkisk kontekst, så kan man ikke bare sige, at satire alene skal gøre grin med eller få folk til at grine og tænke samtidig. Vi må konstant balancere satiren – ikke fordi vi er bange for autoriteter, men fordi autoriteterne ikke har nogen moral. De lukker aviser uden nåde, og alle ansatte ryger med, amatører som professionelle. Derfor føler jeg et redaktionelt ansvar over for mine kolleger, når jeg tegner.«

Hvor meget fylder religion blandt læserne i Tyrkiet?

»Jeg er ateist, men jeg respekterer, at religion fylder meget hos folk især her i regionen. Derfor forsøger jeg ikke at træde dem over tæerne, men de bør også respektere vores tegnefrihed. Gudskelov forstår regeringen ikke vores humor ...«

Nu nævner du det pres, der er på journalister og tegnere i Tyrkiet, som bliver personligt retsforfulgt af Erdoğan. Hvad synes du om, at han nu også våger over journalister uden for Tyrkiet?

»Vores europæiske kolleger er heldige. De har støtte fra deres regeringer, der forsvarer ytrings- og pressefriheden. Der ligger et enormt pres på os, og det skyldes, at vores regering er utroligt konservativ og snæversynet. Den tyrkiske regering er som en købmand, som kun koncentrerer sig om forhandling og regnskab. De har ikke intellekt nok til at forstå sig på litteratur, teater og kunst. De har ingen kreativitet, som det jo ofte gælder for konservative, højreorienterede systemer. Ikke nok med det, så lider regeringen af angst og har komplekser. Når vi ser, at en leder frygter satire, så slagter vi ham, det ligger i vores DNA. Regeringens uvidenhed er til vores fordel, for de forstår ikke vores humor og hentydninger.«

Kan du give et eksempel på ovenstående med noget, du selv har tegnet?

»Jeg havde en fiktiv tegneserie i Uykusuz der hed »Yüzsüzler« (De ansigtsløse, red.). Den handlede bogstavelig talt om en familie, der ikke havde ansigter, men hvis de uafbrudt kiggede på en person, så fik de midlertidigt deres ansigt. Denne her familiefar får så Erdoğans fjæs. Han vil tage pis på sine naboer, men det ender med, at Erdoğan-fjæset bliver siddende, og så dukker korruptionsskandalen op (Erdoğans AKP-parti var indblandet i en omfattende korruptionssag i 2013, red.), og manden tør ikke vise sit Erdoğan-fjæs, grundet den skam han tillægger Erdoğan. Det ender ret dramatisk med, at han begår selvmord. Serien blev populær blandt mine læsere – de forstod beskeden bag, men ingen myndigheder reagerede på den. Det kom bag på mig. Men når det er erotiske tegninger af kvinder, så bliver jeg advaret både af min redaktion og af enkelte læsere. Autoriteterne bemærker kun det meget synlige, som det er eksemplet med Böhmermann. Der var intet i hans digt, der var pakket ind.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.