Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Globetrotter

En goy på ørkenvandring

For jøderne symboliserer pesach-højtiden udfrielsen fra slaveriet i Egypten og hjemvendelsen til frihed i Israel. Som eneste goy i en jødisk familie gav højtiden først mening, da en åbensindet svoger tog vikingerne med i fortællingen.

Tegning: Lars Andersen
Tegning: Lars Andersen

Det har altid været en helt særlig oplevelse at sidde til bords som den ikke-troende goy under de jødiske højtider.

Jeg mindes min pesach-debut med gru. Min israelske ekskæreste med yemenitisk baggrund havde overtalt mig til at fejre den jødiske højtid med forældre, bedsteforældre, onkler og tanter. Tiden var kommet til at fejre årets vel nok mest betydningsfulde højtid. Og her stod jeg for første gang ved indgangen til bedsteforældrenes hus.

»Hvad er det?« spurgte bedstefaderen. Han lå på en sofa og lignede en jødisk udgave af ayatollah Khomeini og havde fæstnet blikket på 194 centimeter importeret goy fra Jylland.

Ikke, hvem er det, men »Mah Ze« – HVAD er det?

Jeg var på vej ind til mit livs værste pesach-måltid. Maden var sådan set fantastisk, men den frihed fra slaveriet i Egypten, som familien havde lagt op til at fejre, blev undermineret af den nye trussel. Denne gang fra det kolde nord.

Den traditionelle gennemlæsning af fortællingen om udvandringen fra slaveriet i Egypten blev gjort til en anstrengt alt-eller-intet modoffensiv mod den blonde gæst, der havde den hutzpah at mase sig ind i familien uden at spørge overhovederne om lov først.

En onkel, der kort tid forinden havde set lyset og sluttet sig til det ortodokse Shas-parti, vred den ene banale fortolkning efter den anden ud af teksten og skar grimasser, hver gang ordet goy blev nævnt. Han havde åbenlyse problemer med at drikke vin af samme glas som goy-gæsten og henviste til afdøde rabbineres forbud mod at gøre netop det.

Da oplæsningen af teksten nåede til sætningen: »Hævn dig på de goy’er (nationer), der ikke tror på Gud« – en sætning mange reformjøder har ændret til »kast din kærlighed på de nationer, der ikke tror på Gud« – begyndte faderen at tale om, at jeg jo måtte konvertere til jødedommen, mens onklen supplerede med en udredning om, at jøders frihed indebar hævn over sådan nogle som mig. Jeg sad og tænkte på tostatsløsningen med palæstinenserne og deres ønsker om frihed og egen stat, men besluttede mig for ikke at tage kampen op. Jeg ville ikke ødelægge højtidsstemningen mere, end jeg allerede havde gjort i forvejen.

Det ironiske er, at jeg faktisk godt kan lide højtider. Også de jødiske.

Samtalerne, diskussionerne, når de går begge veje, hyggen og endda de efter min mening ret så nidkære regler, når det gælder pesach. Den pedantiske husrengøring før højtiden, hvor alle gærprodukter smides ud, er i mit univers en fornuftig forårsrengøring. At supermarkederne i hele 14 dage spærrer af for alle hylderne med brød, øl og morgenmadsprodukter, bekræfter, hvor stor indflydelse ortodokse rabbinere har på den almindelige borgers dagligdag. Der er forbud mod gærprodukter under højtiden for på det helt lavpraktiske plan at mindes israelitterne, der levede af usyret brød under ørkenvandringen på vej væk fra slaveriet. De supermarkeder, der ikke retter sig efter forbuddet, kan ikke få noget kosher-stempel. Men så igen, de jødiske israelere, der ønsker at opleve højtiden med samme usyrede brød som dengang, kan gøre det uden problemer. Vi andre skal nok finde både pitabrød og cornflakes, eller vi kan købe varer nok ind til at klare de 14 officielt usyrede dage.

Mine pesach-oplevelser er blevet bedre med årene. Ikke kun fordi den yemenitiske mad er skiftet ud med det indiske køkken fra Cochin. Den banale og hævnlystne Shas-onkel er skiftet ud med tre svogere, en argentiner, en marokkaner og en fra Libyen. Ingen af dem ville drømme om at kaste sig ud i forsvar for en sætning som den, der opfordrer til hævn mod dem, der ikke tror på Gud. Og da jeg i årevis, siden universitetet, har haft øgenavnet vikingen blandt mine israelske venner, har min familie udvidet israelitternes udvandring fra slaveriet i Egypten til at omfatte vikingerne, for at jeg kan føle mig velkommen. Det gør jeg nu, selv om det ikke er min højtid. Og selv om jeg synes, det har været lidt af en ørkenvandring, inden nogen var villig til at lukke en goy helt ind i den inderste kreds uden trusler, panik og frygt.

For forskellen mellem de to måder at fejre pesach på er som forskellen mellem de fremmedfjendske dele af Israels befolkning og den del, der ikke tager sig selv så højtideligt, at den i ramme alvor vil spolere maden, eller for den sags skyld hverdagen, med opfordringer til vold mod ikke-troende eller dem, der ikke tror på den rigtige måde.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.