Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

En dårlig nyhed på en fredag? Ikke mere end en genstand om dagen

Efter at have gennemgået 83 studier foretaget på tværs af 19 lande med næsten 600.000 forsøgspersoner kan forskere konstatere, at mange landes alkoholretningslinjer trænger til en opstrammer.

Ny undersøgelse når frem til, at det er bedst ikke at drikke mere end syv genstande om ugen. 
Ny undersøgelse når frem til, at det er bedst ikke at drikke mere end syv genstande om ugen. 

Stort studie: Over syv genstande om ugen kan forkorte dit liv

Voksne bør ikke drikke mere end syv alkoholiske genstande om ugen. Eller i gennemsnit en enkelt om dagen.

Det fastslår et stort internationalt studie.

Studiet kombinerer resultater fra 83 studier foretaget på tværs af 19 lande med næsten 600.000 forsøgspersoner.

Og konklusionen lyder, at personer, der drikker over syv genstande om ugen, forventes at dø tidligere end dem, der drikker færre.

»Studiet viser, at hvis man drikker en mængde alkohol, som man før troede var ufarlig, så kan man forvente kortere levetid og adskillige kritiske sundhedsproblemer,« siger en af medforfatterne til studiet, Dan Blazer.

Det betyder derfor, at mange landes retningslinjer for alkoholindtag ifølge studiet ikke er stramme nok.

»De anbefalede grænser i Italien, Portugal og Spanien er næsten 50 procent højere end det her,« lyder det i studiet, der er offentliggjort i det medicinske tidsskrift The Lancet.

I Danmark lyder retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen blandt andet:

»Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på syv genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd.«

Risikoen angives som høj ved henholdsvis 14 og 21 genstande.

Sundhedsstyrelsen opfordrer samtidig til at undgå at drikke mere end fem genstande ved samme lejlighed og drikke alkohol for sundhedens skyld.

Forskerne fra det internationale studie finder en høj risiko for slagtilfælde og hjerteproblemer hos personer, der drikker kraftigt.

De personer, der drikker kraftigt, havde dog interessant nok lavere tendens til at blive ramt af hjerteslag, viser undersøgelsen.

Holdt op imod den øgede risiko for blandt andet slagtilfælde og andre hjerteproblemer er konsekvenserne ved at drikke mere end syv genstande om ugen dog mere negative end positive, lyder det.

/ritzau/AP

Eks-topmodel vidner mod Cosby om påstået voldtægt i 1982

Den tidligere supermodel og TV-personlighed Janice Dickinson vidnede torsdag i en meget omtalt sag mod skuespilleren og komikeren Bill Cosby ved retten i Norristown i Pennsylvania.

Janice Dickinson er en blandt flere kvinder, der anklager Cosby for at have bedøvet og efterfølgende voldtaget dem.

Torsdag fortalte Dickinson nævningene i sagen, at Cosby lugtede af cigar og espresso, da han lagde sig oven på hende på sit hotelværelse i Lake Tahoe, Nevada, den dag tilbage i 1982.

Forinden havde den folkekære skuespiller angiveligt givet hende en pille, som han hævdede ville lindre hendes menstruationssmerter. Men i stedet gjorde den hende ude af stand til at standse overgrebet.

»Jeg gik ikke med til dette. Her var »hele Amerikas far« oven på mig. En gift mand og far til fem børn oven på mig. Jeg tænkte, hvor forkert det var. Hvor enormt forkert det var,« siger den i dag 63-årige Dickinson.

Hun fortæller videre, at hun den næste morgen vågnede med vaginal smerte og sæd mellem benene.

Da hun konfronterede Cosby, så han på hende, »som om jeg var skør«, fortæller hun i retten.

»Jeg havde lyst til at slå ham. Jeg havde lyst til at slå ham lige i ansigtet,« siger Janice Dickinson, der var 27 år på det påståede gerningstidspunkt.

Dickinsons advokat har tidligere fortalt, at grunden til, at den tidligere model først står frem så mange år senere, er, at hun har været bange for at blive stemplet som »en billig tøs« grundet et tidligere stofmisbrug og andre problemer.

Hovedsagsøgeren i sagen mod Bill Cosby, Andrea Constand, ventes at skulle vidne fredag.

Hun anklager ham for at have bedøvet og efterfølgende begået et seksuelt overgreb mod hende i 2004.

Egentlig skulle der være faldet dom i sagen mod Cosby i juni sidste år. Men nævningene kunne ikke blive enige efter at have voteret i 52 timer. Derfor går sagen nu om.

I alt har omkring 60 kvinder anklaget den 80-årige Cosby for at have udsat dem for seksuelle overgreb.

Mange af sagerne er dog juridisk forældet, og sagen i Pennsylvania er derfor den eneste, som indtil videre har ført til en strafferetlig behandling.

Cosby har gennem hele det lange forløb fastholdt, at kvinderne frivilligt havde sex med ham.

Trump og May: Syriens kemiske angreb må ikke ske ustraffet

Den britiske premierminister, Theresa May, og USAs præsident, Donald Trump, er i en telefonsamtale torsdag blevet enige om, at det er vigtigt at reagere på det syriske styres brug af kemiske våben.

»De (Trump og May, red.) blev enige om, at det er vigtigt, at brugen af kemiske våben ikke må ske ustraffet,« står der i en erklæring fra Mays embedsbolig i Downing Street.

Derudover blev de to ledere enige om »behovet for at forhindre Assad-regimet i yderligere brug af kemiske våben«.

»De blev enige om at fortsætte med at arbejde tæt sammen om en international reaktion,« lyder det i erklæringen.

Ud over Theresa May skal Donald Trump tale med den franske præsident, Emmanuel Macron, om et muligt svar på det syriske angreb.

Tidligere torsdag meddelte Det Hvide Hus, at præsident Trump endnu ikke har truffet en »endelig beslutning« om, hvordan USA skal reagere på det formodede kemisk angreb i Syrien sidste weekend.

Trump holdt torsdag møde med sine øverste nationale sikkerhedsrådgivere om emnet.

»Præsident Trump har netop afsluttet et møde med sit nationale sikkerhedshold for at diskutere situationen i Syrien. Der er ikke truffet en endelig afgørelse,« sagde Sarah Huckabee Sanders, talsmand for Det Hvide Hus, torsdag aften dansk tid.

Meldingen fra Det Hvide Hus kom, efter at Theresa May samme dag havde holdt krisemøde i Downing Street om situationen i Syrien, hvor mindst 40 mennesker blev dræbt i et angreb i byen Douma i lørdags.

Theresa May sagde efter mødet, at hendes topministre er enige om »behovet for at handle«.

Imens har Rusland advaret mod enhver eskalering, der kan udløse en konflikt mellem amerikanerne og russerne, og har indkaldt til et hastemøde i FNs Sikkerhedsråd fredag.

I Washington sagde Trump tidligere torsdag, at en beslutning vil komme »forholdsvis snart«.

I mellemtiden er en fransk fregat, britiske ubåde lastet med missiler og den amerikanske destroyer »USS Donald Cook« udstyret med Tomahawk-raketter alle rykket inden for en rækkevidde af Syriens kyst.

Tidligere torsdag udtalte den franske præsident, Emmanuel Macron, at Frankrig har beviser for, at kemiske våben blev anvendt af Syriens regering i angrebet sidste weekend.

»Vi har beviser for, at kemiske våben - i hvert fald klor - blev anvendt, og at det var regimet omkring præsident Bashar al-Assad, som stod bag,« sagde Macron til den franske tv-station TF1.

Efter lørdagens angreb har flere hundrede mennesker ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO haft symptomer på at være blevet ramt af kemiske våben.

/ritzau/AFP

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.