Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Emmanuel Macron: Fra outsider til præsident

Den 39-årige Emmanuel Macron bliver den yngste præsident i Frankrig siden Napoleon.

39-årige Emmanuel Macron er søndag blevet valgt som Frankrigs næste præsident. Reuters/Regis Duvignau
39-årige Emmanuel Macron er søndag blevet valgt som Frankrigs næste præsident. Reuters/Regis Duvignau

Han er aldrig før blevet valgt til et offentligt embede, og for en håndfuld år siden var hans navn helt ukendt for de fleste franskmænd.

Nu er Emmanuel Macron blevet valgt som Frankrigs næste præsident.

39-årige Macron fremstiller sig selv som et frisk pust i fransk politik, hvor utilfredsheden med den siddende præsident, socialisten François Hollande, er historisk høj, og politikerleden generelt trives.

Han er tidligere økonomiminister i den socialistiske regering, som han forlod i august sidste år for at forfølge sine ambitioner om at blive landets næste præsident.

Siden har Macron fokuseret på sin bevægelse, "En Marche!" ("Fremad!"), der hverken hører til på den traditionelle højre- eller venstrefløj.

Selv siger han ifølge The Guardian, at han som politiker hælder mod venstre, men er åben over for idéer fra højrefløjen.

Ligesom hans modstander i den sidste del af valgkampen, Marine Le Pen, frasiger Macron sig at være en del af den elite, som mange franskmænd er trætte af.

Han skylder ingen tjenester væk, lyder det.

Macrons fortælling om en kandidat med behørig afstand til landets elite er dog en anelse paradoksal, hvilket Le Pen gang på gang har fremhævet.

For Macron er ikke blot tidligere minister. Han har også gået på nogle af Frankrigs fineste skoler og tjent millioner af euro i sit tidligere arbejde hos investeringsbanken Rothschild.

Selv har han dog sagt, at Frankrig bliver holdt tilbage "af elitens egoisme".

Politisk er Macron på mange måder modsætningen til Le Pen. Han er tilhænger af EU og ønsker, at eurozonen får sit eget parlament.

Samtidig taler han for globalisering. Blandt andet støtter han EU's omstridte frihandelsaftale med Canada, CETA.

Endelig vil han arbejde for at gennemføre markante, liberalistiske reformer af den franske økonomi og sænke virksomhedsskatten fra 33 til 25 procent.

I den afsluttende tv-debat smed han dog fløjlshandskerne.

- Du er en parasit. En løgner, sagde Macron om Le Pen.

Blandt sine mange unge tilhængere bliver Macron ofte sammenlignet med den tidligere amerikanske præsident Barack Obama, som i denne uge officielt gav sin støtte til Macron.

Nu er han så blevet valgt som Frankrigs yngste statsoverhoved siden Napoleon.

Den nye franske førstedame bliver Brigitte Trogneux. Hende forelskede Macron sig i som 16-årig, da den 24 år ældre kvinde var hans fransklærer.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.