Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Elitekorps bekræfter drab på general i Syrien

Irans elitekorps bekræfter, at en højtstående general er blevet dræbt i Syrien under et israelsk helikopterangreb. Hizbollah mistede to fremtrædende folk, og nu venter gengældelsen mod Israel.

Hizbollah-supportere bærer Jihad Imad Mughniyehs kiste.
Hizbollah-supportere bærer Jihad Imad Mughniyehs kiste.

Irans militære elitekorps Revolutionsgarden har bekræftet, at en af dets generaler er blevet dræbt i Syrien. Efter alt at dømme under et israelsk helikopterangreb. Og det vækker frygt om et iransk modangreb mod Israel.

Der er ifølge BBC tale om Mohammad Ali Allah-Dadi, som ifølge Revolutionsgardens hjemmeside »blev martyr, mens han forsvarede de hellige steder og uskyldige folk i Syrien«.

Søndag gennemførte Israel et luftangreb i den syriske provins Quneitra, der ligger tæt ved Golanhøjderne og grænsen til Israel.

Israelerne dræbte her seks iranske soldater - herunder en højtstående officer, som nu viser sig at være den iranske general Allah-Dadi.

Desuden blev fem medlemmer af den iranskstøttede Hizbollah-bevægelse fra Libanon også dræbt, mens de kørte i en kortege bestående af tre biler. Og blandt den gruppe var der angiveligt højt profilerede medlemmer, hvis død Israel næppe vil begræde.

Blandt andre Jihad Mughniyeh, der er søn til Hizbollahs tidligere operative chef Imad Fayez Mughniyeh, som blev myrdet i 2008 - formentlig af Israel.

The Jerusalem Post citerer vestlige efterretningskilder for, at den nu dræbte Jihad Mughniyeh var leder af en vidtforgrenet terrorcelle, der nød godt af direkte støtte fra Iran og havde forbindelse til Hizbollah.

Cellen har tidligere rettet angreb mod Israel i Golanhøjderne, skriver avisen.

Den israelske avis Haaretz skriver yderligere, at en anden af de dræbte Hizbollahfolk var Abu Ali al-Tabtabai, der erstattede den myrdede Imad Fayez Mughniyeh som leder af de specielstyrker, han havde opbygget.

Hizbollah har for flere måneder siden sendt soldater til Syrien fra sine baser i Libanon for at støtte præsident Bashar al-Assad i kampen mod oprørerne.

Hizbollah støttes finansielt og våbenmæssigt af Iran - og gruppen blev sat ind på et tidspunkt, hvor præsident Assads styrker var ved at være trængt op ad oprørerne.

Ifølge Revolutionsgarden befandt general Allah-Dadi sig i Syrien i et område, hvor de syriske regeringsstyrker kæmper mod oprørsgruppen Al-Nusra, der har forbindelse til al-Qaeda.

Det er ifølge BBC kun få dage siden, at Hizbollahs leder, Hassan Nasralleh, truede med at sende byger af raketter mod Israel fra Libanon, hvis Israel rettede angreb mod mål i Syrien.

De kommende døgn vil vise, hvordan Hizbollah vil reagere på drabene på de to fremtrædende medlemmer.

Som Haaretz skriver, vil det israelske skridt kunne fremprovokere en sneboldeffekt af gengældelse og modsvar.

Samtidig peger avisen på, at Hizbollahs muligheder for at udføre et stort missilangreb mod Israel ikke er påvirket af, at bevægelsen har sendt mange styrker til Syrien. Det kræver ikke specielt meget mandskab af bemande missilsystemerne, noterer avisen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.