Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Eksperter: Disse emner bliver afgørende i den amerikanske valgkamp

Hillary Clinton og Donald Trump er ved at klargøre deres bedste skyts til kampen for at blive USAs næste præsident, og i den dyst er nogle politiske dagsordener markant vigtigere end andre.

Personangreb bliver blandt de største temaer i den amerikanske valgkamp, vurderer forsker i amerikanske studier ved Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen og Kongressen-redaktør Anders Agner Pedersen begge.
Personangreb bliver blandt de største temaer i den amerikanske valgkamp, vurderer forsker i amerikanske studier ved Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen og Kongressen-redaktør Anders Agner Pedersen begge.

I denne uge stod det klart: Hillary Clinton har erklæret sig som demokraternes præsidentkandidat, og i sidste uge tog Donald Trump samme titel hos republikanerne. Begge har de opnået det magiske antal delegerede, som det kræves, før nomineringerne er i hus.

Og med begge partiers præsidentkandidater udpeget, skifter valgkampen nu for alvor karakter. I stedet for at fokusere på modkandidater internt i partierne, retter Clinton og Trump nu for alvor angrebene mod hinanden.

Berlingske har bedt to USA-kendere om at komme med deres bud på fire politiske temaer, der bliver afgørende for udfaldet af dysten mellem de to. To ud af fire emner er de enige om.

Personsager

Det vigtigste i kampen om at indtage Det Ovale Kontor bliver ifølge redaktør på netmediet Kongressen.com Anders Agner Pedersen personangreb fra begge fløje.

»De kommer til at svine hinanden til fra morgen til aften. Kaste med så meget mudder, som det aldrig er set før. Det her bliver virkelig, virkelig voldsomt. De kommer til at skælde hinanden hæder og ære fra,« siger han og understreger, at tilsviningerne allerede er gået i gang, og blot vil tiltage i styrke.

Nogenlunde samme analyse har Niels Bjerre-Poulsen, der forsker i amerikansk politik ved Syddansk Universitet.

»Først og fremmest er der dømmekraften, som Clinton helt sikkert vil køre på. Et af Clinton-kampagnens hovedargumenter mod ham vil være, at han ikke har det rette temperament til at være præsident, at han er farlig, fordi han er helt uden for skiven, personligt tyndhudet og der mangler basale forankringer af ideer,« siger han og fortsætter:

»Omvendt er Trumps argument mod hende, at hun burde være i fængsel, og at hun har truffet dumme beslutninger som udenrigsminister,« siger Niels Bjerre-Poulsen og henviser til, at Trump adskillige gange har argumenteret for, at hans modkandidat burde været spærret inde med henvisning til både hendes email-sag, hvor Clinton mod reglerne i sin tid som udenrigsminister benyttede sig af en privat email-server, og Benghazi-sagen, hvor hun er blevet kritiseret for dårlig håndtering af sikkerheden efter at den amerikanske ambassadør i Libyen blev dræbt i 2012.

Jobskabelse

Et andet vigtigt punkt, som de to USA-kendere er enige om, bliver, hvem der bedst kan gøre hverdagen nemmere og bedre for amerikanerne:

»Der er stadigvæk mange amerikanere, der har det svært, mange amerikanere, der lever i fattigdom, og mange amerikanere, der må gå fra hus og hjem, fordi de mister arbejdsplads eller andre goder, der gør, at de ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Hele det fænomen, der kaldes »working poor«, kommer til at fylde meget,« lyder vurderingen fra Anders Agner Pedersen.

Niels Bjerre-Poulsen supplerer:

»Det er helt klart, at Trump vil forsøge at gøre jobskabelse til noget centralt, og han vil forsøge at hænge det op på et løfte om, at han kan skabe jobs til amerikanerne,« siger ha, og kobler jobskabelsen med debatten om de frihandelsaftaler, som Trump ønsker at genforhandle, mens Clinton mener, at det er umuligt.

Og lige så enige de to USA-kendere er, om de første to hovedspørgsmål i valgkampen, ligeså uenige er de om de to andre.

Immigration og velfærdsydelser

Spørger man Niels Bjerre-Poulsen, bliver immigration og velfærdsydelser de to andre vigtige dagsordener.

»Immigration vil være et andet stort spørgsmål, og et af dem, som Trump allerede i sin valgkamp har annonceret som et af de store temaer. Det er det tema, der mobiliserer hans kernevælgere, når han siger, at Clinton bare vil lade stå til og vil lade millioner af illegale migranter være i landet.«

Omvendt er velfærdsydelserne et tema, som Hillary Clinton særdeles aktivt har italesat i sin kampagne:

»Det gælder både spørgsmålet om mindsteløn, men egentlig også spørgsmål, som lidt uretfærdigt bliver betegnet som kvindespørgsmål. Det kan for eksempel være betalt barselsorlov, som er et af de helt store temaer i Clintons kampagne. Det samme gælder for en række andre velfærdsydelser, hvor Clinton forsøger at få kvinderne i centrum,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Der er samtidig tale om temaer, hvor Trump har skiftet holdning, for eksempel når det gælder den føderale mindsteløn, fortæller Niels Bjerre-Poulsen.

Udenrigspolitik og kampen mod systemet

Anders Agner Pedersen mener omvendt, at kandidaternes visioner for USA's ageren i verden bliver afgørende.

»Det vil fylde, fordi Hillarys har den baggrund, hun har, som udenrigsminister, og fordi Trump ved flere lejligheder, har udtalt, at han ville kunne sikre USA, modsat Hillary. Og så er det et emne, der fylder i valgkampen, fordi det er noget, amerikanere i al almindelig prioriterer højt,« siger han.

Kongressen-redaktørens sidste punkt er diskussionen om systemet, eller the establishment, som det omtales på amerikansk. Her forventer redaktøren, at Trump fortsat vil repræsentere modstanden mod systemet og det etablerede politiske system, og samtidig forsøge at italesætte Clinton som en del af det.

»Og Clinton vil sige: Ja, jeg er systemet, men ikke mere end at jeg godt kan se, at systemet på nogle punkter skal laves om og vi skal gøre nogle ting anderledes, for at det kan komme til at fungere endnu bedre. Politikerleden er stor og udtalt i USA i øjeblikket,« siger han.

Herunder kan du få et overblik over de vigtigste datoer frem mod valget 8. november.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.