Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Egypten dropper qatareres visumfri adgang som led i konflikt

Striden mellem fire nabolande og Qatar har fået Egypten til at inddrage qatareres visumfri adgang til landet.

Mandag mødtes Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, til højre, og landets udenrigsminister, Sameh Shoukry, til venstre, med repræsentanter for Kuwait. Reuters/Handout
Mandag mødtes Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, til højre, og landets udenrigsminister, Sameh Shoukry, til venstre, med repræsentanter for Kuwait. Reuters/Handout

Egypten sætter en stopper for visumfri adgang for qatarere. Der vil dog være enkelte undtagelser, oplyser det egyptiske udenrigsministerium mandag.

»Det giver ikke mening, at vi bliver ved med at give Qatar privilegier, når situationen er, som den er nu,« siger talsmand for udenrigsministeriet Ahmed Abu Zeid.

Personer med egyptiske mødre, folk med egyptiske ægtefolk og qatarere, der studerer i Egypten, vil blive undtaget for det nye tiltag.

Tiltaget betyder, at spændingerne stiger i konflikten mellem Qatar og de fire lande Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten.

De fire lande indførte sanktioner mod Qatar 5. juni, efter at de havde beskyldt den lille oliestat for at støtte militante ekstremister og være i ledtog med Iran, der er saudiarabernes ærkefjende.

Qatar og Iran deler et af verdens største gasfelter, der ligger under Den Persiske Golf.

De fire nabolande beskylder desuden kanalen Al Jazeera, der ligger i Qatar, for at sprede terrorbudskaber. Al Jazeera skal lukkes, kræver Saudi-Arabien.

Qatar har kategorisk afvist beskyldningerne. Landet har desuden afvist at opfylde kravene.

Qatars udenrigsministerium bekræfter på Twitter, at Egyptens ønske om at fratage qatarere visumfri adgang til landet vil træde i kraft torsdag 20. juli.

Gæstearbejdere udgør cirka 1,6 millioner af Qatars 2,5 millioner indbyggere. Hundredtusindvis af dem er fra Egypten. Indtil videre har Qatar dog ikke indført sanktioner mod dem.

Kuwait har ageret mægler mellem Qatar og de fire stater, der boykotter Qatar.

Mandag mødtes Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, og landets udenrigsminister, Sameh Shoukry, med repræsentanter for Kuwait.

Der kom dog ikke andet ud af mødet, end at Egypten bekræftede, at Qatar skal opfylde listen af krav, som er fremsat af de fire lande, oplyser talsmand for udenrigsministeriet Ahmed Abu Zeid.

/ritzau/Reuters

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.