Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dronning Louises Bro binder NATO og Rusland sammen

Skældsord fyger over broen, der engang forenede to byer. Mistro, missiler og mosbegroede kampvogne sår splid på grænsen mellem Litauen og Rusland.

Lystfisker Vitas Bukauskas, 56 år fra Panemune fisker i grænsefloden
Lystfisker Vitas Bukauskas, 56 år fra Panemune fisker i grænsefloden

Det var engang, da broen var åben.

Som dreng kunne Vitas Bukauskas spæne hele vejen over Dronning Louises Bro uden at stoppe en eneste gang. Hans mor sendte ham over på den anden side for at købe brød. Vitas kunne være hjemme igen på ti minutter.

I dag kan samme tur let tage et par timer.

Ikke så meget fordi Vitas i mellemtiden er blevet 56, gråhåret og lidt mindre letfodet end dengang. Men fordi broen i dag er spærret af med bomme og omkranset af metalgitre. Floden er blevet en landegrænse. Adgang til den russiske naboby Sovjetsk kræver nu visum, pas og en engels tålmodighed hos de litauiske og siden de russiske grænsevagter ude på broen.

»Jeg har ikke været derovre i mange år nu. Hvorfor skulle jeg,« spørger Vitas, der arbejder som skolebuschauffør.

Han står ved bredden af Nemanfloden med sin fiskestang og en panoramaudsigt over mod den russiske bys blanding af sovjetiske boligblokke og preussisk 1800-talsarkitektur. Selv bor han her i tvillingebyen Panemune på den litauiske side.

Da han voksede op i 1960erne, hørte nordsiden til den litauiske sovjetrepublik og sydsiden til den russiske. Men det hele var sovjetisk, så grænsen var ikke meget mere end en amtsgrænse.

Det føles som meget længe siden nu. I dag danner floden, hvor Vitas Bukauskas som barn plaskede rundt i badebukser på de varme sommer­dage, en ydergrænse mellem NATO og Rusland. Derfor har indbyggerne i tvillinge­byerne om nogen mærket de isnende vinde, der blæser mellem øst og vest. Fra larmende militærøvelser og oprustning til striden om USAs missilskjold og russiske Iskander-missiler.

»Jeg taler ikke rigtige med dem på den anden side mere. Især ikke om politik,« siger Vitas Bukauskas.

På gavlen af rådhuset i Sovjetsk hænger tre store bannere. De viser russiske soldater i paradeuniformer og et nærbillede af den russiske forsvarsminister, der gør honnør med en andægtig mine. Det sidste banner bærer overskriften »Vi har noget at være stolte af!« og navnet på Vladimir Putins regerende parti, Det Forenede Rusland.

Gæster er velkomne, men ingen skal være i tvivl om, hvem der er heltene her på den anden side af floden, siger borgmesteren i Sovjetsk.

Sovjetsk er her stadig

»Bare tænk på byens navn. Sovjetsk! Her bor russere, ukrainere, hviderussere, litauere og armenere. Her er mange blandede familier,« siger Nikolaj Voisjtjev.

»Sovjetunionen er borte, men Sovjetsk er her stadig,« fortsætter han, fornøjet over sit lille ordspil.

»Vi har stadig vores sovjetiske domstol, sovjetisk politi og et sovjetisk rådhus,« griner han, mens en sekretær kommer ilende med te og småkager.

På den litauiske side, hvor mange ser sovjettiden som en 50 år lang besættelse, var den slags vittigheder næppe blevet mødt med samme munterhed. Men – understreger Nikolaj Voisjtjev – i dag er forholdet til de litauiske kolleger præget af vilje til samarbejde. Den største arbejdsplads i Sovjetsk, en fiskefabrik, er for eksempel ejet af et litauisk firma. Og det er i byens ånd, at det er sådan, siger han. Sovjetsk, tidligere Tilsit, er et barn af det omskiftelige grænseland.

Før Anden Verdenskrig var det en tysk handelsby i det daværende Østpreussen. Både jugendstilen på hovedgaden og navnet på Dronning Louises Bro vidner om den tid. Broen er opkaldt efter en preussisk dronning, Louise af Mecklenburg-Strelitz.

Med Anden Verdenskrig tilfaldt området Sovjetunionen, den tyske befolkning blev brutalt fordrevet, og byen fik sit nye navn Sovjetsk. Også i gadebilledet forsøgte sovjetstyret at slette de tyske spor. Men i dag gemmer man ikke historien væk. Rådhuset er ført tilbage til det oprindelig udtryk helt ned til de gamle tyske lysekroner.

»Vi skal gribe denne skønhed og bevare den,« siger Nikolaj Voisjtjev om husene fra den tyske tid.

»Jeg ved godt, hvordan de snakker derovre,« siger borgmesteren i Sovjetsk på den russiske side af grænsen. Samtidig understreger han imidlertid, at forholdet til de litauiske kolleger fra den anden side af Nemanfloden er præget af vilje til samarbejde.
»Jeg ved godt, hvordan de snakker derovre,« siger borgmesteren i Sovjetsk på den russiske side af grænsen. Samtidig understreger han imidlertid, at forholdet til de litauiske kolleger fra den anden side af Nemanfloden er præget af vilje til samarbejde.

Borgmesteren har dog også sat sit eget præg på byen. Han har opstillet kampvogne, pansrede mandskabsvogne og en kamphelikopter mindre end hundrede meter fra Dronning Louises Bro.

De er dog aldrende og ukampdygtige, opstillet i en mindepark for Sovjetunionens sejr over Nazi-Tyskland. Men de flere end 30 tunge militærkøretøjer blev placeret nær grænsebroen bare en måned efter Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014. Det vakte også opsigt på den litauiske side, at flere af kanonerne tilsyneladende peger direkte mod Panemune. Det sidste er endnu et eksempel på litauisk hysteri, mener mange i Sovjetsk.

»Jeg ved godt, hvordan de snakker derovre. De siger, at vi russere er besættere. Det er latterligt. Vi plejede at leve så godt og fredeligt sammen,« siger Galina, der sidder med en nabo på en bænk i nærheden af parken.

Grænsehegn vokser sig højere

Den litauiske grænsevagt sætter kikkerten for øjnene. Han har standset Landroveren 20 meter fra grænsen lidt syd for Panemune. Her er skillelinjen mellem de to lande et par plastpæle og et par tre meter høje hegn med pigtråd.

Det sidste er nyt. Indtil sidste år var lange stræk af den 251 kilometer lange grænse mellem Litauen og Rusland end ikke præcist afmarkeret, siger major Darius Martinkevicius fra Litauens grænsepoliti.

»Nu opgraderes grænsesikkerheden hvert år,« siger han.

Både Rusland og Litauen er i gang med at bygge større og højere langs grænsen. En forklaring er, at der skal dæmmes op for smuglere. En anden er, at forholdet mellem de to lande er gået i hårdknude de seneste tre år.

Den litauiske præsident har anklaget Rusland for »praktisk taget at være i krig med Europa« på grund af konflikten i Ukraine. Litauen er et land præget af et »totalt, hysterisk Ruslands-had,« svarede Vladimir Putins talsmand i sidste måned.

Samtidig har NATO fra årsskiftet udstationeret godt tusind mand i Litauen, og Rusland har placeret atomparate Iskander-missiler i Kaliningrad. Militærøvelser giver genlyd ind over grænsen.

Krisen mellem de to lande har også haft en anden og måske mere trist effekt. Færre almindelige mennesker krydser grænsen, selv om mange har familie på den anden side. Tidligere kørte litauere til Rusland for at tanke billig benzin og cigaretter. Russerne kørte den modsatte vej for at hente billige grøntsager.

»Nu er der tit tomt på grænsestationen,« siger grænsevagten Toma Dainiuvene.

Før i tiden kørte litauere til Rusland for at tanke billig benzin og cigaretter, mens russerne kørte den modsatte vej efter billige grøntsager. I dag er det tyndet godt ud i trafikken i takt med, at grænsesikkerheden år for år er blevet opgraderet, fortæller en litauisk grænsevagt.
Før i tiden kørte litauere til Rusland for at tanke billig benzin og cigaretter, mens russerne kørte den modsatte vej efter billige grøntsager. I dag er det tyndet godt ud i trafikken i takt med, at grænsesikkerheden år for år er blevet opgraderet, fortæller en litauisk grænsevagt.

Ruslands territorium vokser

Spørger man den russiske borgmester, kommer mistroen kun ét sted fra: Litauen. Det er blevet sværere at få visum for russere. Og nabolandets frygtsomme meldinger har i sig selv forgiftet forholdet, mener han.

»Altså, hvis litauisk stats-TV kalder os for terrorister, hvad så,« spørger Nikolaj Voisjtjev forarget.

Der er ingen grund til baltisk frygt for den store nabo trods konflikten i Ukraine og annekteringen af Krim, siger han.

»Undskyld mig, men vi er altså stolte af vores præsident. Det er første gang i min levetid, at vores territorium udvides. Hvis vi tidligere blev opdelt og opdelt, så siger vi nu: Vores territorium vokser,« siger borgmesteren.

Måske er det grunden til, at de er bekymrede i Litauen? Så kan territoriet vokse igen?

»Herrens veje er uransagelige. Det er svært overhovedet at tale om det, men det modsiger enhver sund fornuft. Hvis vi om Krim kan sige, det var vort, det blev bortgivet, og vi tog det tilbage, så har Litauen altid været Litauen,« siger Nikolaj Voisjtjev og skifter prompte emne.

Han ville slet ikke tale om storpolitik, undskylder han. Og Sovjetsk har brug for udenlandske investeringer. For eksempel fra Danmark.

»Fremtiden for vores by ligger i en åben økonomi,« erklærer han som afskedssalut.

Ovre på den modsatte side af broen trækker Vitas Bukauskas snøren ind. Tre aborrer er det blevet til denne aften.

»Jeg kan godt huske, da det var én by. Vi plejede at købe is derovre,« siger han og peger op ad hovedgaden på den anden side af broen.

Nu føler han sig bare ikke velkommen mere, siger han. På den modsatte bred står to russiske lystfiskere og pakker sammen.

Måske tænker de det samme.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.