Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Dreng reddet efter halvt døgn i kloaksystem

I Saudi-Arabien skal de fremover passe ekstra på med at snage i ægtefællernes telefon, og i USA har 13-årige Jesse Hernandez stået i lort til halsen.

ARKIVFOTO
ARKIVFOTO

Teenager styrter i Los Angeles' kloakflod

En teenager i Los Angeles er blevet reddet, efter at han faldt ned i en kloakledning og tilbragte over 12 timer i storbyens underjordiske, labyrintagtige rørsystem.

Den 13-årige Jesse Hernandez havde under en familieudflugt i en park leget med andre børn på nogle træplanker, som lå hen over en af portalerne ind til kloaksystemet.

»Da en planke knækkede, faldt han otte meter ned i en kloakflod med kraftig strøm,« siger Brian Humphrey, talsmand for redningstjenesten i Los Angeles.

De andre børn gav øjeblikkeligt besked om uheldet til en voksen, der slog alarm ved at ringe 911. Dette førte til en godt 12 timer lang intens og udmattende redningsindsats i undergrundsrørene med kameraer, der blev fastspændt på flydende bøjer.

Redningstjenesten fandt omsider Jesse efter at have set hans håndaftryk på et kloakrør. Et redningshold kørte med udrykning til området og sendte en mand ned i kloakkerne ved at åbne et dæksel.

»Det første, de hørte, var råb om hjælp,« siger Adel Hagekhalil fra byens forvaltning.

Redningsarbejdere hejste en brandslange tre meter ned til drengen i kloakrøret.

»Han greb fat om slangen og blev trukket op,« siger Adel Hagekhalil.

Da teenageren var reddet op, blev hans øjne og næse øjeblikkeligt renset. Herefter bad han om en mobiltelefon, så han kunne ringe til sin familie.

Drengen oplyste senere til tv-stationen KNBC-TV, at han ud over nogle småskrammer var ok.

»Jeg bad til Gud om at hjælpe mig og ikke lade mig dø. Der var helt stille. Man kunne kun høre vandet løbe gennem (kloakrørene, red.), og jeg kunne ikke se noget. Der var mørkt,« siger Jesse Hernandez.

Ifølge Adel Hagekhalil mistede redningsarbejderne aldrig troen på, at de ville finde drengen i live.

»De gav aldrig op. De ville bringe Jesse tilbage til hans familie,« siger han.

/ritzau/AP

Saudi-Arabien indfører straf for at snage i ægtefælles mobil

Saudi-Arabien indfører et forbud mod at snage i sin ægtefælles telefon og gør det til en strafbar handling, der potentielt kan give en stor bøde og fængselsstraf.

»Gifte individer, der planlægger at udspionere deres ægtefælle i Saudi-Arabien, bør tænke over det en ekstra gang,« oplyser landets informationsministerium.

»En sådan handling vil kunne udløse en bøde på 500.000 riyaler (godt 800.000 kroner, red.) og en straf på et års fængsel.«

Bestemmelsen er del af en ny lov om bekæmpelse af cyberkriminalitet. Den har til mål at »beskytte moralen hos individer og i samfundet samt beskytte privatlivets fred«.

Loven trådte i kraft i sidste uge.

Det sker ifølge ministeriet i en tid med en »støt stigning i cyberkriminalitet, herunder afpresning, bedrageri og ærekrænkelse«.

Indbyggerne i det ultrakonservative kongedømme er blandt de flittigste brugere af sociale medier og applikationer til mobiltelefoner.

Over halvdelen af indbyggerne i landet er under 25 år og tilbringer meget tid på internettet.

Saudi-Arabien har indført drastiske ændringer, siden den reformvenlige kronprins Mohammed bin Salman kom til magten sidste år.

Ikke mindst ser det ud til at være blevet nye tider for kvinder i landet. Til juni bliver det således lovligt for kvinder at køre bil.

Og i januar fik kvinder for første gang lov til at komme på stadion og se en fodboldkamp.

Desuden er et 35 år langt forbud mod biografer i Saudi-Arabien blevet ophævet.

/ritzau/AFP

USA raser over kinesisk told efter skidt dag på Wall Street

Det Hvide Hus beskylder Kina for at »forstyrre det globale marked«, efter at landet mandag indførte told på 128 amerikanske varer.

»I stedet for at målrette amerikanske varer, der bliver eksporteret retfærdigt, bør Kina stoppe uretfærdige handelsmanøvrer, der skader US's nationale sikkerhed og forstyrrer det globale marked«.

Sådan siger Lindsay Walters, talsmand for Det Hvide Hus.

Kinas told på amerikanske varer trådte i kraft mandag. Manøvren omfatter amerikansk eksport for tre milliarder dollar på varer som svinekød og stålrør.

Tolden er blevet indført, efter at USAs præsident, Donald Trump, i sidste måned annoncerede, at han ville indføre told på importeret metal fra Kina.

Frygten for en handelskrig mellem de to stormagter kunne mandag mærkes på den amerikanske børs.

Således faldt Dow Jones-indekset med 1,9 procent. Det bredere S&P-indeks faldt med 2,2 procent, og Nasdaq faldt med 2,89 procent.

De kinesiske toldsatser har udløst dybe panderynker hos flere amerikanske brancheorganisationer.

Landbrugsforeningen Farmers for Free Trade mener, at tolden er en »skat for amerikanske landmænd udløst af protektionistisk handelspolitik«.

Hovedparten af de kinesiske toldsatser er målrettet det amerikanske landbrug. Eksempelvis er der indført 15 procents told på tørret frugt, nødder og vin.

Præsident Donald Trump sagde i sidste måned, at han vil indføre en told på 25 procent på importeret stål og ti procent på aluminium.

Styret i Beijing sagde ved den lejlighed, at USAs toldsatser havde »ødelagt det multilaterale handelssystem«, og at styret vil forsøge at få en told blokeret gennem Verdenshandelsorganisationen, WTO.

Kinas repræsentant i handelsorganisationen har kaldt USAs initiativ for »fundamentalt uforeneligt« med WTO.

/ritzau/dpa

Puigdemont anker afgørelse om tiltale for oprør og misbrug

Den tidligere catalanske præsident Carles Puigdemont, som er tilbageholdt i Tyskland og venter en mulig udlevering til Spanien, har appelleret en afgørelse fra Spaniens højesteret om at retsforfølge ham.

Spanien ønsker således Puigdemont udleveret på anklager om oprør og statsundergravende virksomhed. Det sker i forlængelse af en forfatningsstridig uafhængighedserklæring sidste år.

Men Carles Puigdemont mener, at tiltalen mod ham er uberettiget.

Det fremgår af en 85 sider lang ankebegæring, som nyhedsbureauet AFP har set. Heri beder advokat Jaume Alonso-Cuevillas om, at tiltalepunkterne mod Puigdemont og flere andre catalanske separatister bliver erklæret ugyldige.

I begæringen anmoder Puigdemonts advokat også om, at retten dropper anklagen om oprør og misbrug af offentlige midler mod Puigdemont. Det samme gør sig gældende for den tidligere regionale minister Clara Ponsati.

Begge flygtede fra Spanien til Belgien, efter at regeringen i Madrid erklærede en folkeafstemning om Cataloniens selvstændighed i oktober ugyldig.

I sidste uge meldte Clara Ponsati sig til politiet i Skotland, hvor hun bor og arbejder.

Hun har sagt, at hun vil kæmpe for at undgå udlevering til Spanien fra Skotland.

Hun mener, at hun som separatist ikke kan være sikker på en retfærdig behandling ved Spaniens domstole.

Carles Puigdemont blev anholdt i Tyskland søndag 25. marts på baggrund af en europæisk arrestordre. Dagen efter forlængede en domstol i Neumünster hans varetægtsfængsling.

Den 55-årige Puigdemont var forud for sin anholdelse i Finland, hvor han blandt andet skulle mødes med finske politikere. Det var planen, at han skulle rejse ud af landet igen lørdag eftermiddag.

Men afrejsen blev tilsyneladende fremskyndet, da Finland modtog en arrestordre på ekspræsidenten fra Spanien.

På det tidspunkt var Puigdemont dog allerede på vej gennem Sverige og efterfølgende Danmark i bil.

Hvis han kendes skyldig, kan han risikere at få op til 25 års fængsel.

/ritzau/AFP

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.