Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Drang nach Osten

Af de 24, jeg læste på Aarhus Universitet med, er vi i dag kun nogle stykker tilbage, der ikke er draget til København.

Illustration: Claus Bigum
Illustration: Claus Bigum

Jeg bor i Jylland. Lige midt i Aarhus hvor jeg er født og opvokset. Her har jeg æren af at være en af meget få skribenter for Berlingske, der ikke bor inden for gå- eller i hvert fald taxiafstand af Kongens Nytorv.

Men om et par år vil jeg også pakke flyttebilen og tøffe mod København. Hvor stort set alle de docerende, skrivende, kværulerende og debatterende mediefolk, som ligner mig, bor i forvejen. Ikke fordi jeg lider af drang nach Osten, er lokket af storbyens lys eller metropolens pulserende kulturtilbud. Men fordi det ikke kan være anderledes.

For nogle år siden var jeg en af omkring 24, der læste en kandidatuddannelse i journalistik på Aarhus Universitet. I dag er vi er vi fire-fem stykker tilbage, der ikke er draget til Storkøbenhavn. Af min egen familie er jeg den eneste af fire søskende, som holder stand i provinsen, så længe det varer. At jeg er blevet i hovedlandet så længe skyldes kun delebarnsrelaterede årsager.

Årsagen til udvandringen er primært, at Københavns omvendte centrifugalkraft er konstant voksende inden for stadigt flere brancher, hvoraf min altså er en.

Misforstå mig ikke, at flytte over lidt vand i et bittelille land er selvsagt hverken bemærkelsesværdigt eller den mindste smule trist. Men af og til overvejer jeg, om det, der er sket og stadig sker med Danmarks indretning, er lige så tydeligt, når man bor inden for hovedstadsområdet, som det er set udefra.

En gang eller to om ugen tager jeg i arbejdsøjemed turen med IC3 fra Aarhus H over Skanderborg, Horsens, Vejle, Fredericia, Odense og Høje Taastrup, før Københavns Hovedbanegård triller ind. Ofte skal jeg hjem samme dag, og hver gang er kontrasten mellem mylderet på Rådhuspladsen i København og tomheden på den tilsvarende plads i min hjemby, landets trods alt næststørste, slående.

Sådan har det sikkert altid været, men det er alligevel, som om forskellen er blevet større.

Da jeg var lille, og jeg besøgte min moster i hendes kollektiv på Østerbro, forekom København mig at være en Olsenbanden-by: Slidt, grim, charmerende og Valby-Vesterbrosk over det hele. En kæmpestor provinsby. Jovist, den havde S-tog og flere værtshuse end alle de andre. Større, men stadig genkendelig – også hvis man var fra Esbjerg.

Men på et tidspunkt i midten af halvfemserne var det, som om København tog et ordentligt skud epo og spurtede fra alle andre og ud over sine breder. Med metroer, operaer, havnebade og Ørestade. I dag er sammenligningen med andre danske byer grundlæggende absurd. København er en storby: en berettiget uapologetisk, ægte og selvsikker metropol.

Og København er på alle måder den hovedstad, som Danmark fortjener. En by hvis vækst er drevet af en logik, der er uomgængelig. København har intet stjålet eller snydt på vægten. København er blevet en fantastisk by, fordi mange mener, den er fantastisk og hellere ville bo der end i Struer, Næstved eller Aarhus.

Men det har også en effekt. For et års tid siden så jeg forestillingen »Brun mands byrde« af Hassan Preisler på Aarhus Teater. Et fremragende stykke i øvrigt. En måneds tid efter kom anmeldelser og interview i de landsdækkende medier, og jeg undrede mig lidt over forsinkelsen. Men det havde den naturlige forklaring, at det først var dér, at stykket var blevet opsat på et af hovedstadens teatre. Der er meget, som først rigtigt findes, når det findes i København. Særligt når det nu er her, alle dem, der er landsdækkende, bor.

Jeg kan af og til, i et anfald af provinsiel skadefro, more mig over de indignerede ramaskrig, der kommer, når statslige arbejdere tvinges til eksotiske jyske lokationer, og Irma pludselig må udskiftes med den lokale Spar-købmand. På den anden side er det svært at forestille sig, at meget bliver anderledes, fordi en styrelse eller tre flytter.

Men at der findes stadig mere sær tomhed og udefinerbar følelse af at være i periferien uden for København, det er også uomgængeligt. I Aarhus er der selvsagt både posthus, domstol, hospital og sågar en bager eller to. Men mange andre steder er alle de ting – og mere til – forsvundet i samme periode, som København blev stadig mere magnetisk.

Så når min egen fornemmelse er, at selv landets næststørste by i stadigt højere grad er ved at blive en mellemstation på vej til hovedstaden for rigtigt mange, kan jeg godt overveje, hvordan folk tænker i Brovst eller Hvide Sande.

Så sagt uden malice eller antydningen af provinsiel bitterhed er det fascinerende at iagttage, hvordan Danmark langsomt bliver anderledes. Og at den forandring kun bliver opdaget af mange i det gamle HT-område, når Dansk Folkeparti pludselig maler store dele af Danmark gult.

Men vi ses i alle fald snart. Og sig til, hvis du kender nogen, der udlejer noget billigt på Vesterbro. Jeg hører, at vi jyder har en form for koloni der.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.