Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Donald Trump afviser handelskrig i aggressivt tweet

USA's præsident mener ikke, at landet har gang i en handelskrig med Kina. Handelsminister maner til ro.

USA's præsident, Donald Trump, skriver på Twitter, at landet ikke er i en handelskrig med Kina. Scanpix/Olivier Douliery
USA's præsident, Donald Trump, skriver på Twitter, at landet ikke er i en handelskrig med Kina. Scanpix/Olivier Douliery

Beijing. Aktiemarkederne bløder, og økonomer verden over vrider hænder, efter at USA og Kina har udvekslet varsler om straftolde mod hinanden det seneste døgn. Udsigten til en handelskrig giver store bekymringer.

Onsdag over middag afviser USA's præsident, Donald Trump, dog, at de to lande har gang i en handelskrig. Samtidig gyder USA's handelsminister, Wilbur Ross, olie på vandene.

- Vi er ikke i en handelskrig med Kina. Den krig blev tabt for længe siden af de tåbelige eller inkompetente folk, der har repræsenteret USA, skriver Donald Trump på Twitter.

- Nu har vi et handelsbalanceunderskud på 500 milliarder dollar om året med tyveri af intellektuelle rettigheder for yderligere 300 milliarder dollar.

- Vi kan ikke lade dette fortsætte!, skriver Donald Trump.

Udmeldingen kommer, kort før de amerikanske aktiemarkeder åbner med udsigt til markant fald.

Det er udløst af, at USA tirsdag aften varslede straftold på 25 procent på over 1300 varegrupper fra Kina.

Onsdag formiddag svarede Kina prompte igen ved at varsle en lignende straftold på 106 varegrupper fra USA, heriblandt sojabønner. Eksporten af sojabønner er vigtig for det amerikanske landbrug.

Eskaleringen af konflikten mellem de to lande har sendt rystelser gennem finansmarkederne, da udsigten til en handelskrig skaber frygt.

Det danske OMX C20 Cap-indeks falder kort før klokken 14 med 1,7 procent, og de toneangivende europæiske indeks ligger også i rødt.

Samtidig med Donald Trumps tweet har den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, dog mildere toner med i et interview med tv-kanalen CNBC.

Her kalder han Kinas svar for "proportionelt" med USA's og siger, at han ikke vil blive overrasket, hvis resultatet af de varslede straftolde bliver nye forhandlinger mellem de to lande.

Han fortæller dog også, at han forventer, at resten af verden støtter et kraftigere svar på Kinas forhold til resten af verden, når det kommer til handel.

Kina har tidligere opfordret verdenssamfundet til at stå sammen med dem om at stoppe USA's unilaterale indførsel af straftold uden om det etablerede system.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.