Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det her vil kun bære brænde til muslimske ekstremisters bål«

En 28-årig brite, der som andre har været forbi moskéen ved Finsbury Park efter nattens angreb, frygter, at det kan føre til yderligere ekstremisme. IS-Propaganda er allerede spredt, men dansk sikkerhedsekspert maner til ro.

En 48-årig mand kørte ved midnatstid natten til mandag en hvid varevogn ind i en menneskemængde foran en moské ved Finsbury Park i det nordlige London. / AFP PHOTO / Tolga AKMEN
En 48-årig mand kørte ved midnatstid natten til mandag en hvid varevogn ind i en menneskemængde foran en moské ved Finsbury Park i det nordlige London. / AFP PHOTO / Tolga AKMEN

Hassan Yassin på 28 år har mandag været forbi moskéen ved Finsbury Park i det nordlige London, hvor en mand natten til mandag kørte en varevogn ind i en menneskemængde. Hassan Yassin frygter, at angrebet, der efterforskes som et terrorangreb, kan føre til yderligere ekstremisme, fortæller han til den britiske avis The Guardian.

»Dette vil kun bære brænde til muslimske ekstremisters bål til at udføre flere angreb. De vil bruge det som en begrundelse for at udføre flere angreb. Begge samfund (muslimske og ikke-muslimske, red.) må arbejde sammen,« siger han.

Føreren af varevognen råbte ifølge vidneberetninger, at han ville dræbe muslimer. Efter angrebet lyder det på en blog, der støtter terrororganisationen Islamisk Stat (IS):

»Åh muslimer, I bliver nødt til at vågne op, krigen starter på jeres egne gader«, skriver The Guardian.

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, frygter imidlertid ikke, at nattens angreb er et forvarsel om en voldsom eskalering af ekstremistiske angreb. Hverken fra tilhængere af terrororganisationen IS, der den seneste tid har taget skylden for flere terrorangreb i Storbritannien, eller fra ekstremister på den modsatte fløj.

»Jeg har svært ved at se, hvordan det her kan veksles til noget, Islamisk Stat for alvor kan bruge til noget. Hvis man nu havde den slags lyster, har vi nu slagtet muslimer på samlebånd i Irak og Syrien i flere år. Amerikanerne har smadre-bombet Islamisk Stat siden august-september 2014. Så hvad er det lige, det her nye angreb tilfører? Hvis man i forvejen tror på IS-propaganda og føler sig draget til at lave ulykker, har man haft tonsvis af muligheder for at lade sig overbevise om, at det er det rigtige at gøre,« siger han.

Hvad angår ekstremister i den modsatte ende, medgiver Peter Viggo Jakobsen, at et angreb kan inspirere til andre, men han noterer sig, at der heldigvis ikke er ret mange, der tager skridtet og går til yderligheder, selv om »der er nok tosser derude«.

»Det her var trods alt ikke særlig succesrigt og ikke særlig spektakulært. Det har ikke dræbt mere end en enkelt person og såret en ti stykker, så det er ikke noget, der for alvor slår ud på Richter-skalaen. Det er heller ikke det første angreb på muslimer. Vi har jo haft tonsvis af angreb på muslimer, der enten har været racistisk motiverede eller politisk motiverede,« siger han.

Der er en bekymring, og angreb som det i nat skal naturligvis adresseres, men det er ikke sådan, at vi med angrebet ved Finsbury Park står i en ny situation, fastslår lektoren.

»Der er en bekymring. Man skal tage det alvorligt. Men det gør vores myndigheder og politi allerede, og derfor er jeg ikke særlig bekymret for, at det her nu får det hele til at løbe løbsk,« siger han.

Hassan Yassin mener, at moskéer bliver nødt til at debattere med og overbevise dem, som har ekstreme holdninger, om, at de tager fejl. Det gælder imidlertid også på den anden fløj, hvor der skal sættes ind over for voldelig islamofobi og ekstremt højreorienterede, som kan tage til gerningsstedet for et terrorangreb og sige, at »det her handler om islam«, siger han.

»Hvorfor er det ikke radikalisering? Når du fortæller hvide mænd, at dette er islam, at radikalisering er i dens definition, så fortæller du folk, at de skal hade os, at de skal gå over stregen og angribe os. Det er ekstremisme i begge ender,« mener Hassan Yassin.

Storbritannien har de seneste måneder været ramt af flere terrorangreb. I marts påkørte en angrebsmand flere fodgængere på Westminster Bridge, hvorefter han knivdræbte en betjent ved det britiske parlament i London. I maj blev 22 personer dræbt, da en selvmordsterrorist sprængte en bombe ved en koncert med Ariana Grande i Manchester. Og i begyndelsen af juni blev otte personer dræbt, da tre formodede islamister først kørte fodgængere ned på London Bridge og bagefter angreb tilfælde med knive på Borough Market i London.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.