Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det er mærkeligt, at man kan tale grimt om EU uden at tale grimt om sig selv«

Både EU-Kommissionen og EU-landene har et ansvar for EUs krise i forhold til befolkningerne, og der er kun én løsning – nemlig at levere konkrete resultater, der skaber bedre rammer for borgernes liv. Og EU skal overleve, for der er ikke noget alternativ til at løse de grænseoverskridende problemer, mener EU-kommissær Margrethe Vestager.

»Tilbage i Bruxelles. Det er en smuk aften. Som hvis det ikke var sket. Men det gjorde det. UK vil forlade (EU, red.). Verden er forandret,« twittede Margrethe Vestager fredag aften. Arkivfoto: Søren Bidstrup
»Tilbage i Bruxelles. Det er en smuk aften. Som hvis det ikke var sket. Men det gjorde det. UK vil forlade (EU, red.). Verden er forandret,« twittede Margrethe Vestager fredag aften. Arkivfoto: Søren Bidstrup

BRUXELLES: Det blev en anden måde at ryste folk sammen på, end Margrethe Vestager havde ønsket. To dages teambuilding i det danske for holdet, der hjælper den danske EU-kommissær gennem opgør med nogle af verdens største selskaber, blev for alvor rystet fredag morgen.

Torsdag aften tydede det ellers på, at et lille flertal af briterne trods alt ønskede at blive i EU, men som stemmerne blev talt op, stod det klart fredag morgen, at et flertal af briterne ønskede at forlade EU. Det politiske jordskælv, som alle i EU-Kommissionen havde frygtet, var en realitet.

Og for Margrethe Vestager, som har en fast tro på EU som et projekt, der sikrer fred og velstand, er det uden tvivl den sorteste dag i EUs historie.

»Det største, jeg har oplevet, var, da Muren faldt, da Tyskland blev forenet, og EU blev udvidet med østlandene. Tre fantastiske tegn på viljen til at løse problemer, der var større end en selv, og gøre det sammen. Og så har vi så fået den britiske folkeafstemning i den anden skål. Det er lidt for skelsættende,« siger Margrethe Vestager.

Hun taler langsommere end normalt, og stemmen er tydeligvis påvirket af, at det her er en begivenhed, der rammer helt dybt.

Vestager kan – som sin chef Jean-Claude Juncker – ikke se nogen mulighed for, at Storbritannien kan fortsætte i EU efter afstemningsresultatet, fordi vælgerne klart har forholdt sig til et meget præcist spørgsmål, nemlig om Storbritannien skal blive i eller forlade EU: »Hverken mere eller mindre. Det er et spørgsmål, der ikke kan misforstås. Jeg kan ikke se for mig, hvordan Storbritannien kan blive.«

Vejen frem

Stemmen kommer op i tempo igen, mens Vestager taler om, hvordan briterne nu må aktivere skilsmisseforhandlingerne. Men hvad med de store spørgsmål. Hvordan kan EU genvinde tilliden i befolkningerne? Hvordan skal EU reformeres? Risikerer EU at falde fra hinanden? Og er det tid til selvransagelse for EU-Kommissionen, der for mange fremstår som en maskine, der fra Bruxelles altid presser på for mere EU?

»Der er to ting, som bør ske. Det første er konkret at skabe mulighed for forandring i folks hverdag. Jeg tror, at det, der splitter allermest, er frygten for, at hvis man mister sit arbejde, så kan man ikke få et nyt, at man ikke kan forsørge sin familie, og at man ikke kan se ens børn komme godt i vej. Den anden ting er, at vi holder op med at sige, at alt er EUs skyld. Det er mærkeligt, at man kan tale grimt om EU uden at tale grimt om sig selv, for EU er hverken mere eller mindre end os selv.«

Hun nævner tre eksempler på konkrete tiltag. At virksomheder har muligheder for at sælge deres varer over hele EU – også digitale virksomheder. At små- og mellemstore virksomheder kan få kapital til at vokse og skabe arbejdspladser. Samt at sikre energi og elektricitet i kontakten, selv om man har en mægtig nabo som Rusland, der skruer op og ned for prisen for energi.

»Det er her og nu nødvendigheder, for at det grundlæggende i folks liv kan folde sig ud. Når vi fokuserer på dét, skal vi også lovgive mindre. På den måde skal vi sørge for, at folk oplever, at EU fungerer konkret og understøtter det, som folk gerne vil.«

Tillidskrise

Har EU-Kommissionen været god nok til det?

»Det er muligt, at vi kan blive skarpere, men det er det, vi er i gang med. Vi skal koncentrere os om de ting, der er grænseoverskridende og derfor kræver europæiske kræfter. Til gengæld skal vi ikke bruge tid på noget, som andre kan gøre lige så godt eller måske endda bedre. Der har måske været en tilbøjelighed til, at mange ting blev set som vigtige nok. Nogle gange har proportionerne ikke været i orden, og så er der blevet reguleret ting for alle medlemslandene, selv om det egentlig var noget, som medlemslandene kunne selv, eller som måske ikke var livsnødvendigt.«

Er det EU-Kommissionen eller EU-landene selv, der har stået i vejen for reformer?

»Der kommer ikke noget godt ud af at dele skampletter ud. Hvis ikke vi har leveret ordentligt, så er det da sandelig bare om at komme i gang med arbejdet.«

Hvad sker der, hvis EU ikke er i stand til at levere disse konkrete resultater?

»Min erfaring er, at hvis folk oplever, at ting ender i snak, så står de af.«

Og vil flere lande så stemme sig ud af EU?

»Som jeg hører reaktionerne fra regeringscheferne, så er det ikke udmeldelser, der står i kø, men det er ønsket om at skabe konkrete resultater, der står øverst på dagsordenen.«

Men der kan jo snart være andre regeringschefer ved magten?

»Man kan stille alle mulige hypoteser og scenarier op, men det, der er vigtigt, er at holde snuden i sporet og få arbejdet gjort. For det er en risiko, hvis vi bevæger os ud i abstrakte diskussioner, som ikke leverer resultater.«

Er det overhovedet muligt at holde sammen på EU?

»Det er den mindst ringe løsning. Det er fantastisk og enestående i verdenshistorien, at vi kan have sådan et forpligtende samarbejde og være så forskellige med hver vores geografi, sprog og kultur og så alligevel gøre ting sammen. Europa er stadigvæk det bedste kontinent at leve i, og derfor har jeg også svært ved at forstå, hvorfor briterne vil ud af det.«

Forandret for altid

Efter en følelsesladet dag i det danske landede Margrethe Vestager og hendes kabinet igen sent fredag i Bruxelles til en smuk sommeraften. Her tog Vestager et billede af solnedgangen over EU-kvarteret og lagde det på Twitter med 140 kondenserede tegn:

»Tilbage i Bruxelles. Det er en smuk aften. Som hvis det ikke var sket. Men det gjorde det. UK vil forlade (EU, red.). Verden er fo­randret.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.