Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det er bekymrende, at Trump vil bruge så meget energi på at lyve om noget fuldstændig ligegyldigt«

Ifølge Trump-lejren havde Donald Trumps indsættelsesceremoni det største publikum nogensinde set ved en indsættelse. Men det er løgn, advokerer amerikanske medier. Udtalelsen kan være strategi, men det kan også være Trumps ego, der spøger, mener USA-ekspert.

Donald Trump står fast på, at halvanden millioner mennesker overværede hans indsættelsesceremoni, selvom medierne argumenterer for, at det er løgn.
Donald Trump står fast på, at halvanden millioner mennesker overværede hans indsættelsesceremoni, selvom medierne argumenterer for, at det er løgn.

»Det var det største publikum, der nogensinde har overværet en indsættelse. Punktum.«

Det slog talsmand for Det Hvide Hus, Sean Spicer, fast dagen efter Donald Trumps indsættelse som USAs præsident.

Ifølge Trump og hans talsmand løj medierne om antallet af mennesker under indsættelsesceremonien i Washington og forsøgte bevidst at underminere opbakningen til præsidenten. Siden da har der været åben ild mellem Trump-regeringen og de amerikanske medier.

»Trump har gjort det til en strategi at overbevise sine tilhængere om, at medierne lyver. Alle sammen, hele tiden. Han forsøger at fjerne tiltroen til medierne, og det ligger der en stor fare i, for en væsentlig del af demokratiet er, at befolkningen taler nogenlunde ud fra de samme fakta,« siger Niels Bjerre-Poulsen, der forsker i amerikansk politik ved Syddansk Universitet.

Og fakta er krigens nøgleord. Der er ingen officielle tal for, hvor mange mennesker som kom til Trumps indsættelse, og hvem eller hvad kan så afgøre folkemængdens størrelse?

Billede af Tha National Mall i Washington DC ved indsættelsen af Donald Trump som præsident (tv) d. 20. januar 2017 og indsættesen af Barack Obama (th) d. 20. januar 2009. På sin første hele dag som præsident forsøgte Donald Trump og hans stab at så tvivl om faktuelle oplysninger om fremmødet ved Trumps indsættelse. (Foto: STAFF/Scanpix 2017)
Billede af Tha National Mall i Washington DC ved indsættelsen af Donald Trump som præsident (tv) d. 20. januar 2017 og indsættesen af Barack Obama (th) d. 20. januar 2009. På sin første hele dag som præsident forsøgte Donald Trump og hans stab at så tvivl om faktuelle oplysninger om fremmødet ved Trumps indsættelse. (Foto: STAFF/Scanpix 2017)

Amerikanske medier har sammenlignet luftfotos fra Trumps indsættelsesceremoni med Barack Obamas i 2009. Selv for det utrænede øje ser der ud til at være betydeligt flere mennesker under Obamas indsættelse.

Tal fra metroen har ligesom billederne bragt Trump-lejren i en sproglig kattepine. Fredag formiddag lagde metroen i Washington spor til 193.000 rejser. Da Obama første gang blev taget i ed som USAs præsident i 2009, var det 513.000 rejser, og i 2009 var det tal 317.000. Det skriver Washingtons metro på Twitter.

»Sean Spicer, vores talsmand, gav alternative fakta om, hvor mange der overværede indsættelsen,« har Trumps talskvinde, Kellyanne Conway, efterfølgende forklaret i TV-programmet »Meet the Press«.

Også Trump selv står fast. Under et besøg hos efterretningstjenesten CIA lørdag insisterede han på, at ceremonien havde tiltrukket halvanden millioner mennesker.

Hvorfor Trump-regeringen går så meget op i antallet af tilskuere til indsættelsesceremonien, tør Niels Bjerre-Poulsen kun gisne om.

»Spørgsmålet er, om det overhovedet er en strategi, eller om Trumps enorme ego gør, at han simpelthen ikke kan bære tanken om, at nogen sår tvivl om opbakningen til ham som præsident,« siger han og fortsætter:

»Det er bekymrende, at Trump vil bruge så meget energi på at lyve om noget fuldstændig ligegyldigt. Hvad vil han så ikke sige om store, betydningsfulde emner?«

Og det er alvorligt, hvis Trump bevidst løj om publikummet til indsættelsesceremonien, mener Niels Bjerre-Poulsen.

»Hvis det er en strategi, så går det ud på at skabe to alternative virkeligheder, hvor Trump regner med, at tilpas mange af hans tilhængere vil afvise alt kritisk, som medierne måtte sige om ham,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Findes der alternative fakta?

For Niels Bjerre-Poulsen er Kellyanne Conways forklaring om »alternative fakta« ren volapyk.

»Der er ikke noget, der hedder alternative fakta. Det giver ikke nogen mening. Man kan have forskellige meninger, men ikke forskellige fakta. Fakta er enten rigtige eller forkerte. De kan ikke være alternative,« siger han.

Ifølge sprogforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Michael Ejstrup, er udtrykket blot gammel vin på nye flasker.

»Alternative fakta er ikke noget nyt. Det er bare på en ny måde at sige tingene på. I folketingssalen vil Johanne Schmidt Nielsen, Kristian Thuelsen Dahl og Anders Samuelsen også tale om den samme sag fra hver deres synsvinkel og bruge de fakta, som passer til netop deres argumenter. Det er på en måde også alternative fakta, som de taler ud fra. Det er spin,« siger Michael Ejstrup.

Han forstår dog godt, hvorfor udtrykket skurrer i Niels Bjerre-Poulsens ørere.

»I en dansk sammenhæng ville vi nok sige, at ordene alternativ og fakta ikke kan giftes med hinanden. At det er umuligt. Men det skal man ikke tage fejl af, at det kan de måske godt i andre kulturer,« forklarer han og påpeger, at der i en vis forstand findes alternative fakta:

»Når noget fremlægges sprogligt, så er det den persons egne fokuspunkter, der bliver fortalt. Alternative fakta kan godt handle om, at person nummer et har set noget, som person nummer to ikke har set eller nedtonet. En dygtig retoriker kan faktisk få mennesker til at se nye logikker; At en række træer kan ses som enkelte træer og ikke en skov,« siger Michael Ejstrup.

Selvom Michael Ejstrup ikke vil udelukke, at der kan være en anden, logisk forklaring på, hvorfor Trump-regeringen udtaler, at indsættelsesceremonien havde det største publikum nogensinde set, så har han svært ved at se, hvordan Trump forklaringsmæssigt kan løbe fra luftfotos og metroens tal.

»Trump vil have ret, og han vil bestemme, hvordan sandheden skal se ud. Om det så er, hvordan vi tæller,« siger Michael Ejstrup.

Og noget tyder på, at Trump går meget op i at tælle.

»Om der var flere eller færre ved hans fremtrædener har også været et fast element i valgkampen. Dengang forlangte han, at kameraerne fra de store TV-stationer skulle pege væk fra ham, når han talte, så man kunne se, hvor mange mennesker der var til hans valgmøder,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.