Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Derfor vandt Vladimir Putin valget i USA

Den russiske præsident, Vladimir Putin, stod personligt bag hackingen af det amerikanske valg, og han afslørede det liberale demokratis største svaghed: Det kan ikke forsvare sig mod ham og hans skruppelløshed.

I september sidste år ringede en FBI-agent til det demokratiske partis hovedkvarter, og han ringede med »en foruroligende nyhed«.
I september sidste år ringede en FBI-agent til det demokratiske partis hovedkvarter, og han ringede med »en foruroligende nyhed«.

Hvis ikke artiklen havde stået i en af verdens mest respekterede og grundige aviser, ville de fleste formentlig have afvist den som lettere delirisk.

Men her er den:

I september sidste år ringede en FBI-agent til det demokratiske partis hovedkvarter, og han ringede med »en foruroligende nyhed« om partiets computersystem. Omstillingen i hovedkvarteret stillede ham igennem til tech-support, og her talte FBI-agenten med en deltidsansat medarbejder, som vidste meget lidt om cyberangreb. FBI-agenten advarede ham om, at et russisk netværk af hackere havde infiltreret partiets computere, og at en af computerne konstant »kaldte hjem til Moskva«, som New York Times skrev tidligere på ugen.

Det skulle have fået alle røde lamper til at blinke, men gjorde det ikke. Tech-medarbejderen googlede russisk hacking og kørte et rutinescan og overbeviste sig selv om, at FBI-agentens opkald sikkert var telefonfis, skriver avisen. FBI-agenten ringede flere gange i de følgende måneder, men bevægede sig aldrig in persona de få hundrede meter hen til Det Demokratiske Parti eller bad om at tale med en ledende medarbejder, og den demokratiske tech-medarbejder fattede aldrig omfanget af hackingen.

Sådan gik det. Advarslerne bredte sig op igennem systemet, men de røde lamper blinkede i huse, hvor der ikke var nogen hjemme, og da advarslen endelig nåede det øverste hus, Det Hvide Hus, nølede præsident Obama som en parodi på Hamlet.

Og uanset udfaldet – så vandt Vladimir Putin valget. Han vandt, fordi han beviste, at han teknisk kunne hacke et valg og blande sig med sin propaganda. Han vandt, fordi han beviste, at det amerikanske system var infiltreret af inkompetence og ubeslutsomhed; og han vandt især, fordi han dokumenterede, at det liberale demokrati er hjælpeløst mod mænd som ham.

Eller værre end hjælpeløst: Det liberale demokrati vendte sig imod sig selv og fortærede sig selv under hans angreb. Og dét – mere end noget andet – er grund til alarm.

Brugte Wikileaks

De to italienske professorer Gaetano Salvemini og Max Ascoli flygtede fra Benito Mussolini til USA, og her indledte de et fælles forfatterskab om, hvad der især havde chokeret dem i Italien i 1920erne: Hvor skrøbeligt det liberale demokrati vitterligt er, som historikeren Kimber Quinney skriver i The Conversation.

Salvemini og Ascoli beskrev, hvordan det liberale demokrati ikke kan modstå dem, »som bruger demokratiets metoder, men tømmer dem for demokratiske mål«.

Og det var, hvad vi oplevede i USA i efteråret 2016.

NBC News kunne onsdag oplyse, at præsident Putin personligt havde beordret hackingen af Det Demokratiske Parti, men selve hackingen var ikke selve genistregen. Det var hans efterfølgende beslutning: At offentliggøre det hackede materiale, bruge Wikileaks som facade og forstærke budskabet gennem engelsksprogede russiske medier som RT og Sputnik og forstærke det med tusindvis af såkaldte bots, som distribuerer budskaber ud på de sociale medier.

Premieren kom få dage før det demokratiske konvent i juli. »Wikileaks dumpede mere end 44.053 e-mails med 17.761 vedhæftelser, og nogle af e-mailene gjorde det klart, at enkelte partichefer foretrak Hillary Clinton frem for hendes udfordrer, Bernie Sanders«, skriver New York Times.

På det tidspunkt vidste amerikanske medier, vælgere og politikere, hvor det hackede materiale kom fra. Det estimerede cyber- sikkerhedsfirma Crowdstrike havde i juni offentliggjort en detaljeret analyse af hackingen og placeret ansvaret i Moskva; fire andre sikkerhedsfirmaer bekræftede konklusionen, det samme gjorde mediet Ars Technica, og senere bekræftede de 16 amerikanske efterretningstjenester det også.

Så hvad skete der, da russerne og Wikileaks i juli begyndte propagandadelen af operationen? Rejste der sig en storm af protester, en samling om flaget som efter et terrorangreb? Tværtimod. De amerikanske medier greb afsløringerne, som om de var et gratis tag-selv- bord på Noma. Det samme gjorde både tilhængere af Bernie Sanders og republikanske politikere, og førstedagen af det demokratiske konvent var præget af kaos, udvandringer og en kritisk dækning. Partiets formand, Debbie Wasserman-Schultz, blev fyret og bortvist.

Kun ganske få fokuserede på, at materialet var en del af en russisk propagandaoperation. Ii stedet koncentrerede de sig om alle de private slibrigheder i materialet, skriver New York Times, og som et af ofrene for hackingen, Neera Tanden, siger: »Ved du, hvad der især overraskede mig? Jeg kunne ikke tro, at reporterne dækkede det.«

Dovne medier

Det burde ikke have overrasket hende, for den amerikanske forfatter og nobelpristager Sinclair Lewis havde allerede i 1935 beskrevet fænomenet.

Han udgav bogen »It Can’t Happen Here«, som er en advarsel mod amerikansk fascisme, og romanens demagog, Buzz Windrip, forstår bedre end nogen anden medierne og den politiske proces. For politikerne handler det kun om principper, hvis principperne er til deres fordel, beskriver han, og medierne tænker kun på sig selv. »Jeg kender kun medierne alt for godt. De fleste redaktører sidder i deres edderkoppehuler, de tænker ikke på deres familie eller den offentlige interesse ... de tænker på, hvordan de kan sælge deres løgnehistorier, avancere og fylde deres grådige tegne­bøger...«

Den russiske propaganda appellerede til de instinkter. »Oplysningerne er derude. Hvad kan vi gøre,« sagde redaktører og offentliggjorde mere. »Vi ved ikke, hvor det kommer fra,« sagde politikere og brugte flere af oplysningerne, og kun ganske få stillede sig op og så truslen direkte i øjnene. Den republikanske senator Marco Rubio var en af dem. Som han i oktober sagde til ABC News:

»Vores efterretningstjenester bekræfter, at der er tale om et forsøg på at manipulere vores valg, og jeg vil ikke være en del af det. Jeg vil ikke kommentere noget, som kun er kommet frem via Wikileaks. Og jeg vil også gerne advare republikanske partifæller, som er fristede til at udnytte lækagerne politisk. I dag er det demokraterne. I morgen kan det være os.«

Vladimir vinder

Men Rubio var et enkeltstående tilfælde af principfasthed, og i efteråret tog præsident Putin stikket helt hjem. De amerikanske myndigheder var nu bombesikre på, at den russiske efterretningstjeneste stod bag, og at operationen var beordret helt i toppen af Kreml. Præsident Obama overvejede, hvad han skulle gøre.

En mulighed var at gå offentligt i rette med Rusland, men han frygtede, at det ville virke partipolitisk, som Washington Post skriver. Derfor sendte Obama tre af sine efterretningschefer til Kongressen og bad lederne af de to partier om at bakke op om et fælles initiativ. Men den republikanske senatsleder, Mitch McConnell, ville ikke være med. Han frygtede, at et sådan initiativ ville skade hans kandidat, Donald Trump, og som Washington Post skriver:

»McConnell rejste tvivl om efterretningerne, og han gjorde det klart, at han ville betragte ethvert forsøg fra præsidentens side på at udfordre russerne som et partipolitisk træk.«

McConnell gjorde altså, hvad de amerikanske medier og politikere fra begge partier også gjorde – han brugte undskyldninger til at legitimere det hackede materiale, fordi han kunne profitere af materialet. Præsident Obama kunne derefter selv have holdt en pressekonference eller være gået på TV og have delt sine oplysninger med amerikanerne, men gjorde det ikke. Han følte ifølge Washington Post, at det ville være utidigt, hvis han som siddende præsident kastede sit embede ind i valgkampen, og det ville være udemokratisk, hvis han opførte sig lige så skruppelløst som modstanderne.

Hver på sin måde demonstrerer McConnell og Obama, hvorfor det liberale demokrati er så forsvarsløst og selvdestruktivt over for dem, »som bruger demokratiets metoder, men tømmer dem for demokratiske mål«: På den ene side fordi nogle i det liberale demokrati kan profitere på de pågældende metoder og mål, og på den anden side fordi andre i det liberale demokrati ikke føler, at de kan gøre noget, fordi demokratiets opposition også har en ret til at være der.

Og derfor vandt Vladimir Putin det amerikanske valg.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.