Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Derfor vækker det franske præsidentvalg glæde i Europas hovedstæder og på finansmarkederne

Økonomer og europæiske politikere jubler over det franske valg, fordi meget tyder på at den EU-positive og reformivrige Emmanuel Macron bliver Frankrigs næste præsident.

 / AFP PHOTO / Eric FEFERBERG
/ AFP PHOTO / Eric FEFERBERG

Det franske præsidentvalg 2017 er allerede historisk. Det bliver den uafhængige centrumkandidat Emmanuel Macron og den højrenationale Marine Le Pen, der mødes i anden og afgørende runde af valget den 7. maj.

Det endelig resultat viser mandag morgen, at Macron fik 23,8 procent af stemmerne, mens Marine Le Pen fik 21,5 procent. Den konservative François Fillon endte med 19,9 procent, mens Jean-Luc Mélenchon på den yderste venstrefløj fik 19,6 procent af stemmerne på fjerdepladsen.

Dermed er begge de to store partier, der har siddet på præsidentposten gennem årtier - socialisterne og de konservative - elimineret i første runde, hvilket aldrig er sket før.

Valget er i det lys et protestvalg, og det ville normalt udløse bekymring i såvel andre europæiske regeringer som på finansmarkederne. Men ikke umiddelbart denne gang, hvor en duel mellem Macron og Le Pen i stedet har udløst lettelse - i hvert fald i første omgang.

Forklaringen er, at Emmanuel Macron nu er storfavorit til at blive Frankrigs næste præsident, og fordi han er en varm fortaler for EU, NATO og økonomiske reformer, er han i høj grad finansmarkedernes darling. Og langt de fleste - hvis ikke alle - europæiske regeringer foretrækker også Macron, der ses som tiltrængt stabilitet i Europa, frem for Le Pen, der både er protektionistisk og stærkt kritisk over for EU og NATO.

Europæiske politikere jubler

Europæiske politikere, der ellers normalt ikke blander sig i nationale valg, kunne ikke lade være med at juble over resultatet søndag aften.

»Se franske flag og EU-flag, der fejrer Emmanuel Macrons resultat - det er håbet og fremtiden for vores generation,« skrev EUs udenrigschef, Federica Mogherini, sent søndag aften på Twitter.

På samme måde lød det fra den tyske kansler Merkels stabschef, Peter Altmaier:

»Emmanuel Macrons resultat viser: Frankrig og Europa kan vinde sammen. Midten er stærkere, end populisterne tror.«

Også Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), erklærede straks sin støtte til Macron på Twitter:

»Tillykke Emmanuel Macron. Vi bør afvente det endelige resultat, men Europa har brug for et åbensindet og reformorienteret Frankrig. Held og lykke!«

Da Emmanuel Macron klokken 22.15 trådte frem foran sine jublende tilhængere, lagde han da heller ikke skjul på sit europæiske engagement.

»Aftenens resultat viser optimisme og håb for vores land og for Europa,« sagde Macron og tilføjede i en slet skjult reference til Le Pen, at han ville være en patriotisk præsident, der bekæmper »truslen fra nationalismen«.

Optimisme på finansmarkeder

Og på finansmarkederne blev euroen styrket markant i den globale valutahandel i et klart signal om, at de skarpe valutahoveder ikke kan forestille sig, at Marine Le Pen kan vinde i anden runde.

Herhjemme skriver Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerligt-liberale tænketank Cepos, at Macron uden tvivl er det bedste valg ud fra et vækstperspektiv, og at Frankrig i den grad har brug for reformer.

»Der er virkelig et potentiale for at øge væksten via nye reformer, og det vil gavne hele Europa og dermed også dansk økonomi,« lyder det fra Mads Lundby Hansen.

Og en lignende vurdering kommer fra Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen.

»Helt afgørende for de finansielle markeders støtte til Macron er dog, at han er stærk tilhænger af EU-samarbejdet, af Frankrigs medlemskab af euroen og endda ønsker at gå videre med integrationen i Unionen. Det betyder, at risikoen for et såkaldt Frexit, altså at Frankrig skulle melde sig ud af EU ligesom briterne, er elimineret med Macron som præsident,« skriver Helge Pedersen i en kommentar.

Hvorfor er Macron storfavorit?

Når Macrons sejr nærmest fejres på forhånd, skyldes det, at intet tyder på, at Marine Le Pen kan få over 40 procent af stemmerne i anden runde. Ikke bare stod Macron sent søndag aften til at vinde første runde, men både blandt de socialistiske og konservative vælgere viser målinger allerede, at langt de fleste vil stemme på Macron. Og både den konservative præsidentkandidat, François Fillon, og den socialistiske kandidat, Benoît Hamon, har allerede opfordret deres vælgere til at stemme på Macron.

Meningsmålingsinstitutterne, som nærmest ramte fuldstændig plet med resultatet af første runde, spår således allerede en sejr i anden runde til Macron på 62-64 procent mod 36-38 procent til Le Pen.

Som meningsmålingsguruen over dem alle, Nate Silver, påpeger, er Macrons forspring i meningsmålingerne enormt i forhold til Clintons føring over Trump og den britiske EU-afstemning, hvor meningsmålingerne endte med at tage fejl. I de to tilfælde var der tale om forspring på nogle få procentpoint, mens Macron fører med hele 26 procentpoint over Le Pen.

Er det udelukket at Le Pen kan vinde?

En god floskel vil vide, at to uger er en evighed i politik, og der kan ske meget endnu, men Nate Silver påpeger på Twitter, at det er værd at bemærke, at Marine Le Pen ikke havde nogen »skjulte stemmer« i forhold til meningsmålingerne.

Tværtimod har hun mistet momentum i de sidste måneder op til valget på trods af masser af fokus på hendes mærkesager og skandaler for den konservative Fillon, der dermed ikke tog stemmer fra hende.

Og heller ikke torsdagens drab på en politibetjent i Paris har tilsyneladende gavnet Marine Le Pen, selv om hun forsøgte at drage nytte af det med en masse forslag om, hvordan terror kan bekæmpes.

Spørgsmålet er så, om Marine Le Pen i stedet vil spille mere på EU-kritikken de kommende 14 dage, da den næsten lige så EU-kritiske venstrefløjspolitiker, Jean-Luc Mélenchon, også fik et supervalg med 19,6 procent af stemmerne. Det kunne tale for, at Marine Le Pen vil forsøge at gøre det til et valg for eller imod EU.

Men de seneste undersøgelser viser, at et stort flertal af franskmændene ønsker at beholde euroen, hvilket også er en af årsagerne til, at Marine Le Pen ikke har brugt så meget krudt på EU-kritikken op til første runde. Det er muligt, at en EU-kritisk linje kan være med til at sikre 40 procent af stemmerne i anden runde, men spørgsmålet er, om der ikke stadig vil være for langt op til Macron.

Samtidig har målinger nemlig også vist, at over halvdelen af franskmændene har det meget svært med Marine Le Pen og siger, at de aldrig vil stemme på hende, og den gruppe skal Le Pen altså overbevise en del af, hvis hun vil vinde præsidentposten den 7. maj.

Det tyder derfor ikke umiddelbart på, at Le Pen kan vinde, men udelukkes kan det ikke. Heller ikke hvis man spørger Macron, som i sin »vindertale« søndag aften gjorde en del ud af, at det ikke er slut endnu.

Der skal stadig kæmpes de kommende to uger, understregede den 39-årige sensation i fransk politik, som kun de færreste kendte for få år siden, men nu er favorit til at blive Frankrigs næste præsident.

Selv hvis Macron skulle blive præsident, er det dog værd at huske, at både protestpolitikere på højrefløjen - Le Pen - og venstrefløjen - Mélenchon - har haft et historisk godt valg. Så udtryk for stabilitet kan valget bestemt ikke siges at være, selv om centrumpolitikeren Macron skulle blive den største sejrsherre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.