Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den næste tyske regering findes i slutspurten

Det tyske valg vipper mellem en bred regering, som ingen politikere snakker åbent om, og en ny borgerlig regering, som kun et mindretal ønsker.

BERLIN: Der er meget svært at se, hvad der skal forhindre Angela Merkel i at fortsætte som kansler, men en uge før det tyske valg er det fuldkommen åbent, hvem hun og CDU skal danne regering med.

Ud af syv meningsmålinger fører den borgerlige regering hårfint i tre, oppositionen fører snævert i andre tre, og én viser uafgjort. Hvis Angela Merkels CDU sammen med søsterpartiet CSU fra Bayern og FDP bevarer sit flertal, fortsætter regeringen. Hvis oppositionen med socialdemokraterne (SPD), De Grønne og Die Linke får flertal, vil det med stor sandsynlighed ende med en bred koalition bestående af CDU og SPD – med Angela Merkel som kansler. Socialdemokraterne vil nemlig ikke regere med Die Linke. Dermed afgøres valget mellem de to realistiske regeringsmuligheder i valgkampens sidste uge, og her er der flere snubletråde for Angela Merkel. Men også en uventet joker.

SPD har haft opvind i de seneste uger, hvor partiets kanslerkandidat, Peer Steinbrück, har klaret sig godt på TV som Angela Merkels klarttalende udfordrer, der siger tingene ligeud. Men fredag blev kommunikationen et par numre for direkte. På et foto på forsiden af avisen Süddeutsche Zeitungs ugentlige magasin gav Peer Steinbrück fingeren til sine kritikere. Det var en del af en særlig interviewserie uden ord og handlede om de øgenavne, som pressen i valgkampens begyndelse hæftede på Peer Steinbrück. Nu er øgenavnene dukket op igen. Nogle tyske vælgere vil givetvis se fingeren som diskvalificerende for en kanslerkandidat. Det kan skubbe vælgere over i regeringens lejr.

Omvendt er én af Angela Merkels snubletråde, at CDU traditionelt ikke er god i valgkampens slutspurt. I samtlige valgkampe siden den tyske genforening i 1990 har de konservative tabt stemmer. Denne gang har Angela Merkel afpolitiseret valgkampen og demobiliseret SPD-vælgere med midtsøgende politik, men strategien har måske også lullet hendes egne i søvn. Angela Merkel har mistet noget af sin store popularitet og bruger i øjeblikket alle lejligheder til at advare sine folk mod at tro, at den er hjemme.

»Det bliver tæt,« lyder det igen og igen fra kansleren.

Den store koalition spøger

For de 61,8 mio. tyske vælgere står det reelle valg, som det ser ud nu, dog ikke mellem Steinbrück og Merkel. Peer Steinbrücks rød-grønne regering synes urealistisk, og han har klart erklæret, at han ikke vil være minister i en stor koalition under Angela Merkel.

»Jeg går meget stærkt ud fra, at Peer Steinbrück efter den 22. september forlader politik, fordi han ikke vil den store koalition og heller ikke vil en rød-rød-grøn regering,« siger forskeren Christoph Weckenbrock fra universitetet i Bonn.

Dermed er situationen den paradoksale, at hvis flere vælgere i slutspurten bakker op om deres foretrukne kansler, Angela Merkel, ender de med en regering, som mange egentlig ikke ønsker. En stor koalition er klart mere populær blandt vælgerne end en ny regering med CDU/CSU og FDP. Tyskerne kan godt lide konsensus og balance, og mange ønsker tilsyneladende konservativ økonomisk snusfornuft kombineret med socialdemokratisk retfærdighed. Til gengæld kan ingen konkret vide, hvad en sådan bred regering vil stå for. For den store koalition er regeringen, som ingen politikere taler åbent om, men som socialdemokraterne nu alligevel modstræbende er nødt til at satse på.

SPD hjemsøges af ubehagelige minder om den sidste brede regering fra 2005 til 2009, hvor partiet måtte sluge store kameler i Angela Merkels lange skygge. Men hvis der på valgaftenen hverken er flertal for Merkels regering eller Steinbrücks regering med De Grønne, så vil socialdemokraterne have meget svært ved at sige nej til en stor koalition.

»Jeg tror ikke, SPD vil have andre muligheder, hvis det bliver nødvendigt, og der ikke er borgerligt flertal, end at indgå i en stor koalition. For de har kategorisk udelukket andre muligheder,« vurderer Jürgen Falter, der er professor ved Johannes Gutenberg Universitetet i Mainz.

Kamp om kursen i SPD

Alt det kan politikerne bare ikke sige højt midt i en valgkamp. Derfor foregår især SPDs valgkamp på to helt forskellige planer. På det formelle plan lancerer socialdemokraterne fortsat initiativer til en regering med De Grønne. På det reelle plan er SPDs top allerede i gang med at forberede sig på kampen om, hvem der skal styre SPD fremover – og hvorhen. Konsekvensen er, at journalisterne ikke tager valgkampens initiativer helt alvorligt. Da SPDs stærke kvinde, Nordrhein-Westfalens ministerpræsident Hannelore Kraft, sammen med to kvindelige partifæller for nylig lancerede et kvindepolitisk udspil, ville journalisterne bagefter hellere vide, om ikke tiden var kommet til en kvinde i spidsen for SPD. For eksempel Hannelore Kraft selv.

»Det er pænt af Dem, at De tiltror os det, men vi har en partiledelse, og den gør det godt,« svarede Hannelore Kraft.

Det er det formelle svar, men reelt er mange i SPD uenige. De kritiserer anonymt partiformand Sigmar Gabriel for at være uberegnelig og egenrådig. For eksempel, da han i foråret pludselig efterlyste en fartgrænse på 110 km i timen på de tyske motorveje. Det blev ikke bedre, da han i sidste uge blev taget i at lade sin chauffør køre 180 kilometer i timen.

Lige efter valget har Sigmar Gabriel indkaldt til partidag i SPD, og her kan et slagsmål bryde ud. Hvorvidt Sigmar Gabriel kan fortsætte vil afhænge af valgresultatet.

»Ved et valgresultat over 25 pct. vil Sigmar Gabriel ikke få problemer. Tydeligt under 25 pct. kunne det blive svært for ham,« vurderer Jürgen Falter.

I en stor koalition vil Sigmar Gabriel enten gå efter posten som finansminister i stedet for CDUs populære Wolfgang Schäuble eller som udenrigsminister, skriver avisen Die Welt, men han nævnes også i andre positioner. Hannelore Kraft og Hamborgs borgmester, Olaf Scholz, nævnes ofte som mulige udfordrere til formandsposten i SPD. I sidste weekend fastslog Scholz dog i et interview i Die Welt, at han bliver i Hamborg og kandiderer som borgmester i 2015. Han efterlyste dog samtidig en mere liberal politisk kurs i SPD.

»Jeg mener, at SPD skal forfølge sin socialliberale arv. Det handler om ikke at behandle det økonomiske og det sociale som modsætninger, men som en enhed,« sagde han.

Da Hannelore Kraft på sit pressemøde blev spurgt, om partidagen efter valget skal bruges til at sikre en kvinde i SPDs øverste ledelse, svarede hun, at det er en mandlig måde at tænke på.

»Mænd tænker, at de skal have en magtposition for at kunne sætte temaer igennem. Det er ikke nogen kvindelig tankegang, Kvinder forandrer ved at forandre indhold,« sagde hun.

CDU og FDP fremmaner i slutspurten et skræmmebillede af en helt fjerde regering. Rød-rød-grøn. Forkortet R2G af tyske journalister. CDU og FDP insisterer på, at hvis der er flertal for det, vil SPD, De Grønne og Die Linke droppe alle deres besværgelser og danne regering sammen eller i hvert fald lade Die Linke fungere som parlamentarisk grundlag. Det er der ikke mange eksperter, der tror på. Både Peer Steinbrück, Sigmar Gabriel, Hannelore Kraft og Olaf Scholz har afvist det, og det ville splitte SPD.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.

  • Business
  • Politiko
  • Nationalt
  • Globalt
  • Debat
  • Kultur
  • Livsstil
  • AOK
  • Shop
  • E-avis