Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den hykleriske lokumssandwich

At bevæge sig ud i trafikken i Cairo er normalt en øvelse med livet som indsats. Denne gang var den helt gal.

Jeg sad ved siden af Muhammed, en egyptisk taxachauffør, på vej mod lufthavnen. Klokken var ti minutter i syv om aftenen, ti minutter i iftar, det første måltid efter den daglige faste i ramadanen.

Jeg var stået på taxaen i den tro, at vejene ville være mere eller mindre mennesketomme. Efter mere end 40 graders varme hele dagen ville enhver fastende muslim sidde parat med en flaske vand og nogle dadler derhjemme, tænkte jeg. Det var en fejltagelse.

Vejen til lufthavnen var absolut kaos. Sultne og tørstige mænd og kvinder truede med knyttede næver ad hinanden, dyttede, råbte og skar ind foran hinanden i dristige manøvrer, der bragte alle andre bilister i fare. Det var som at køre kapløb med 1.000 tommavede og dehydrerede bilister, hvor kun de første 500 ville overleve. Det var alle mod alle de sidste ti minutter inden måltidet.

Ramadanen har sin helt egen rytme. Der skrues ned for blusset i dagtimerne. Butikker holder lukket om eftermiddagen, og offentligt ansatte får tidligt fri. Ramadanen er noget, man mærker. Også når man ikke er muslim i Mellemøsten. Det er en måned, der byder på alt fra sjove situationer over hensynsrytteri til direkte uansvarlige hændelser.

I den morsomme ende af skalaen er de omstillinger, der hører til journalistjobbet over for de fastende kilder. Eftermiddags­møder lader sig ikke gøre i ramadanen. De færreste har noget fornuftigt at sige efter ti timers faste i 40 graders varme. Så interview og møder med fastende kilder finder enten sted tidligt om morgenen, eller når fasten er brudt. Jeg har altid elsket det uformelle ved, at man i Mellemøsten kan ringe til kilder langt efter klokken 22. I ramadanen vil ingen af dem, der ikke svarer på opkald i løbet af dagtimerne, finde det mærkeligt at blive ringet op omkring midnat. Men den omvendte døgnrytme fangede mig med paraderne nede for nylig klokken seks en søndag morgen, da det ringede på døren.

Her stod vores palæstinensiske ven i Jerusalem, der af og til kommer for at hjælpe til i haven. Han ville gerne begynde tidligt, inden det blev for varmt, for ellers ville det blive for hårdt for ham at faste hele dagen.

Jeg har gentagne gange set ham drikke i dagtimerne i ramadanen. Og det har han min fulde sympati for. Men han spiller spillet og lader som om, han faster, fordi det ikke skal hedde sig i den landsby, han kommer fra, at han ikke er en »rigtig« muslim.

Det samme spil blev jeg gjort en del af, da jeg hentede øl til nogle gæster på den lokale tankstation. Sælgeren er også en af de muslimer, der kyler en ramadansandwich ned i dagtimerne under dække af, at han er på toilettet for at tisse.

Den aften havde vi selskab af nogle arabere fra Østjerusalem i butikken på tank­stationen, så jeg blev bedt om selv at komme om bag disken for at holde de seks øl, mens han registrerede stregkoden.

»Jeg må ikke røre ved øl, fordi det er ramadan,« sagde han og så mig i øjnene. De andre fulgte situationen i tavshed, indtil en af dem gav sig til at prædike for den vantro om, hvor sundt det er at faste i ramadanen.

Han kunne citere et væld af forskere, der alle har udtalt sig til pligtopfyldende arabisk­sprogede mediers årlige dækning af fordelene ved ikke at drikke eller spise 30 dage i træk om sommeren.

»Jeg snupper lige mine øl,« sagde jeg og tænkte på, hvor usundt det må være at dehydrere kroppen 30 dage i træk for til sidst at bryde fasten med masser af sukker i de timer, man egentlig burde sove og byde kroppen hvile.

Havde det ikke været, fordi sælgeren på tanken rent fysisk kan komme i problemer hjemme i Østjerusalem, ville jeg have nævnt hans egen lokumssandwich og præsenteret ham og de andre for hykleriet på stedet.

Jeg bryder mig ikke om ufrivilligt at blive gjort til en del af det spil, ramadanen også er. Vi er vel voksne mennesker.

Ved ankomsten til lufthavnen i Cairo efter en køretur gennem det tørstende trafik­helvede, slog klokken 19. Det eneste, jeg tænkte på, var de to fly, der siden oktober 2015 var styrtet ned i egyptisk luftrum. Jeg var spændt på at se, hvilken indflydelse det havde haft på sikkerheden i lufthavnen.

Det var min anden lidt for optimistiske fejlkalkulering den dag.

Bakker med varme måltider blev delt ud til det sultne personale i det øjeblik, jeg trådte indenfor, og fokus skiftede fra sikkerhed til kalorier. Vagten ved gennemlysningen af bagage stod ene mand tilbage, mens hans kolleger spiste. Han så træt ud og hastede to muslimske kvinder gennem den hylende metaldetektor uden at tjekke deres hånd­tasker. Hans rationale var vel, at de måtte være mindst lige så sultne og tørstige som ham selv.

Min konklusion var, at hvis man rejser i Mellemøsten i den måned, der hedder ramadan, skal man forberede sig på, at sund fornuft overtrumfes af noget andet her og der.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.