Den gode og den onde Trump: Her er den største bekymring

Trump sender både positive og knap så positive signaler til sine tilhængere og modstandere og vil blive ved med at gøre det indtil indsættelsesdagen den 20. januar.

Kan Trump hold familie-imperiet og Det Hvide Hus adskilt. Næppe.
Kan Trump hold familie-imperiet og Det Hvide Hus adskilt. Næppe.

USAs nyvalgte præsident, Donald Trump, sender fortsat dobbelttydige signaler, når det gælder de kommende fire år i Det Hvide Hus. Nogle af signalerne ses som opmuntrende, nogle af dem opfattes som forvirrende, mens en del af dem betragtes som foruroligende, fordi Trump bøjer skik og sædvane, når det drejer sig om at adskille forretning og præsidentembede.

Det positive først: Det er lykkedes Donald Trump langsomt, men sikkert at opbygge en administration, selv om han endnu mangler de tre vigtigste - finans-, udenrigs- og forsvarsministerposterne. Han forsøger at bygge bro til de etablerede republikanere og ovenikøbet til en af hans argeste modstandere, Mitt Romney, som han har forhandlet med om udenrigsministerposten.

Donald Trump har udnævnt den erfarne og midtsøgende republikaner Reince Priebus til stabschef i Det Hvide Hus. Og som en yderligere understregning af, at han ønsker at indrage tidligere modstandere i partiet, har han udpeget South Carolinas populære guvernør, Nikki Haley, til FN-ambassadør – en post som har været særdeles vigtig under præsident Barack Obama, men som man troede Trump ville besætte med en FN-modstander og ikke med en kompromissøgende politiker.

Sydstatsflaget

Nicki Haley har ingen erfaring med international politik, men er en klassisk, konservativ republikaner, der forsøger at række ud mod midten. Og så er hun modig. Nikki Haley beordrede sydstatsflaget fjernet fra regeringsområdet i South Carolinas hovedstad, Columbia, efter den brutale nedskydning af ni sorte i en kirke i Charleston i juni 2015 – begået af en hvid, der så absolut havde racistiske motiver. Udåden satte en diskussion i gang om syd­statsflaget og dets betydning for Syden i dag.

Man skal heller ikke tage fejl, for Trump har også udnævnt en lang række personer, der vil sørge for, at hans mest vidtgående politiske markeringer gennemføres. Opførelsen af muren ved grænsen til Mexico, et opgør med ulovlig immigration og måske også et midlertidigt forbud mod muslimsk indvandring. For Donald Trump har knyttet folk til sig, som holder ham fast på valgkampens markante udmeldinger.

Blandt dem eksempelvis netmediets Breitbarts tidligere chefredaktør, Steve Bannon, som har tilladt de mest ekstreme højreorienterede at komme til orde med racistiske og anti-semitiske overtoner. Bannon vil minde Trump om valgløfterne om at udvise ulovlige immigranter begyndende med dem, der har en straffeattest.

Og blandt dem også en sikkerhedspolitisk rådgiver som tidligere general Michael Flynn, der har udtalt, at islam er en politisk ideologi og ikke en religion og ønsker et stop for muslimsk indvandring.

Religiøse skoler

Og senest også en undervisningsminister, milliardæren Betsy DeVos, som i sin hjemstat, Michigan, og flere andre steder aktivt har kæmpet mod det føderale skolesystem med ensartede mål for undervisningen. Hun har økonomisk støttet religiøse skoler. Hun går ind for at få gennemført så meget frihed som muligt i skolesystemet for at forhindre staten i at være bestemmende over undervisningen.

Som det seneste skud på stammen, milliardæren Wilbur Ross – kendt under navnet »kongen af konkurser« – som opkøber virksomheder og lader dem gå konkurs og tjener penge på disse. Ross skal som kommende handelsminister afvikle USAs handelsaftaler og eventuelt forhandle nye.

Forretningen

Den største bekymring går dog på, om Donald Trump vil være i stand til at adskille sine forretninger fra præsidentjobbet. Han har selv udtalt, at han som præsident er hævet over loven, der »normalt« ville kræve, at han solgte sin virksomhed og placerede pengene i en neutral fond uden for hans eller familiens rækkevidde.

Nu er der så noget, der tyder på, at det bliver en flydende grænse, hvor børnene kommer til at lede Trump-imperiet. I så fald kan de ikke få en plads som rådgivere for præsidenten. Eller kan de?
Trumps datter, Ivanka Trump, har allerede optrådt i politiske sammenhænge, hvilket er blevet stærkt kritiseret.

Hun har reklameret for sit smykkefirma, efter at hun bar et kostbart et af slagsen under et interview med det amerikanske dokumentarprogram 60 Minuttes, og hun deltog i et møde med sin far og Japans premierminister. Og hendes mand. Jared Kushner, nævnes af Trump som en mulig fredsmægler i Mellemøsten. Alt i alt en række sager, der tæller i minus for Trump lige nu.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.