Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den britiske dronning mødte frem i parlamentet i EUs farver, mens Mays regering blev udstillet i al dens skrøbelighed

Den nye britiske regering vil fokusere på Brexit, mens alle de omdiskuterede valgløfter er forsvundet. Selv det er ingen garanti for, at May vil overleve som premierminister.

Den britiske dronning åbnede onsdag det britiske parlament. Undtagelsesvis mødte Elizabeth II frem i »civil«, hvor nogle har bemærket, at hun valgte EUs farver. Ved hendes side sad konprins Charles, fordi den 96-årige prinsegemal, Philip, var blevet indlagt på hospital med, hvad der bliver betegnet som ikke-alvorlig sygdom.
Den britiske dronning åbnede onsdag det britiske parlament. Undtagelsesvis mødte Elizabeth II frem i »civil«, hvor nogle har bemærket, at hun valgte EUs farver. Ved hendes side sad konprins Charles, fordi den 96-årige prinsegemal, Philip, var blevet indlagt på hospital med, hvad der bliver betegnet som ikke-alvorlig sygdom.

Mange har talt om, hvor uendelig skrøbelig den nye britiske regering bliver. Nu er det alvor for den britiske premierminister, Theresa May, efter parlamentets åbning ondag, og hun havde kun Brexit at dække sig bag.

»Min regering ønsker at fastholde et dybt og specialt partnerskab med europæiske allierede og skabe nye handelsforbindelser i hele verden. Ny lovgivning for handel og told vil hjælpe til at implementere en uafhængig handelspolitik, og støtte vil blive leveret for at hjælpe britiske virksomheders eksport i hele verden,« sagde Elizabeth II, da hun i den traditionelle »Dronningens Tale« oplæste premierministerens formuleringer.

Men selv i de ord kunne May ikke undgå den hule klang. Politiske iagttagere påpeger, at en svag, konservativ mindretalsregering vil få svært ved at opnå flertal for paragrafferne i de love, der bliver nødvendige, når den tidligere EU-lovgivning ikke længere er gældende.

Oppositionspartiet Labour har allerede meddelt, at partiet vil søge maksimal indflydelse og minutiøst udfordre hver eneste lovændring.

Ingen har kunnet forudse det seneste års, eller de seneste ugers, politiske begivenheder, men begyndelsen på visionen om ny Brexit-storhed fandt sted på en dag, hvor Storbritannien ikke i 43 år har præsenteret sig mere ydmyg. Den britiske dronning mødte frem til Westminster i bil og iført lyseblåt og gult. Det sidste vender vi tilbage til.

Selv en nok så fin bil kunne ikke dække over, at briterne måtte spejde forgæves efter dronningens guldkaret og kavaleri i følget, fordi det med et valg i utide ikke havde været muligt at arrangere dagen ifølge traditionen. Det royale overhoved var iført en hat og bar sin håndtaske i stedet for den velkendte krone, slæb og regalier.

Sidste gang det skete for den 91-årige dronning var i marts 1974, da den konservative premierminister Edward Heath ikke havde kunnet sikre et fortsat regeringsflertal.

Premierminister Theresa May havde på forhånd bebudet, at hun ville udvise »ydmyghed og beslutsomhed«.

Flere iagttagere konstaterede efterfølgende, at talen ud over det uomgængelige fokus på Brexit og de juridiske konsekvenser af at forlade EU var så politisk uambitiøs, som det næsten var muligt. Væk var alle Mays omdiskuterede valgløfter om nye elite-folkeskoler, »demens-skatten«, afstemning om at tillade rævejagter og nedskæringer af pensionen.

Alligevel er det fortsat et åbent spørgsmål, om regeringsgrundlaget kan overleve Underhusets afstemning i næste uge. Mays konservative mindretalsregering har fortsat ikke sikret en aftale for et spinkelt men livgivende flertal med hjælp af nordirske DUPs 10 mandater trods næsten to ugers forhandlinger med løbende forsikringer om, at alt er fryd og gammen mellem de to partier.

Dronningens tale var blevet udsat for at få aftalen på plads forinden, men ifølge The Daily Telegraph har DUP krævet et beløb på op imod 20 milliarder kroner til blandt andet det nordirske sundhedssystem og infrastruktur. Bøjer May sig for det, vil det udstille besparelser i resten af landet. Giver hun konkrete politiske indrømmelser, kan det påvirke det intense arbejde med at redde det nordirske selvstyre.

Der er enighed om, at det politiske kaos er Mays ansvar, og premierministeren har ansvaret for at bringe Storbritannien gennem farefuldt farvand. Dronningen gjorde sin pligt og skyndte sig videre til sit elskede Ascot-hestevæddeløb.

Mange briter kommenterede på Twitter, at Elizabeth II havde vist sig i Overhuset i EUs lyseblå farve og med gule prikker i sin hat, og at det måske var en hentydning til situationen. Daily Express gjorde opmærksom på, at dronningen kort efter mødte frem til Royal Ascot i karet og i gult.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.