Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

De stakkels rige børn

Kan man have ondt af Thomas Gilbert? Han havde fået alt og gået på de bedste privatskoler og universiteter i USA – og så slog han alligevel sin far ihjel, fordi han ikke fik nok. Rige børn er ofte meget ulykkelige børn, siger forskere.

Thomas Gilbert Junior føres ud af retten i forbindelsen med retssagen om drabet på hans far Thomas Gilbert Senior.
Thomas Gilbert Junior føres ud af retten i forbindelsen med retssagen om drabet på hans far Thomas Gilbert Senior.

I »Huset Buddenbrook« spiller tænder en vigtig rolle. Forfatteren Thomas Mann bruger dem til at beskrive generationernes forfald, fortalt i udviklingen fra hvide sunde tænder til gule og plettede skrøbeligheder.

Hvordan kunne man se forfaldet i Thomas Gilbert Junior?

Var det hans fedtede og ukæmmede hår? Hans pludselige interesse for skydevåben? Hans tiltagende ensomhed? Amerikanske medier har i de seneste uger forsøgt at finde buddenbrookske ledemotiver i rigmandssønnens forfald. For havde faderen ikke givet ham alt, endda sit eget navn? Havde han ikke sendt ham til de bedste skoler i New York og videre til privilegieuniversitetet Princeton? Havde han ikke givet ham lange ferier i familiens villa på den lokale rivera? Havde han ikke givet ham en lejlighed på Manhattan, og betalte han ham ikke et månedligt underhold? Og var det takken?

Få dage efter nytår dukkede den 30-årige Thomas Gilbert Junior op hos sin mor og far; han bad moderen hente ham en sandwich i en nærliggende forretning, og hun gjorde det. Tilbage i lejligheden trak Junior en Glock-pistol og skød faderen i panden. Da moderen kom tilbage, fandt hun sin døde mand med pistolen placeret på brystet. Hun ringede til alarmcentralen.

Via Juniors iPhone sporede politiet ham et par timer senere til hans lejlighed i bydelen Chelsea, og her – i en uordentlighed af gammelt skidt – fandt de ammunition til en Glock, et ekstra stort magasin, 21 blanke kreditkort og en særlig skimmer, som kan stjæle kreditkortnumre, skriver Newsweek. Udenfor ventede fotograferne, og næste dags forside var hjemme. For hvordan i himlens navn kunne det gå så galt, når man havde fået alt?

Suniya Luthar har et svar. Hun er professor på Arizona State University og har i de seneste 15 år forsket i en overset gruppe, og de er overset, fordi de ikke passer ind i et traditionel offermønster. De er svære at have ondt af, de er svære at hjælpe, og kun ganske få fonde vil give midler til at forske i dem.

De er velhavende børn, og de er værd at have ondt af, har Luthar fundet ud af.

Hun beskrev i 2013, i et essay i magasinet Psychology Today, sin forskning, hvordan det begyndte med noget helt andet. I 1999 studerede hun adfærdsmønstre hos fattigere børn i New York, og hun valgte at foretage en kontrolundersøgelse i de velhavende forstæder – og resultatet overraskede hende.

Selv om velhaverbørnene kom fra familier med en husstandsindtægt på mindst 150.000 dollar og med to forældre med gode uddannelser, havde de på mange områder større problemer end fattige børn. De døjede mere med alkoholmisbrug, med voldsdruk, med cigaretter, med marihuana og med hårde stoffer.

Deres kriminalitet var på samme niveau, men bare af en anden slags. Velhavende børn stjal mere fra hinanden og fra deres forældre, de snød mere og begik mere ungdomskriminalitet, mens fattigere børn begik kriminalitet, som havde med deres selvforsvar at gøre, f.eks. gik de med en pistol.

I begge grupper var problembørnene forbløffende enige om, at det var cool at gøre oprør ved at skulke i skolen og sige læreren imod og bruge stoffer og drikke alkohol.

Luthar og hendes medforskere har i en artikel i tidsskriftet Current Directions in Psychological Science udpinnet detaljerne i undersøgelserne, der viser, at velhavende børn har meget større problemer med angst og depression end fattigere børn. Velhavende piger har f.eks. tre gange så højt et niveau af depression end fattige piger. Og det fremgår også, at velhavende børn ikke kan ryste problemerne af sig. Forskerne fulgte de velhavende børn gennem gymnasiet, og i slutningen af 3.g. led 20 pct. af velhavende børn stadig under »depression, angst og problemer med både adfærd og skole«.

Andre undersøgelser og andre forskere har nået samme resultater andre steder. De rige børn har tydeligvis ondt i rigdommen.

Thomas Gilbert Senior var en mand, der altid var på vej. Hans familie stod i de gode cirklers blå bog – New York Social Register – og det betød, at familien formelt var medlem af inderkredsen. Men »formelt« var ikke, hvad det havde været. I en tidligere generation ville den slags automatisk have gjort ham til partner i et finanshus eller en investeringsfond – men ikke længere.

Som New York Times har skrevet – det var ikke, fordi han ikke havde gode job. Han havde bl.a. et topjob i en lille investeringsbank, og det var heller ikke, fordi han led nogen nød. I ejendom og likvider var han formentlig god for omkring 12 mio. dollar. Men han ville mere, og han ville have mere. Han hoppede på forskellige upstart-projekter, og i 2010 – som 66-årig – levede han sin drøm ud. Han stiftede sin egen hedgefond, og ved etableringen sagde han, at planen var at nå en kapital på en mia. dollar. Men det gik ikke. Fem år senere var kapitalen 200 mio. dollar, og han var 70 år. Hvis Gilbert Senior var som de fleste, ville han i en stille stund tage bestik af status quo og spørge – hvad nu?

Måske gav han et fingerpeg, da han i 2009 stod i Nassau Hall på Princeton University. Hans søn, Gilbert Junior, dimitterede med en grad i økonomi, og ifølge Newsweek pegede en bekendt på den knap to meter høje og blonde Junior og spurgte, hvad han ville med sit liv. »Han skal lede en hedgefond,« svarede den stolte far.

Hvis det var hans ambition på sønnens vegne, så blev han skuffet. Junior forlod Princeton den dag, og han kom aldrig videre, som flere medier har opregnet. Han tullede rundt i tilværelsen, hans far bad ham finde et job, han overvejede et øjeblik at blive skuespiller, familien rynkede på næsen, han dukkede op til receptioner og gav den med smukke kvinder, og i medierne fik han den betegnelse, som man giver til ensemblet af rige mennesker uden andet end rigdom nemlig »socialite«. I 2014 indregistrerede han navnet på en hedgefond – Mameluke Capital Fund – men det blev ikke til mere. Fonden var bare et navn, akkurat som Junior selv.

Men hvorfor var det så svært for ham at blive til noget? Spørgsmålet rummer svaret i sig, og det ligger i et af ordene – »noget«. For noget er ikke bare noget, det er ikke et hvilket som helst skikkeligt job eller en hvilken som helst tilværelse, som Junior måtte kere sig om. Noget er noget.

I Current Directions in Psychological Science beskriver forskerne, hvordan de bad fattige og velhavende børn vurdere forældrene efter syv parametre. De to grupper scorede det samme, når det handlede om nærhed eller fjernhed til forældrene, forældrenes opfattelse af integritet og familiens sociale sammenhold.

Fattige børn blev udsat for hårdere kritik fra deres forældre og havde færre overvågede fritidsakviteter end velhavende børn, men på ét punkt scorede fattige børn meget bedre: Forældrenes pres og forventninger. Velhavende forældre forventer alverden af deres børn. Intet mindre. Velhavende forældre er ikke nødvendigvis gode og kloge forældre; ofte har de nået, hvad de har nået, fordi det betyder så meget for dem at være velhavende og succesrige, og de overfører disse kvaliteter til deres børn. De forventer, at deres børn opnår »stjernestatus« både i skolen og i deres fritidsaktiviteter, som Luthar skriver i Psychology Today. Før en eksamen siger forældrene ikke: »Gør dit bedste.« De siger: »Du skal have en topkarakter i dag, for du scorede ikke højt nok sidst.«

Og jo mere forældrene signalerer, at de værdsætter børnene efter deres succes i stedet for efter deres personlige kvaliteter – desto højere frekvens af angst, depression, misbrug, skulkeri og kriminalitet.

Problemerne med pres og forventninger bliver forstærket af, at de velhavende børn ikke får den hjælp, som de skal have. Forældrene opdager typisk kun problemerne, når problemerne er dem til ulejlighed – når de forstyrrer dem i deres succes og karriere – f.eks. hvis de skal melde afbud til møder, fordi barnet har behov for hjælp. Velhavende forældre holder sig ofte også tilbage fra at søge hjælp hos psykologer og andre eksperter, fordi de føler, at de skal opretholde en overflade af velvære og vi-kan-det-hele, skriver Luthar, og også fordi en løsning kræver noget, som de ikke nødvendigvis er villige til, f.eks. at arbejde på deltid og dermed tjene færre penge eller omstille deres forventninger til deres børn.

Men hvad med myndighederne? Hvad med skolepsykologer og lærere, som ofte af den ene eller anden grund engagerer sig i fattige børns problemer? Det samme sker ikke for velhavende børn. Som forskerne skriver i Current Directions in Psychological Science – skolepsykologer er bange for at henvende sig til velhavende forældre, fordi de forventer modstand og – som det er set – søgsmål. Der er også forskel på måden, lærere vurderer et velhavende og fattigt barn på, når barnet skejer ud – som vittigheden om, at velhavende er »excentriske«, mens fattige er »skøre«.

Det betyder ikke, at det er sundere at være et fattigt barn, men det betyder, at begge grupper har problemer, og det forbløffende er, at fattige børn ender med at få mere hjælp – mens velhavende børn tumler ud i tilværelsen med hovedet fuld af depression, angst og pres om at nå noget, som er noget.

Det nåede Thomas Gilbert Junior aldrig. En familieven siger til New York Post, at det virkede som om, han havde givet op på forhånd, for han kunne alligevel ikke gøre, hvad faderen forventede af ham. Det ville aldrig være godt nok. Han havde haft psykologiske problemer på privatskolerne og kostskolerne, men det blev dysset ned, og på Princeton tog studierne to år ud over normen, fordi han misbrugte stoffer, skriver New Yorks tabloidaviser.

Efter Princeton gav hans far ham en lille lejlighed på Manhattan og 600 dollar i månedspenge, og så gik tiden i frø. De følgende fem år gik med »at surfe, dyrke Bikram-yoga, gå i fitnesscenteret, spise sushi og se Netflix«, skriver Newsweek, som også talte med en surfer-guru, der fortalte, at Gilbert undgik de sværeste surfbrætter og de hårdeste bølger. »Han gik altid efter den nemmeste løsning,« skriver magasinet og antyder dermed en karaktersvaghed – og man kan næsten høre det gode borgerskabs skuffelse, lidt som Thomas Buddenbrooks skuffelse over den nervesvækkede Christian Buddenbrook – »fortsæt du bare med at sjaske dit liv væk, sådan som du har gjort ind til nu. Du sætter os i forlegenhed... du er en byld, du er en usund gevækst på hele familiens krop.«

Sidste sommer blev Gilberts deroute halvoffentlig; han kom i klammeri med en anden Junior, et andet medlem af Ralph Lauren-jetsettet i New York, Peter Smith Junior. Han beskyldte Smith for at gå i seng med sin kæreste, og han var så truende, at han fik et tilhold mod at nærme sig Smith. 18. september overtrådte han tilholdet, han konfronterede Smith på riveraen i The Hamptons, det kom til slagsmål, politiet blev tilkaldt og Gilbert anholdt. Tre dage senere brændte familien Smiths 350 år gamle lystgård i The Hamptons ned til grunden, og Gilbert var mistænkt for at være brandstifteren – men blev ikke anholdt.

»Det var simpel racisme,« som en anonym bekendt siger til New York Post: »Hvis han havde været sort eller brun, så var han blevet anholdt for brandstiftelse og for at overtræde et tilhold. Men han blev ikke anholdt, fordi han er en hvid kandidat fra Princeton.«

Men begivenheden betød, at Gilbert Junior blev ekskluderet fra det gode selskab, ingen ville have noget med en mulig brandstifter at gøre, og begivenheden betød også, at Gilbert Senior satte familiens ferievilla til salg, fordi han forudså at skulle bruge pengene til at stille kaution for sønnen. Kort før jul meddelte han Junior, at han skar hans månedspenge ned fra 600 til 500 dollar, og at han også ville ændre sit testamente, oplyser politiet.

Og så brændte det sammen. 4. januar dukkede Junior op i sine forældres lejlighed og forlod den faderløs og på flugt. Få timer senere blev han anholdt, og fotograferne tog billeder af ham iklædt modesko og modeskjorte, joggingbukser og strithår.

Men mærkeligt nok – med hvide tænder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.