Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

De »gamle og pæne« republikanere nægter stadig at sige Donald Trumps navn

Modstandere af Donald Trump på Det Republikanske Partis konvent gjorde sig store anstrengelser for ikke at tage præsidentkandidatens navn i deres mund, da de var på talerstolen.

Republikanske delegerede hylder Donald Trump på partiets konvent, som varer fire dage. I morgen forventes det, at Trump holder sin tale efter formelt at have accepteret at være republikanernes præsidentkandidat. Foto: Michael Reynolds
Republikanske delegerede hylder Donald Trump på partiets konvent, som varer fire dage. I morgen forventes det, at Trump holder sin tale efter formelt at have accepteret at være republikanernes præsidentkandidat. Foto: Michael Reynolds

CLEVELAND: Man kan se det på deres ansigter. På formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Paul Ryan.

På formanden for Senatet, republikaneren Mitch McConnell, og på andre som f.eks. de delegerede fra en af anti-Trump-staterne, Utah.

De har for en dels vedkommende højlydt på Det Republikanske Partis konvent i Cleveland i Ohio forgæves forsøgt at få ændret partiets stemmeprocedurer for at undgå manden, der ikke har et navn i de kredse: Donald J. Trump.

Ingen af dem kan få navnet over deres læber. Og listen over de »gamle og pæne« republikanere, der er blevet væk fra konventet, er lang som en smørrebrødsseddel.

Det er dem, der ikke engang kan holde tanken ud om at være i samme lokale som Trump og hans mange delegerede. De mener, at han og hans tilhængere har taget Det Republikanske Parti som gidsler i en hadkampagne mod alt og alle i det amerikanske samfund.

Trump snød dem allesammen inklusive de medier, som i over et år har spået hans snarlige nederlag som politiker.

Onsdag aften blev han nærmest hyldet som partiets republikanske præsidentkandidat, der skal sørge for, at demokraternes kandidat til posten, Hillary Clinton, ikke kommer i nærheden af Det Hvide Hus ved valget i november.

Satser på valget til Kongressen

Paul Ryan gik på talerstolen og nævnte kun Trump to gange. Nødtvunget. Men han kunne også behændigt undgå det, fordi han valgte rollen som formand for Repræsentanternes Hus, hvor hans kolleger også skal vælges til en ny toårige periode i november.

Ryans hovedbudskab var at skabe en vision for USA, som garanterer, at folk i delstaterne stemmer republikansk ved valgene til Kongressen.

Mitch McConnell havde som formand for Senatet også sin definerede rolle. Nemlig at sikre genvalg til den tredjedel af Senatet, der er på valg til november, så republikanernes flertal kan opretholdes.

For man kan aldrig vide med Trump. Hvis han taber, kan han rive det republikanske flertal i Kongressen med sig i faldet. Og så bliver det en ørkenvandring i mindst to år, måske fire år, for Abraham Lincolns gamle parti.

Og i selve konventsalen i Quicken Loans-arenaen i Cleveland er staterne placeret efter, om man kan stole på dem i Trump-sammenhænge. Modstandsstaterne er behændigt placeret nede bagi eller ude i siden, så kameraerne fokuserer på Trumps jubelstater, hvilket betyder, at proteststemmerne bare lyder endnu højere i den store arena, hvor det er svært at overdøve jublen oppe foran, hver eneste gang Trumps navn bliver nævnt.

Ingen talte om deres visioner for Amerika

Mitch McConnell, som er valgt som senator i staten Kentucky, oplevede flere gange at blive buh’et ud under sin tale, fordi han har kritiseret Trump i lighed med Paul Ryan, der heller ikke nævner ham i talerne, hvis han kan undgå det.

Men buh-råbene drejede sig også om kernen i Trumps succes: Utilfredsheden med det, der foregår i Washington, hvor de folkevalgte efter amerikanernes mening ikke gør nok for at gennemføre en lovgivning, der kan lette hverdagen for amerikanerne.

»Mitch McConnell er bare lige det, vi allesammen forbinder med alt det, der er galt med Washington. Han har siddet der for længe og er mere interesseret i at hæve sin fede check end at gøre et stykke arbejde,« sagde Brian Kohlmann fra Missouri til Berlingske under en pause i møderne.

Det påfaldende er også, at ingen af talerne berørte visionerne for det nye Amerika. De gamle republikanere er så forhippede på at undgå at nævne Trump, at deres taler er ét langt angreb på Hillary Clinton.

»Vi mangler visionerne. Vi ved godt, at vi ikke vil have Clinton i Det Hvide Hus. Men ingen taler om, hvad vi vil gøre. Det er frustrerende,« siger Linda Hammer, som er i byen for at støtte sin delegation fra Ohio.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.