Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»De er uhyre farlige nazister, og hvis du laver kritisk journalistik om dem, risikerer du at blive forfulgt, tæsket og måske slået ihjel«

Berlingske har mødt Nikos Michaloliakos fra Grækenlands Gyldent Daggry. Partiet vokser massivt, selv om lederen og andre medlemmer er på anklagebænken.

Tilhængere af Grækenlands Gyldent Daggry-parti var forleden på gaden i Athen i forbindelse med den græsk-tyrkiske strid om en række øer i Ægæerhavet. Partiet og en lang række medlemmer er på anklagebænken i forbindelse med flere grove anklager. Foto: Michalis Karagiannis/Reuters
Tilhængere af Grækenlands Gyldent Daggry-parti var forleden på gaden i Athen i forbindelse med den græsk-tyrkiske strid om en række øer i Ægæerhavet. Partiet og en lang række medlemmer er på anklagebænken i forbindelse med flere grove anklager. Foto: Michalis Karagiannis/Reuters

Når jeg kigger op ad Gyldent Daggrys høje betonbygning i Athen, kan jeg ikke undgå at få associationer til nazismens æstetik. Fra bygningen hænger store røde og sorte faner med partiets symbol, der til forveksling ligner et hagekors. I den tunge metalport står en karseklippet og muskuløs sikkerhedsvagt. Han er iført skudsikker vest på og kigger skeptisk på mig, da jeg nærmer mig indgangen.

Jeg er her for at møde partiets formand, Nikos Michaloliakos. Formanden vil udelukkende tale græsk, idet hans engelske halter. Og da mit akademiske græske ligeledes er mangelfuldt, medbringer jeg for en sikkerheds skyld en tolk. Eller, det vil sige min gode græske ven, som jeg har kendt fra barnsben. Baggrunden er, at det har vist sig stort set umuligt at finde en tolk, der vil mødes med Michaloliakos. De ti personer, jeg har opsøgt, har alle været bange for at blive truet eller overfaldet, såfremt artiklen ikke falder i Michaloliakos smag. Så de har alle pænt takket nej.

Alle eksperter og journalister, jeg har talt med, har advaret mig mod at mødes med det ultranationalistiske Gyldent Daggry.

»De er uhyre farlige nazister, og hvis du laver kritisk journalistik om dem, risikerer du at blive forfulgt, tæsket og måske slået ihjel,« er, hvad jeg har fået at vide gentagne gange. Derfor er jeg en smule urolig for om at skulle mødes med hjernen bag organisationen.

»Vikinger, de kan sgu noget«

Min ven, og i dagens anledning også min tolk, er forsinket, men han skynder sig, forsikrer han i telefonen. Jeg bliver lukket ind gennem porten, hvor tre sikkerhedsvagter møder mig i receptionen. De er høje og stærke. Og de bærer sorte hættetrøjer udenpå de skudsikre veste.

»Nej, du må ikke tage billeder af os,« siger den ene, da jeg spørger ham. »Folk kommer efter os, hvis vi viser vores ansigt offentligt.«

De tre er ikke meget for at fortælle, hvad deres funktion i partiet er. Men jeg kan godt kalde dem sikkerhedsvagter.

»Noget i den retning,« siger en anden.

Vagterne er ikke lette at få i tale – eller til at trække på smilebåndet. Det er først, da jeg fortæller, at jeg er fra Danmark, at den ene lyser op:

»Vikinger,« udbryder han. »De kan sgu noget.« Hvorefter vagterne begynder at tale om serien »Vikings« på Netflix – og hvorfor der ikke er tale om voldtægt af slavekvinder, selv om de skriger efter hjælp. Voldtægt er kun, hvis der er direkte vold involveret, og pigerne blev ikke slået, forsikrer den ene af mændene.

Inden jeg får svaret, kommer min ven endelig ind af døren – stakåndet og undskyldende. En af vagterne noterer vores navne i en lille blok og eskorterer os ind i elevatoren, der fører op til formandens kontor. Dette er indrettet klassisk, magtfuldt og majestætisk. Det lange mahognibord er placeret i midten for enden af rummet foran en stor kontorstol, mens den røde og sorte fane blafrer let i luften fra airconditionen.

Foran mig står Nikos Michaloliakos. Manden med den fremstrakte hånd har været anholdt for overfald på journalister, været i fængsel for ulovligt at bære våben og sprængstoffer, han har benægtet eksistensen af gaskamrene i koncentrationslejrene, og lige nu venter han på rettens afgørelse i sagen mod sit parti.

Jeg har set, hvordan han sprutter, syder og bobler i parlamentet, når han med store græske armbevægelser ytrer sig om de alt for mange flygtninge. Jeg husker de talrige advarsler, og jeg har aldrig før været så nervøs for at skulle lave et interview.

Nikos Michaloliakos fremstår i dette øjeblik mest af alt som en smilende, rund bedstefar. Han byder mig indenfor i hovedkontoret, han er varm og imødekommende, og han lader mig forstå, at jeg kan spørge ham om lige, hvad jeg vil. Så skal han nok svare.

»Medierne og anklagerne i retssagen siger, at vi er monstre, men folket ved bedre. Vi er sikre på, at Gyldent Daggry ikke bliver dømt som parti,« siger han og uddyber, at det sagtens kan ske, at nogle af medlemmerne bliver fundet skyldige, men at han og partiet jo ikke har givet ordre til deres tåbelige handlinger.

Michaloliakos spørger mig, om det er okay, at han ryger, og jeg nikker. Gyldent Daggrys parlamentsmedlem, Giannis Lagos, og flere af partiets medlemmer opsøgte i sidste uge en skole i Athen, der overvejer at tage imod flygtningebørn. Her truede medlemmerne de ansatte, og der opstod slåskamp.

»Forældrene til børnene på skolen ringede til os og bad os om at komme. De er bekymrede for, at det faglige niveau vil falde, og at flygtningebørnene smitter de græske børn med sygdomme,« forklarer Michaloliakos om grunden til Gyldent Daggrys tilstedeværelse:

»Intet kan opnås med vold – og vi kom kun for at snakke. Hvis medlemmer af Gyldent Daggry deltog i volden, er det i hvert fald ikke med min velsignelse,« siger han, imens han stadig sidder og blafrer med den utændte cigaret og lighter i hånden.

»Vi bliver stærkere af retssagen. Befolkningen kan se, at vi ikke giver op. Vi vil kæmpe for Grækenland og blive ved at vokse. Selvfølgelig er målet at indtage premierministerposten på sigt,« forsikrer Michaloliakos og smiler selvsikkert.

»Jo, jeg stemte på Gyldent Daggry«

Selv om formanden har premierminister­drømme, kommer det ikke til at ændre på Gyldent Daggrys ord, handlinger eller kommunikationsform. »Vi er civiliserede i vores ord og handlinger. Vi vil ikke ændre på noget. Vi siger, hvad vi mener. Altid.«

Michaloliakos er græker med stort G, hvis han selv skal sige det. Det bedste og mest stolte folk i verden. Og han går ind for Grækenland for grækere. I Danmark taler vi meget om, hvad det vil sige at være dansk, så jeg spørger Michaloliakos, hvornår man er græsk. Min bedstemor er græsk, hun giftede sig med en dansk mand. Jeg har en stor familie og hus i Grækenland. Jeg taler sproget og bor nu også i landet.

»Du er græsk. 25 procent græsk blod i årene er nok,« griner han. »Men man skal altså have græsk blod i årene for at være græsk,« siger han og ser mig kigge over mod partiets fane bag ham.

»Symbolet og farverne er fra det antikke Grækenland. Det er bare et tilfælde, hvis det minder dig om hagekorset«.

Min ven og jeg takker, forlader kontoret og stiger ind i elevatoren med en af sikkerhedsvagterne.

»Ved du, hvem jeg stemte på ved de to seneste valg? Jeg har aldrig fortalt dig det før,« siger min ven, og jeg kan næsten gætte, hvad der kommer:

»Jeg stemte på Gyldent Daggry.«

Sikkerhedsvagten smiler tilfreds, og jeg prøver ihærdigt at skjule min forbløffelse. Jeg var overbevist om, at jeg ikke kendte et eneste menneske, der stemte på Gyldent Daggry. Men her står min fornuftige, kloge barndomsven ved min side og betror mig, at han to gange i træk har været en af de tusindvis af grækere, der har sat sit kryds ved partiet. Han var bare flov over at sige det.

I bilen på vej hjem, forklarer han mig, at man jo ikke ved, om mord og vold har fundet sted på ordre fra Michaloliakos.

»Jeg går bestemt ikke ind for vold som middel, men nogen må gøre noget for at få os ud af krisen, og det tror jeg, han kan. Han siger sin mening, og ja, han kan være ekstrem, men han trækker i den rigtige retning,« siger min ven og kigger næsten undskyldende på mig.

Formentlig kender jeg flere Gyldent Daggry-tilhængere uden at vide det. Statistisk set gør jeg i hvert fald, for partiet vokser konstant. Vælgerne er overalt – de tør bare ikke sige det højt – ikke engang til deres bedste venner.

Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Grækenland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.