Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Globetrotter

»De er sindssyge i New York«

Hver søndag reflekterer Berlingskes korrespondenter over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge lægger Kristian Mouritzen hovedstadens høflighed bag sig for at trille os gennem det sindssyge trafik­helvede i New York, hvor han har et ærinde i FNs hovedkvarter.

En gang imellem er man som korrespondent i Washington tvunget til at tage den tunge vej til New York. De fleste vil sige: Hold nu op, det er da en oplevelse. Jo jo, det er det også, for New York er en pragtfuld by. Der er bare det ved det, at når man bor i den noget mere søvnige forbundshovedstad, så kræver det et tilløb at køre de fire timer til millionbyen nordpå. For selv om washingtonerne bestemt kan være arrogante og selvcentrerede, så er de direkte skøre og sindssyge i New York.

Jeg vil påstå, at der ikke findes ret mange normale mennesker i New York i det omfang, at man kan definere normalitet. Og hvis man kører ind i New York i en sort bil på Washington-nummerplader, så er man sikker på, at der bliver kigget langt efter en, hvis ikke ligefrem newyorkerne udviser en truende adfærd. For man er under mistanke for at repræsentere »regeringen«. Og det er heller ikke populært på Manhattan.

Her forleden skulle jeg af sted til New York for at hente min årlige presseakkreditering hos FN, så jeg uhindret kan betræde de hellige haller i FN-hovedkvarterets monstrøse bygning.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, forlægger jo residensen fra september i år til New York for at være formand for FNs Generalforsamling. Sådan set det samme job, bare med lidt flere personer at holde styr på, hvoraf de færreste af dem er folkevalgte. Det er jo FNs medlemslande, vi taler om. Så tilladelserne kunne lige så godt være på plads i god tid, før alle andre dukker op og skaber kø. Og januar er en god måned til den slags ting.

Turen til New York tager i heldigste fald fire timer. Jeg kører som regel selv turen i stedet for at flyve eller tage toget. Det gør jeg, fordi det er sjældent, at jeg kan tilbringe så mange timer alene i selskab med mine yndlingsradiostationer. Og jeg slapper gevaldigt af med at køre på de amerikanske veje.

Det hektiske starter først ved Lincoln-tunnelen, der løber ind fra New Jersey-siden til Manhattan. Og lige på den anden side af denne tunnel begynder helvedet. Alle skal mase sig sammen, når vi kommer ud af »røret« og skal køre ned ad gaderne og videre ud i byens millionvrimmel. Og det foregår på en helt anden måde end i Washington. I hovedstaden holder man høfligt tilbage for hinanden. Man vinker hinanden frem. Der er regler. Og vi hilser på hinanden, fordi vi ikke er helt sikre på, hvem der sidder i den anden bil. Det kunne jo være en vigtig person.

I New York er man bare så hamrende ligeglad med, hvem der sidder i bilerne. Man får først et dyt, hvis man vil skifte bane. Derefter får man fingeren. Og hvis man i et raseriudbrud giver fingeren tilbage, så skal man huske at have låst alle døre. For personen i den modkørende bil har forladt køretøjet og er på vej over for at afslutte fingerduellen korporligt.

I den første fodgængerovergang er der selvfølgelig en person, der har lagt mærke til nummerpladen. Han ligner en, der har læst for mange konspirationsteorier. Han mangler kun blikhatten. Han kigger først på nummerpladen, derefter på bilen, og så på mig, der i dagens anledning har mit sorte italienske jakkesæt på med slipset stramt lukket om halsen. Jeg ligner en fra filmen »Men in Black«. Og bekræfter dermed fjolsets værste anelser.

»Men in Black« er en vanvittig morsom og uforpligtende film om et hemmeligt regeringsorgan, der skal holde sandheden om UFOerne tilbage for befolkningen. Og når borgerne i filmen har haft en træfning med et rumvæsen, dukker de sortklædte mænd op, og med et blændende lys fra en kuglepen udhvisker de personens hukommelse, så vedkommende ikke kan huske noget om, hvad han lige har set. Sådan en var jeg tilsyneladende. For manden i fodgængerovergangen trak en kuglepen frem og blinkede med øjnene, mens han pegede på bilen med pennen. Han ville lige vise, at jeg var afsløret. Godt, jeg ikke gjorde gengæld. Det havde skræmt manden fra vid og sans.

Når man endelig er fremme ved FN er mareridtet sådan set ikke overstået. For man kan selvfølgelig ikke parkere nogen steder. Jeg finder et parkeringshus halvanden kilometer væk og tager en taxi. Trafikken er tæt, og taxachaufføren er rasende på alt og alle. På FN, på folk fra New Jersey og også newyorkere, fordi de ikke lader deres biler stå. Manden brøler med jævne mellemrum ud af vinduet. »Idiot« er det mest anvendte udtryk. Det ville aldrig – jeg gentager aldrig – forekomme i Washington. Der råber man ikke ud af bilvinduet. Det gør man i New York. Og manden minder mig om en anden taxachauffør, jeg kørte med for nogle måneder siden. Han havde i frustration over trafikken opgivet at brøle »idiot«, men forsøgte i stedet at begå selvmord i bilen ved hulkende at knalde sit hoved mod forruden gentagne gange, indtil han fik næseblod. Dengang forlod jeg taxaen i løb. Nu holdt jeg ud.

Vel fremme ved FN-bygningen. Ind på pressekontoret. God stemning. De havde modtaget mine papirer. Der var kun et problem. Computerne var gået ned. Næsten helt hjemligt. Efter en time fik jeg akkrediteringen og kunne forberede min tur tilbage til Washington. Ingen overnatning i New York denne gang. På vej ud af byen møder jeg en bilist, da jeg skal skifte bane. Han vinker mig frem. Jeg tror ikke mine egne øjne. Indtil jeg ser nummerpladen. Washington D.C. Jeg hilser tilbage. Godt at møde et fornuftigt menneske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.