De allierede

Andre har fortrudt, undskyldt, beklaget. Men ikke Anders Fogh Rasmussen. Irak-krigen og begrundelsen for den står ikke tilbage som en af Vestens ypperste stunder. Men tilsyneladende stadig som en af Fogh Rasmussens.

Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, på besøg hos USAs præsident, George W. Bush i februar 2008. Foto: Jim Watson
Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, på besøg hos USAs præsident, George W. Bush i februar 2008. Foto: Jim Watson

Anders Fogh Rasmussen har sagt nej. Han ønsker ikke at blive interviewet om det. Muligvis fordi han snart bliver indkaldt af en undersøgelseskommission. Det kan også være, han er træt af på tiende år at gentage, at der ikke er noget at komme efter. Eller måske har Fogh i egen optik vigtigere ting at tage sig til som generalsekretær for NATO.

Vi ved imidlertid allerede en væsentlig ting om Irak-krigen. En skygge af vestlig fortrydelse trak næsten fra begyndelsen hen over krigsskuepladsernes efterladenskaber af afbrændt materiel og svedne bygninger, og skyggen synes siden at være vokset. Tony Blair har gjort det. George W. Bush har gjort det. De to kørte endda billedligt talt med højt hævede bannere forrest ind i ørkenlandet. Men Danmarks daværende statsminister, der i overført betydning udgjorde et undseligt vedhæng i invasionsstyrkens indtog i Irak i 2003, har ikke tænkt sig at gøre det. Fogh undskylder eller fortryder ikke noget. Hverken hvad angår grundlaget eller resultatet. Andre kan udtrykke fortrydelse, erklære brøde, bede om forladelse. Men ikke Danmarks længst siddende venstrestatsminister.

Fortællingen om Danmark og Irak-krigen er måske mere end meget andet en historie om vilje. Om Anders Fogh Rasmussens vilje. Nogle vil hævde, at nationens deltagelse i krigen faktisk begyndte sådan.

Man skal ikke bevæge sig meget rundt med emnet Irak i den daværende stab eller partikreds omkring Anders Fogh Rasmussen, før man ledes i retning af den tidligere statsministers forhold til USA. Både til USA i almindelighed samt Foghs forhold til George W. Bush i særdeleshed. I sin tid som statsminister tog Fogh Rasmussen imod seks invitationer fra præsident Bush til at besøge Det Hvide Hus, Camp David og Bush-familiens ranch i Crawford, Texas. Aldrig tidligere har der været tættere forhold mellem en amerikansk præsident og en dansk statsminister. Under et besøg på ranchen i Texas i 2008 hyldede Fogh George W. Bush for at udbrede værdier, som folk i »undertrykkende og brutale regimer længes efter«: »De, hr. præsident, og USA har mere end nogen anden fremmet denne vision om frihed og demokrati over hele verden,« hævdede den danske statsminister og satte dermed to streger under værdifællesskabet.

Anders Fogh Rasmussens bror fortæller i Anne Sopfie Kraghs biografi, »Fogh – Historien om en statsminister«, om sine tanker, da han i radioen hørte, at Danmark gik med USA i krig i Irak: »Anders har altid holdt med amerikanerne,« tænkte bror Peter.

Denne sympati var sikkert afgørende for beslutningen om at gå i krig, konkluderede broderen.

Det oprindelige grundlag til et angreb mod Irak kunne fra begyndelsen drages i tvivl. Siden er det blevet decideret uholdbart. Ikke mindst argumentet om, at diktator Saddam Hussein besad masseødelæggelsesvåben.

Sidste år udkom bogen »Et land i krig« om blandt andet beslutningsgrundlaget for Irak-krigen. Den hævder, at daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) i 2003 hen over en weekend skiftede holdning til Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Per Stig Møller gik ifølge de Konservatives udenrigspolitiske ordfører, Gitte Seeberg, fra at være modstander af en krig uden et FN-mandat til at være tilhænger. Formentlig fordi han blev banket på plads af statsminister Anders Fogh Rasmussen, hedder det i bogen.

Per Stig Møller afviste påstanden i foråret i Jyllands-Posten.

»Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at han råder over masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille dem,« sagde statsministeren den 6. september 2002.

Samme dag supplerede udenrigsminister Per Stig Møller, da han over for Ritzau forsikrede, at: »Beviserne skal kunne holde i byretten.« Underforstået, at ingen går ind i Irak, før dokumentationen er på plads. Udenrigsministeren slog dertil senere fast, at »både den amerikanske og den britiske regering har for nylig fremlagt rapporter, der dokumenterer, at Irak har fortsat udviklingen af masseødelæggelsesvåben på trods af FNs resolutioner og restriktioner. Landet er i besiddelse af kemiske og biologiske våben samt missiler med længere rækkevidde end den af FN tilladte grænse på 150 km.«

Skulle nogen herefter stadig være i tvivl eller have tabt stavepladerne, savede Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, det hele ud i krydsfinér den 21. marts 2003, da Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti i Folketinget besluttede at gå med i den amerikansk-britiske invasion: »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.«

FNs sikkerhedsråds resolution 1441 pålagde Irak at leve op til FNs nedrustningskrav. Våbeninspektørernes rapporter fra landet viste sig ufuldstændige. Der var ikke mandat for et militært angreb i FNs sikkerhedsråd. USA, Storbritannien og Danmark besluttede, at mangel på samarbejdsvilje med våbeninspektører rakte som deres mandat og gik i krig.

Masseødelæggelsesvåben og al-Qaeda forbindelser – der heller aldrig blev fundet – ligner således i dag et af amerikanerne fabrikeret påskud for et endeligt opgør med en gammel fjende i Golfen. Eller påskud for, som visse kritikere fremfører, at få fat i nogle af verdens største oliereserver.

»Revanchisme« og »endeligt opgør« er begreber, der dukker op. Danmarks »aktivistiske udenrigspolitik« under VK-regeringen med krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan beroede på langt mere end de konkrete situationer, hedder det fra folk, der var tæt på regeringen i begyndelsen og midten af 00erne.

Anders Fogh Rasmussen har tidligere i Berlingske understreget, at han forlod statsministerposten og blev generalsekretær i NATO for at gøre op med nederlag og ansvarsforflygtigelse i danmarkshistorien.

»Jeg kan ikke forlige mig med, at man bare skal sejle under bekvemmelighedsflag. Vi danskere ønsker at leve i en fri verden, en fredelig verden. Der har før været en tendens til at sige: ’Lad de andre slås for os, vi skal ikke nyde noget.’ Men det kan jeg ikke med,« sagde Anders Fogh Rasmussen i 2010.

Den danske generalsekretær kaldte neutralitetspolitikken under Første Verdenskrig og i mellemkrigstiden »hyklerisk«. Han erklærede, at han altid havde set en linje fra et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen over kampen mod fodnotepolitik i firserne og til den aktive udenrigspolitik, hans egen regering indførte ved at gå i krig i Irak og Afghanistan.

»Det er ikke sådan, at vi bare hygger os i smug, mens verden brænder om vuggen, som Jeppe Aakjær i sin tid skrev. Vi går ud og gør en indsats selv. Det er det Danmark, jeg ønsker. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Det skal ses i det lys, at jeg siger ja til en post som NATOs generalsekretær. For selv om det er spændende at være statsminister i Danmark, og selv om det er et slidsomt arbejde at være generalsekretær i NATO, så må vi også på den post melde os og yde en indsats, når andre synes, at vi kan gøre det. Vi har formået at vokse lidt ud af skyggen fra nederlaget i 1864 og tør stå frem på den internationale scene og sige, at her er vi. Det har været min dagsorden,« lød det fra Anders Fogh Rasmussen i 2010.

SRSF-regeringen har nedsat en undersøgelseskommission om Danmark og Irak-krigen. Den skal finde ud af, om der er noget at komme efter. Ifølge nuværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) fordi »mange udenlandske undersøgelser og viden herfra indikerer, at det danske folketing mistede sin uskyld med Irak-krigsbeslutningen«, som han skrev i en kronik i Politiken i foråret. Søvndal holdt sig ikke tilbage for at drage sin egen konklusion: »Irak-krigen var efter min mening et studium i den daværende øverste amerikanske administrations neokonservative verdenssyn, hvor realitet og virkelighed måtte vige for ideologiske dogmer. Det er blevet fremført, at man må bakke op om sine venner – og USA er naturligvis en ven af Danmark. Men selv gode venner må også kunne sige fra og tænke selv.«

Anders Fogh Rasmussen tænkte altså ikke selv, ifølge Søvndal. Det overlod han til nogle neokonservative i USA. Netop denne udlægning står centralt i hjemlige kritikeres populærudlægning. Ofte er det blevet påpeget, hvordan Fogh-regeringen helt ned i sproget efterabede republikanerne i USA. Hvilket ifølge forfatteren og debattøren Carsten Jensen i 00erne udgjorde hele hovedtricket i regeringens alt for vellykkede demagogi. Regeringen etablerede et monopol på at beskrive virkeligheden, hævdede han i Berlingske: »Det blev brugt ved starten på Irak-krigen, at enten er du med os eller imod os og har stillet dig uden for demokratiet. Det er en debatlogik, hvis eneste formål er at ekskludere modstanderne fra debatten. Hvis ikke du er enig i, at Irak skal invaderes, er det fordi, du er Saddam Husseins allierede og har sympati for diktatur, og så hører du ikke hjemme blandt os.«

I et interview med den amerikanske TV-station, ABC News i 2008, fortalte George W. Bush, at beslutningen om at invadere Irak på baggrund af de forkerte oplysninger om masseødelæggelsesvåben er »dét han fortryder mest i hele sin præsidentperiode«. Hvormed han indirekte har kapituleret over for en del kolleger. Den franske præsident, Chirac, og den tyske kansler, Schröder, afviste at deltage i Irak. Den britiske udenrigsminister, Robin Cook, valgte at trække sig fra Tony Blairs regering pga. krigens manglende legitimitet. Premierminister Tony Blair undskyldte siden det falske grundlag, briterne gik i krig på. Den daværende amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, var manden, der fremlagde de amerikanske efterretningsrapporter om masseødelæggelsesvåben for FN. Han kaldte det siden »et lavpunkt« i sin karriere.

Anders Fogh Rasmussen sagde ikke noget. Slet ikke i begyndelsen. Hvor de manglende masseødelæggelsesvåben og udeblevne al-Qaeda-forbindelser blot ændrede betoningen til et spørgsmål om, at en brutal diktator var fjernet, og et helt folk udfriet af hans voldelige greb. 670 gange bad Ekstra Bladets journalist, Bo Elkjær, om et interview, der skulle handle om statsministerens grunde til at sende Danmark i krig mod Irak. 670 gange afviste statsministeren. Da Fogh Rasmussen den 671. gang indvilgede, lød hans svar:

»I det beslutningsforslag, vi fremlagde i Folketinget i marts 2003, var der 13 grunde til, at vi anbefalede Folketinget at gå med. Og der er ingen af de 13 punkter, der nævner masseødelæggelsesvåben, bortset fra en ting: Nemlig, at vi refererer, at Saddam Hussein rent faktisk har anvendt kemiske våben mod sit eget folk.«

Den egentlige og virkelige årsag var derimod Saddam Husseins manglende samarbejde med FN, fremhævede Fogh.

Anders Fogh Rasmussen blev for nogle måneder siden forlænget i sit job som generalsekretær for NATO med et år. Hvilket kan læses som en foreløbig kulmination på den gensidige tillid, der blev indledt Bush og Fogh imellem. Eller USA og Fogh imellem. Et værdifællesskab som blev styrket via dansk krigsdeltagelse i Afghanistan og ikke mindst Irak, hvor koalitionens vestlige styrke var betydelig mindre end i førstnævnte. Det kan tillige læses som amerikansk anerkendelse af, at generalsekretæren er gået den rette vej, når det gælder at få mere styr på verdens konflikter, end verdens konflikter styrer NATO.

Ikke noget »smughygge« eller »småstatsmentalitet« her.

Med Afghanistan og måske ikke mindst Irak-krigen meldte Anders Fogh Rasmussen i egen optik Danmark ind i verden for alvor. Siden blev han sat ind som en af de politiske ansvarlige for dens orden.Kritikerne af Danmarks deltagelse i krigen i Irak, ser faktisk det samme som Anders Fogh Rasmussen. De udlægger det blot radikalt anderledes. Fogh tøjrede den nationale optimistjolle til det store amerikanske hangarskib. Efterfølgende brystede han sig af, at Danmark ikke længere blot lå i læ under en NATO-pynt, når verden bølgede, men nu ligefrem var med ude på det åbne hav og skabe bølgerne selv. I tilgift blev demokratiet forulempet med det manglende FN-mandat og det smalle folketingsflertal, lyder kritikken. Og irakiske fanger blev dertil muligvis udleveret af danske tropper, der vidste, at fangerne ville blive tortureret.

Anders Fogh Rasmussen vil ikke interviewes om det. NATOs generalsekretær har ikke yderligere kommentarer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.